Fra mark til storby

Det område, vi i dag kender som Nordvestkvarteret, hed tidligere Utterslev Mark og var delt mellem 16 bondegårde. Kvarteret omkring Lygten hørte til gården Utterslev gård, og da ejeren Peder Feddersen døde i 1845, valgte hans arvinger at udstykke jorden i 11 grunde. Det blev startskuddet til det helt nye industri- og boligkvarter.

I løbet af de første 50 år oplevede området nærmest et befolkningsboom, og omkring 1900 boede der næsten 5.000 mennesker i kvarteret. Størstedelen af 1800-tallets byggeri i kvarteret bestod af 1½-2½-etagers huse, hvoraf det meste dog er væk i dag.

”I den periode var området præget af nærmest lovløse tilstande. Det var et utroligt fattigt område, og folk byggede stort set, som de ville, med slum og skod til følge. Kvarteret hørte til Brønshøj-Rødovre sognekommune, som slet ikke magtede at holde styr på området. Så der var ikke noget at sige til, at man sagde ja til at blive indlemmet i Københavns Kommune i 1901,” fortæller Helge Baun Sørensen, næstformand i Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev.

I slutningen af det 19. århundrede begyndte flere virksomheder at flytte til området, særligt til Lygtekvarteret og Rentemestervej. Mest kendt er nok Mejeriet Enigheden, Glud & Marstrands emaljefabrik, Plastfabrikken NJ samt Schous Fabrikker.

En socialdemokratisk drøm

Baggrunden for København Kommunes opkøb af området var, at man ønskede at få plads til nyt boligbyggeri i forbindelse med saneringer i det indre København. Det er blevet kaldt ”en socialdemokratisk drøm at opføre boligkvarterer, hvor borgerne kunne leve fra vugge til grav, uden at skulle bevæge sig mere end et par gader.”

Med udbygningen af Nordvest fulgte nye vejnavne

”Området voksede stærkt i 1930’erne med en mængde beboelsesejendomme og havde oprindelig en række vejnavne efter kongelige personer, som fx Dagmar og Alexandra. Men det passede bestemt ikke til beboernes sociale niveau, så omkring 1930 fik en stor håndfuld veje nye navne efter gamle professioner og erhverv. Mange af dem er helt ukendte i dag (og var det også nærmest dengang), for eksempel frimester, brofoged eller tingskriver. Men de er smukke og tydelige, og folk kan lide at sige dem,” fortæller Helge Baun Sørensen fra Lokalhistorisk Selskab.

Gedigne og funktionelle boliger

Det nye boligbyggeri i Nordvestkvarteret blev i stor stil opført af almennyttige boligselskaber som for eksempel Arbejdernes Almennyttige Boligselskab (AAB) med det formål at skabe gode boliger til Københavns voksende arbejderbefolkning. I dag er området mere broget og bærer præg af mange etniske og sociale grupper.

Flere af boligejendommene i kvarteret blev opført i stilarten funktionalisme, som var en helt ny stilart på dette tidspunkt. Inspirationen kom fra udlandet, specielt Tyskland og Frankrig.

I funktionalismen er funktionen det vigtigste formål. Dekoration og pynt, som ikke havde en funktion, skulle fjernes, og enkelthed og rene linjer var idealet. Beton og stål kom på mode, og da det senere blev muligt at masseproducere bygningsdele, kunne man hurtigt opføre store bygninger.

Nordvestkvarteret er dog hovedsageligt bygget før ’industrialiseringen af byggeriet’, og derfor er ejendommene fuldmurede bygværker.

I løbet af 1920’ern opstod der behov for, at rydde op i kommunernes vejnavne, fordi der i mange tilfælde var veje med enslydende navne i flere kommuner.

I det nye Nordvestkvarter var der også en lang række gadenavne, som blev omdøbt. For eksempel blev Dagmarsvej ændret til Drejervej / Rebslagervej af hensyn til Dagmarsgade på Nørrebro og Dronning Dagmars Allé i Valby. Carolinevej blev af hensyn til Carolinevej i Hellerup omdøbt til Provstevej.

Behov for ’rige muligheder’

Der fandtes ikke på det tidspunkt en vejnavnegruppe for området, som man kunne hente nye vejnavne fra, så en sådan skulle vedtages. Fordi man var i gang med en udbygning af Nordvestkvarteret ønskede man at finde en navnegruppe med ’rige muligheder’.

Da Kommunalbestyrelsen tidligere havde godkendt navnene Bispevej, Skoleholdervej, Møllerlodden, Klokkerhøj og Gravervænget indstillede Fællesudvalget i 1930 ”at man benytter gamle Embeds- og Bestillings-Betegnelser samt Haandværker-Navne o. lign ved Navngivningen af Vejene her”.

Det førte til, at man i 1930 blandt andet omdøbte Christiansvej til Gørtlervej, Louisevej blev til Bødkervej, mens Dagmarsvej blev opdelt og omdøbt til henholdsvis Drejervej og Rebslagervej.

I 1934 da området var yderligere tilbygget skrev Fællesudvalget igen til Kommunalbestyrelsen. Med henvisning til den tidligere beslutning om at anvende embeds- og håndværksbetegnelser blev det indstillet, at de (ny)udlagte vej skulle navngives Oldermandsvej, Bisiddervej, Skaffervej og Frimestervej, samt at de projekterede passager mellem Oldermandsvej og Bisiddervej skulle benævnes Vagtmestervej, Tøjmestervej, Sporemagervej, Sadelmagervej med flere.

Vejnavne kommer i grupper

Vejene i Nordvest blev navngivet ud fra et princip om gruppenavngivning, som er et af de hyppigst anvendte navngivningskriterier, når veje i et nyt område skal navngives.

Ph.d. Line Sandst skriver i sin Ph.d-afhandling om urbane stednavne fra 2016, at ”Gruppenavngivningsprincippet kendes fra det tysk-romerske rige, da kejser Maximilian i 1516 navngav en række kanoner med antikke kvindenavne (Jørgensen 1972, s. 13). Siden genkendes det som urban navngivningsstrategi i København fra to forskellige tidsperioder. Den første periode fandt sted 1610-1670 da man bl.a. byggede Skipperboderne og Nyboder, mens den anden periode startede da Københavns volde sløjfedes i midten af 1800-tallet og er videreført frem til i dag (Jørgensen 1970, s. 106).”

I perioden 1930-39 blev intet mindre end 43 veje i Nordvestkvarteret navngivet inden for tematikken med embeds- og håndværkerbetegnelser, og navnegruppen er den største i København.

“Vejnavne tjener mange, mange forskellige formål og anvendes tusindvis af gange hver dag, hvor nogen skal skrive en adresse i GPS’en eller finde den på en smartphone eller en internetside. Det er derfor vigtigt, at der så vidt muligt ikke er tvivl om, hvordan man skal skrive vejnavn og adressen rigtigt i politiets og beredskabets systemer, eller når der skal bringes pakker, post og varer ud.

Det er en kommunal opgave at fastsætte vejnavne, jf. adresselovens § 2. For at sikre kvaliteten af vejnavne kontrolleres retskrivningen af vejnavne ét centralt sted, før vejnavnene kan tages i brug. Kontrollen sker hos SDFE (Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering).

Det fremgår herudover bl.a. også af bekendtgørelsens § 6, at et vejnavn, som allerede findes inden for et postnummer, ikke må fastsættes for en anden vej inden for samme postnummer, ligesom et nyt vejnavn ikke må fastsættes, når det samme eller næsten enslydende vejnavn er fastsat eller reserveret for en anden navngiven vej inden for en radius af 15 km. Disse regler er fastsat for at sikre entydigheden af vejnavne, så misforståelser om fx ruteberegninger hos bl.a. beredskabet undgås.”

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.