Interview med jakob Ingemann Parby

Det er let skyet, da vi møder Jakob Ingemann Parby ved indgangen til det nye Københavns Museum. På hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade er der en særlig ro og idyl, på trods af de mange biler der holder i kø lige udenfor det kraftige gitter. Krydderurterne står flotte og grønne i museets have, der består af netop den type krydderurter og vækster, der blev fundet ved en udgravning af et latrin fra 1700-tallet i Pilestræde i København, og er med til at lede os tilbage i tiden.

Her i huset, der med sine mange symboler med mødre og børn bærer præg af at være bygget som kontor for Overformynderiet, har vi sat museumsinspektør Jakob Ingemann Parby stævne. Han ved meget om håndværkslaugenes historie, og museet har både kårder, spænder, parykker og mange andre effekter, der kan ledes hen til laugenes virke og fællesskaber.

”Det første laug, som er Skrædderlauget, blev godkendt af biskoppen i byen. Dengang i 12-1400-årene var laugene religiøse gilder med masser af symboler og henvisninger af kristen karakter. København blev først kongens i 1400-tallet, hvorefter han godkendte laugenes skrå (retningslinjer red.). Laugene fik blandt andet til opgave at sørge for uddannelse af nye svende, og for at antallet af uddannede håndværkere passede til det behov der var i byen på det givne tidspunkt. Laugene bliver flere, og organisationsformen breder sig også til ikke-håndværkere, som købmænd, skippere og barberkirurger,” siger Jakob Ingemann Parby.

Håndværkslaugenes privilegier var forbundet med både pligter og rettigheder. For eksempel måtte slagterne, da de fik privilegier i 1400-tallet, love, at der altid ville være fersk kød leveret til byen og hoffet. Til gengæld fik de så eneret på handelen med kød, bortset fra en måned i efteråret, hvor hjemmeslagtning var tilladt.

Tag til byen og bliver håndværker

Indtil midten af 1800-tallet var der en klar arbejdsfordeling mellem by og land. På landet dyrkede man korn og producerede kød, mens købstæderne havde monopol på handel og håndværk.

”I byen fremstillede man for eksempel møbler, ure, værktøj og andre specialiserede produkter. Og det var samtidig her, man handlede med varerne. Bønderne skulle til byen, hvis de ville sælge dyr eller korn i større stil – og kunne så bruge nogle af de penge de tjente på markederne til at købe nogle af håndværkernes produkter. Det var magthavernes måde at udvikle byerne på, og det var samtidig byernes eksistensgrundlag. Laugene blev på samme måde etableret for at understøtte håndværksmonopoler i byerne. Og der findes eksempler på, at bylaugene sendte folk ud i landområderne for at få fat på ”bønhasere”, som var folk, der uden at være medlem af laugene, producerede og solgte produkter, som var laugenes ret,” siger Jakob Ingemann Parby.

Selv om laugene oprindeligt blev organiseret som en slags lægbroderskab, udviklede de sig hurtigt til at være organisationer, der giver mestrene i lauget monopol og gør dem i stand til at regulere tilgangen af nye mestre, svende og lærlinge.

”Inden for hvert laug var der et antal mestre, der stod for uddannelsen af lærlinge og fordelte de svende, der var i byen, mellem sig ved en kollektiv ordning. Ved regelmæssige møder søgte de enkelte laug at sikre balancen mellem antallet af mestre, svende og lærlinge, så der blev uddannet og optaget tilstrækkeligt med svende i lauget, til at nogle kunne tage over, når en mester enten ikke kunne arbejde mere eller døde. Laugenes regler var i høj grad indrettet for at sikre dette kredsløb,” siger Jakob Ingemann Parby.

Lærlinge høvles ind

Første skridt på vejen til at blive håndværker var, dengang som nu, at man skulle i lære. Det var ofte familierelationer, der bestemte, om man blev håndværker. Særligt blandt mestrene gik håndværket typisk i arv fra far til søn, men havde man flere sønner, søgte nogle også ind i andre fag. Unge fra middelklassen, som ikke havde boglige interesser, blev også af og til sat i lære. Man kom typisk i lære omkring 11-12-års alderen og var i lære i cirka seks år.

Det var et hårdt job at være i lære for de fleste. Blandt andet havde svendene dengang det privilegium, at de ikke skulle bære deres værktøj selv. Det var derfor ofte lærlingen, der måtte slæbe, og hvis der ikke lige var en lærling i nærheden, måtte mester træde til og bære.

Når en lærling blev færdiguddannet, var der nogle helt særlige ritualer, han skulle igennem for at blive ”indviet”. Han skulle bl.a. lære en særlig hilsen, som kun de udlærte svende kendte. Indvielsen foregik med dåb og taler, som blev udført af de andre svende i lauget og i træfagene blev kaldt behøvling; et begreb, der har overlevet til i dag. Men dengang kom det helt naturligt af, at man lagde den nyuddannede svend på høvlebænken og svang en høvl i luften hen over hans nøgne krop. Der findes beskrivelser af, at svendene af og til lod høvlen ramme den indviede, hvilket gav nogle skader til den stakkels svend.

På valsen

”Åh, disse minder fra du var en farende svend”, lyder en gammel vise. Og netop de farende svende var en vigtig del af håndværkskulturen, og dermed også laugene, fra starten af 1600-tallet. Her blev det et almindeligt krav i flere laug, at man først kunne blive mester efter et antal år ”på valsen”.

Det ”at tage på valsen”, som det hed, når håndværkssvendene vandrede af sted med deres uddannelsesbevis, ransel, vandrestok – kaldet en Zigenheuner – og kårde, var helt almindeligt blandt de udlærte håndværkere. For at lette presset på de få positioner som mester i lauget blev det fra starten af 1600-tallet et krav, at man som svend skulle gå på valsen i tre til fem år for at blive mester. Efter de år på landevejen kunne man så vende tilbage til sin egen by og starte sin egen virksomhed. Fra samme tid blev også kravene til udførelsen af mesterstykker, og prisen for at blive mester, forhøjet, hvilket efterhånden fik flere og flere svende til at opgive drømmen om at blive mester og i stedet gifte sig, mens de stadig var svende.

”Den gang kunne lokale svende ikke bare opsige deres arbejde, medmindre de kunne dokumentere, at de var udsat for vold eller lignende fra deres mesters side,” siger Jakob Ingemann Parby.

Når en svend vandrede og kom til en ny by, opsøgte han først laugshuset. Her kunne han få forplejning og overnatning, indtil han drog videre på sin vandring, eller hjælp til at søge arbejde, hvis han ønskede et længere ophold i byen.

”I laugshusene både her i København og i andre byer i ind- og udland hang der en tavle, hvor man kunne se, hvilke mestre, der stod for tur til at ansætte nye svende. Oldgesellen (den ledende svend, red.) hjalp den nyankomne med at finde frem til værkstedet, hvorefter mesteren kunne indgå en aftale eller sende svenden videre til den næste på listen. På den måde regulerede laugene, hvor mange, der var i arbejde i forhold til, hvor mange arbejdsopgaver, der var i byen og hos den enkelte mester. Det var nærmest en slags styret arbejdsformidling,” siger Jakob Ingemann Parby.

De omrejsende svende havde stor betydning for både vidensdeling og udveksling af traditioner inden for lauget. Når svendene lærte noget nyt i et andet europæisk land, tog de teknikken med sig hjem, og dermed udviklede fagene sig. Samtidig følte mange svende sig som en del af et internationalt broderskab, der gav dem en stor styrke i tilfælde af arbejdskonflikter og forskellige forsøg fra staten på at begrænse laugenes monopol. Et laug kunne således standse tilstrømningen af ny arbejdskraft, hvis medlemmerne oplevede, at deres privilegier blev overtrådt. Det skete ved flere lejligheder.

En anden positiv udløber af laugssystemet var, at man som ny i en by automatisk blev en del af fællesskabet i ens laug. På den måde var man aldrig alene, når man kom til en ny by. Der var altid ligesindede, man kunne lære at kende. Fællesskabet var især vigtigt i forhold til at den enkelte havde ret til forplejning og hjælp med jobsøgning, samt at lauget tog sig af en under sygdom.

Fællesskab og håndtegn

Som håndværker havde man mange faste ritualer, traditioner og metoder. Det havde blandt andet stor betydning, når man rejste rundt.
”Man havde et meget stærkt fællesskab inden for de enkelte fag. Man havde særlige klædedragter og vandrestave, og som svend havde man ret til at bære kårde. Man havde også særlige hilsner, og så vidt vi ved også særlige håndtegn, som man benyttede, når man mødte kollegaer i andre lande. Det har været en måde at kommunikere på, hvis man ikke kunne tale samme sprog,” siger Jakob Ingemann Parby, der dog fortæller, at det er begrænset, hvad forskerne ved om håndtegnene. Men der er ingen tvivl om, at det har været et kommunikationsmiddel mellem de farende svende.

Mange af de rejsende kom ikke længere end til Tyskland, men især i 1800-tallet findes flere bevarede og trykte erindringer om vandringerne, der åbenbart har haft interesse for en større kreds af læsere. Her kan man læse, at en har været i Rom, hvor han har mødt Bertel Thorvaldsen, og en anden er nået helt til Grækenland, hvor han i et par år blev soldat i den græske hær, inden han drog videre til det hellige land.

Vandringerne er i princippet ikke stoppet. Den dag i dag er der håndværkere, der tager på valsen. Men i begyndelsen af 1800-tallet bliver flere svende gift, og mange bliver også mere nationalt bevidst, hvilket ifølge Jakob Ingemann Parby betyder, at der er færre, som vælger at rejse ud med deres håndværk.

Optog og kanoner

Oprindeligt var laugene en organisation for både svende og mestre, der havde fælles laugshus og traditioner. I takt med at svendene bliver flere, og udsigten til at blive mester fortoner sig for mange svende, bliver laugene typisk også mere opdelte. Svendene får deres eget laugshus og stiller flere krav til mestrene. For eksempel ville ugifte svende ikke arbejde sammen med gifte svende.

En af de traditioner, hvor denne udvikling bliver særlig tydelig, er de såkaldte skiltflytninger. Og her skal vi tilbage til laugshusene, som man som svend kunne søge til, når man kom til en ny by.

Et laugshus kunne kendes på de skilte, der var sat op udenpå huset, med et symbol, der viste, hvilket laug, der holdt til i huset. Der var også typisk reference til kongemagten, da det var kongen, der var den, der gav privilegier til laugene. Skiltene var derfor et vigtigt element for et laug. Når et laug flyttede til et nyt hus, eller for dens sags skyld fik et nyt skilt, holdt svendene skiltflytninger. Snedkerlauget flyttede for eksempel skilt tre gange uden at skifte hus.

”En skiltflytning var en stor begivenhed i byen og ikke mindst i laugene, der herigennem viste deres magt og ære for resten af befolkningen. Svendene gik i optog gennem byen med skiltet. Alle svende var med, og det betød, at de ikke arbejdede den dag, hvor et skilt skulle flyttes. De havde efter laugsreglerne lov til at holde fri, når der var skiltflytning,” siger Jakob Ingemann Parby og kommer med et konkret eksempel på en skiltflytning:

I 1770 gennemførte det københavnske snedkerlaug en skiltflytning med et optog igennem Københavns gader. Lauget udskiftede det skilt, der hang over indgangen til deres laugshus og herberg i Grønnegade 41. Optoget bestod af 184 mænd og drenge, der bevægede sig gennem det meste af København, mens de hujede og vajede med deres medbragte faner. En del af svendene var klædt i militære uniformer og bar sværd, sabler, kårde og rapiers eller pistoler. Andre havde bemalede træspåner i hatten og bar forskelligt værktøj såsom høvle, save og linealer. Nogle af optogets deltagere var klædt ud som figurer fra den græsk-romerske mytologi, for eksempel Merkur og Amor, andre var sortsværtede, og atter andre iklædt rustninger og forskellige mere eksotiske dragter, hvis betydning umiddelbart var vanskelig at tyde, fortæller Jakob Ingemann Parby.

I optogets forskellige sektioner blev der båret en række symbolske genstande knyttet til laugets fællesskab og ritualer, herunder laden – en smukt udskåret kiste med motiver, der rummede laugets indtægter og vigtigste dokumenter – og laugets velkomst, en drikkepokal af sølv, der indgik i forskellige rituelle sammenhænge, blandt andet indvielsen af nye svende.

Det var den gang ikke alle, der havde lov til at gå i optog rundt i byen. Men håndværkerne havde lov til det som en del af deres kongelige privilegier. Det var svendene selv, der betalte for skiltene, og under en skiltflytning tiljublede de andre laugs svende optoget og affyrede ved enkelte lejligheder kanoner for at fejre begivenheden. Efter endt optog festede svendene i tre dage.

”Hele ritualet betød jo, at svendene ikke arbejdede i flere dage, og det gjorde at mestrene flere gange prøvede at få stoppet skiltflytningerne. Det lykkedes ikke med det samme, da svendene truede med at nedlægge arbejdet. Men i 1780 blev det alligevel ulovligt at holde skiltflytninger. Derefter hængte man skiltet op med taler og skål, men uden optog, kanoner og lange fester,” fortæller Jakob Ingemann Parby.

Pokaler, faner og kister

Et andet ritual blandt håndværkerne var, at de drak af pokaler, eller velkomster, som de blev kaldt. Navnet velkomst kommer formentlig af, at pokalerne blandt andet blev brugt ved indvielsen af nyudlærte svende, og når nye svende kom til byen. Laugets pokal var udsmykket med mønter eller medaljer, som de vandrende svende skænkede som tak for deres ophold. Hvert laug havde sin egen velkomst og mange af dem findes i dag bevarede på Københavns Museum og Nationalmuseet.

Pokalerne var langt fra det eneste artefakt som håndværkslaugene var kendt for. Et laug havde også en såkaldt lade. Det var en kiste, som indeholdt laugets regler og andre vigtige papirer. Reglerne og respekten for laden gjaldt på tværs af landegrænserne.

Alle laug havde også deres egen fane, der blev brugt ved festlige lejligheder, og som svendene skulle lære at bære og svinge med på den rigtige måde.

”Under skiltflytningerne var et af højdepunkterne, når svendene viste deres evner frem i forhold til at svinge med fanen, og også at bruge deres kårde, som de, i modsætning til andre borgere, havde ret til at gå med,” fortæller Jakob Ingemann Parby.

Privilegier under pres

De kongelige privilegier blev i praksis i dagligdagen håndhævet af bystyret, der administrerede laugsvæsenets forhold. Men indimellem blev det kongen for meget med håndværkernes mange privilegier, og han truede med at fjerne dem. Det var dog ikke nemt, da håndværkerne til gengæld truede med at nedlægge arbejdet, hvilket ville betyde, at byggeriet blandt andet ville stoppe, og så måtte kongen opgive.

Men med tiden kommer laugene under pres, og der opstår konflikt imellem mesterlaug og svende, og også mellem de forskellige fag, som kommer op at skændes indbyrdes, blandt andet om faggrænser. I 1840 er det tydeligt, at strukturen ikke fungerer, og Københavns kommunalbestyrelse bliver ved en kongelig resolution pålagt at undersøge laugsvæsenet og komme med anbefalinger til, hvad der kan ændres.

Det får håndværkerlaugene til at stifte Kjøbenhavns Håndværkerforening den 20. november 1840. Et af formålene med foreningen var netop at få en samlet stemme i debatten og i fællesskab præge de forandringer laugsvæsnet stod overfor.

Laugene består i ny form

I 1862 blev næringsfriheden indført, og det betød at laugenes særstilling og monopoler forsvandt. Men laugene består den dag i dag.

Mange af laugene har stadig deres pokaler og faner og holder fast i mange traditioner. Betydningen har på mange måder ændret sig, men fællesskabet, og fastholdelsen af at skabe det gode håndværk, består i de 37 håndværkslaug, der er tilknyttet Håndværkerforeningen. Også selv om det er slut med at gå i optog gennem byen med skilte, kårder og faner.

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.