Hobbitten i Dyrehaven

Når Det Kongelige Teater slår dørene op for forestillingen ’Hobbitten’ i Ulvedalene til maj, bliver det med et spektakulært setup med op mod 175 dukker, som skuespillerne i forestillingen selv skal styre.

Her kan du møde Helene Holst Echwald og Karin Ørum, der har bygget dukkerne.

Det er en fast tradition, at Det Kongelige Teater hvert andet år inviterer til friluftsteater i Ulvedalene i Dyrehaven. Traditionen med teater i Ulvedalene blev genstartet i 1996 med en opsætning af forestillingen Elverhøj. Siden da har teatret præsenteret en række spektakulære opsætninger, blandt andet Røde Orm, Robin Hood og Aladdin.

22. maj er der premiere på Hobbitten, som er dette års forestilling. I den forbindelse ”forvandles Ulvedalene til Tolkiens eventyrlige verden Midgård, fyldt med hobbitter, en ond drage, kæmpe trolde, elvere og masser af familievenlig action”, som det hedder på teatrets hjemmeside.

Det helt særlige ved opsætningen er, at der faktisk er tale om, at stykket spilles som dukkeforestilling. Derfor har Helene Holst Echwald og Karin Ørum arbejdet det sidste år med at udvikle og bygge de 175 dukker, der er med i forestillingen.

Fra tegning til ’levende’ dukker

Forlægget til de mange dukker er tegnet af Ida Marie Ellekilde, som er scenograf og kostumedesigner på forestillingen. Opgaven for Helene og Karin har været at ’oversætte’ Ida Maries 2-dimensionelle tegninger til ’levende’ 3-dimensionelle dukker.

”Det er det, vi kan, og derfor er det os, der gør det,” siger Helene og Karin samstemmende.

Et af de store spørgsmål har for eksempel været, hvordan en dukke ser ud fra siden – eller bagfra.

”Hvordan ser numsen ud på Bilbo Sækker? Det kan man ikke se på den tegning, som Ida Marie har tegnet, og derfor har vi modelleret og arbejdet med at ramme det rigtige udtryk. Og så har vi tilpasset formen og materialerne i samarbejde med Ida Marie,” fortæller Helene, mens Karin supplerer:

”Teknisk og håndværksmæssigt kan vi noget forskelligt, og derfor supplerer vi hinanden rigtigt godt. Det, vi begge to er gode til, er at arbejde i en proces, hvor vi faktisk ikke kender vejen på forhånd. Vi ved, hvad vi skal ende med, men i princippet ved vi ikke, hvordan vi kommer derhen. Det kræver, at man er klar til at prøve sig frem og være klar til at starte forfra, hvis noget ikke virker.”

Georg Gearløs har ikke levet forgæves

Dukketeatret som institution har en lang historie, for eksempel har man kunnet se Mester Jakel-teater på Bakken siden 1790’erne. I forestillingen Hobbitten er dukkerne i mange størrelser fra 130 cm op til 4 meter, og de skal kunne tåle at spille udendørs
i alt slags vejr. Derfor er det til dels ny grund, der bliver betrådt af Helene og Karin.

”Det, at vi spiller udendørs i Dyrehaven, stiller nogle markante krav til, hvad dukkerne skal kunne holde til, og dermed hvilke materialer vi kan bruge. Samtidig skal det være så let, at skuespillerne ikke får skader af at løfte og bære på dukkerne. Vi er endt med at bruge mikrokork, som man kender fra skoproduktion og skum i alle mulige afskygninger,” fortæller Helene.

Derfor har Helene og Karin også skullet ’opfinde’ bære og styrepinde til dukkerne.

”Til dukketypen Skovens Skygge har vi brugt elektrikerrør og rundstokke i bæresystemet, fordi det både er let og stærkt. Vi har både trukket på vores egne erfaringer og vores eget håndværk, og så har vi heldigvis fået gode råd og inspiration fra vores forskellige netværk,” fortæller Karin.

Kigger man på den samlede liste over materialer, kan man støde på flere overraskelser. Listen omfatter blandt andet 160 meter rørbandage, 80 par seler, 80 hængelåsbeslag, 100 bordfodboldhåndtag, 300 klikspænder og 15 lammeskind. Derudover har Helene og Karin brugt intet mindre end 30 liter lim.

 

Unikt håndværk i 10. potens

Et af håndværkets væsentligste kendetegn er, at kunden, i samarbejde med håndværkeren, har mulighed for at påvirke et produkts form, funktion og udseende. Det gælder for eksempel, når du skal have smedet din vielsesring, omsyet en kjole eller ombygget dit køkken. Med andre ord, håndværk er sjældent en stangvare.

 

 

Det ses i ekstrem grad i dette projekt, hvor Helene og Karin har lavet en individuel tilpasning af de mange dukker i samarbejde med instruktør, dukkedesigner og dukkeinstruktøren.

”En ting er jo dukkernes udseende, men de skal også kunne noget forskelligt, for eksempel ride på heste eller spille musik. Det kræver forskellige styresystemer og har stillet krav til den måde, vi har skullet bygge dukkerne på for at få dem til at gøre de ting, som de skal i forestillingen,” siger Helene.

”Bilbokarakteren er et godt eksempel. Han skal både kunne gå og ride, og derfor er der indsat retningsbestemte led i både ben og arme. Samtidig skal han kunne få sit kostume af og på, og så vi har måttet sørge for, at hænder og fødder kan tages af. Og for det ikke skal være løgn, så skal vi lave fem udgaver af ham, som skal kunne præcis det samme, så skuespilleren ikke kan mærke forskel på, hvilken af de fem dukker hun arbejder med,” fortæller Helene.

Struktur, struktur, struktur

Selv om Helene og Karin har været ude i sort set alle tænkelige afkroge af den kreative proces, så er det også nødvendigt at have et veludviklet strukturgen i sådan en stor og langstrakt proces.

”Hele denne proces havde slet ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke der var en helt klar struktur for produktionen. Arbejdet kommer til at stå på i knapt et år, og her er det naturligvis essentielt, at vi fra start har lagt en god tidsplan,” fortæller Helene.

En af de centrale milepæle var, at alle dele til dukkerne skulle være færdige før jul.  Dukkernes hoveder, arme og hænder er fremstillet i mikrokork, som er blevet vakuumsuget ovenpå en gipsafstøbning. Der er blevet lavet i alt 794 vakuumsug, og arbejdet går i skrivende stunde (februar) med at samle de mange dukker; Hoveder, arme og hænder skal skæres ud af de vakuumsugede støbninger, limes sammen og efterfølgende samles med kroppe af skum og styrepinde. Helene og Karin har tre medhjælpere til at lime og samle de mange dele.

I slutningen af marts starter prøverne, og derfor skal dukkerne være klar til skuespillerne og de mange statister. Men på det tidspunkt er dukkerne endnu ikke færdige.

”Vi har løbende leveringer til skuespillerne, så de kan øve med dukkerne. Men de vil for eksempel mangle at blive malet. Så må vi bytte rundt senere, når den anden halvdel er gjort helt færdige,” forklarer Karin.

Det færdige resultat kan ses i Dyrehaven fra den 22. maj 2020. I sommeren 2021 bliver forestillingen opført ved Moesgaard Museum ved Aarhus.

 

Håndværkerforeningens Aktivitetscenter tager til forpremiere på forestillingen, onsdag den 21. maj 2020.

Foto: Lars Krogsgaard
Dukketegninger: Ida Marie Ellekilde
Tekst: Jakob Bo Andersen
Oplev hvordan Det Kongelige Teater arbejder på Hobbitten fra hvert sit hjemmekontor

Karin Ørum

Har arbejdet de seneste 15-20 år med  teater, tv og film. Før det ernærede hun sig som udøvende musiker med flere udgivelser bag sig, men fungerede også i perioden som konceptmager i musikbranchen for flere andre kunstnere. Nu beskæftiger Karin sig udelukkende som producerende scenograf, dukkemager, rekvisitør og  kostumedesigner. Indimellem har hun undervist i fremstilling af rekvisitter og dyr med bevægelse og funktion.

Helene Holst Echwald

Uddannet modist fra modemagasinet Ingeborg Larsen i 1991. Har haft egen hatteforretning i indre by i København og arbejdet freelance for flere teatre. Underviser i hattefremstilling og har siden 2006 været fastansat på Det Kongelige Teaters hatte og blomsterværksted, hvor der produceres alle former for hovedbeklædning, masker, blomster og specialkostumer. Arbejder ofte i utraditionelle materialer, i forhold til modistfaget, for at nå i mål med produktioner og projekter.

Fra tegning til dukke

Helene og Karin har startet med at modellere lerforme af hoveder, arme og hænder for hver af de 17 forskellige dukketyper, der indgår i forestillingen, for eksempel bjergtrolde, elvere eller skovskygge.

Herefter har de fremstillet gipsafstøbninger af de mange lermodeller. Gipsafstøbningerne er blevet monteret på specielle plader og sendt til Per Nielsen C.R. Steglich & Co. A/S i Haslev, hvor der er lavet i alt 794 vakuumsug ovenpå afstøbningerne. Et vakuumsug er en proces, hvor et stykke mikrokork suges ned over gipsafstøbningen og dermed får den rette form.

Formene er herefter skåret fri og limet sammen til i alt 175 dukker.

Når dukkerne er samlet, skal de iklædes et kostume, som bliver produceret på Det Kongelige Teaters skræddersale.

Der er fem forskellige dukker af hovedkarakteren Bilbo, og to Gollumdukker.

Hobbitten er en hyldest til fantasien

Kasper Holten, sceneinstruktør og teaterchef

”Hobbitten er en af Tolkiens mest ikoniske fortællinger, og da jeg begyndte at læse teksten i forbindelse med forestillingen, kunne jeg se, at der er en helt særlig udfordring – eller kunstnerisk mulighed – der handler om skala.  Nogle karakterer, hobbitterne,
er små søde væsner, og overfor dem har vi for eksempel kæmper og trolde, og sågar en drage. På den måde opstod idéen med at bruge dukker,” fortæller teaterchef Kasper Holten, der er instruktør på forestillingen.

”Med dukkerne har vi mulighed for at arbejde med alle størrelser og former – nogle dukker bliver jo helt op til fire meter høje. Og så kan vi gøre dukkernes ansigtstræk langt mere ekspressive, end vi normalt har mulighed for med skuespillere – for eksempel med meget store øjne.”

”Samtidig er det også en hyldest til fantasien. Vi har skuespillere på scenen, som gør dukkerne levende, der er ikke nogle filmtricks eller special effects. Man ser, hvordan illusionen opstår. Publikum skal selv ’gøre arbejdet færdigt’,” slutter Kasper Holten.

Kasper Holten (født 1973) er sceneinstruktør og teaterchef på Det Kongelige Teater. Han har tidligere været operachef på Det Kongelige Teater og på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London. Kasper Holten blev i 2005 hædret som Æreshåndværker af Håndværkerforeningen København.

Jeg kan selv godt lide at tænke humor ind i mine karakterer

Ida Marie Ellekilde, scenograf og kostumedesigner

”Den store gave med at lave en forestilling med dukker til en så stor udendørs scene er, at man jo kan forstørre et udtryk på en dukke, man aldrig ville kunne på en skuespiller. Eller det ville i hvert fald være på bekostning af en masse af de egenskaber, man plejer at lægge vægt på hos en skuespiller, eksempelvis at man kan læse følelser og intentioner i et ansigt. Her har vi både dukkens forstørrede udtryk og skuespillerens intentioner ved siden af hinanden. Det er meget givende i en forestilling som Hobbitten, hvor vi sidder så langt fra scenen, som tilfældet er i Dyrehaven,” siger Ida Marie Ellekilde.

”Ofte er det nødvendigt ved store forestillinger, som den i ulvedalene, at når en skuespiller taler på scenen, bliver hun nødt til at bevæge sig samtidigt, for at publikum skal aflæse, hvem der taler. Nu er vores hovedkarakterer jo fra historiens side små væsner. Her har vi mulighed for at lave deres ansigter større, ligesom dukkerne har en fantastisk egenskab til at trække opmærksomhed, når de bliver levendegjort af spillere og statister”.

”Jeg har været meget inspireret af, at Tolkien selv deltog i 1. verdenskrig, før han skrev Hobbitten. Han har selv fraskrevet nogle sammenligninger mellem 1. og 2. verdenskrig og det eventyr, han skrev. Men derfor må vi andre jo gerne gøre det”.

”Alle dukker har stort hår eller skæg, i ekspressive frisurer og sommetider farver. Dette både fordi det er sjovt, men faktisk også for at kunne aflæse den ene figur fra den anden på stor afstand. Derfor er Filis skæg et stort lyserødt opadgående skæg og Kili en gul sol. Balin har et stort vandonduleret hvidt skæg og en meget fin opsat frisure, hvorfor han så også altid har en lille paraply med i sin rygsæk for at skåne sin frisure i vind og vejr på det farlige eventyr. Det her er jo også en familieforestilling, og jeg kan selv godt lide at tænke humor ind i mine karakterer”.

”Jeg har for eksempel valgt at se Thorin og hans rejsende selskab af dværge som en slags guerillahær på mission for at erobre deres kongerige og skat tilbage fra Dragen. Derfor har jeg i deres kostumer ladet mig inspirere af regnslag og regnovertøj fra forskellige lande fra 1. verdenskrig”.

”Bjerguhyrerne er også inspireret af overtøj fra dengang; de er i en slags cottoncoats. Med fire arme, naturligvis, og som om de har ligget i mange år inde i et bjerg og ædt ådsler … eller sådan noget lignende”.

”Bilbo er nok mere beslægtet med Tolkiens oplæg. I pænt, rart og behageligt tøj, noget man hygger sig i og samtidig ser nydelig ud i, hvis der pludselig skulle komme nogen til te. I sin lomme har han også altid en ske og en gaffel til en spontan frokost. Husker tydeligt udtrykket “second-lunch” og er inspireret af det”.

”Alle dukker har stort hår eller skæg, i ekspressive frisurer og sommetider farver. Dette både fordi det er sjovt, men faktisk også for at kunne aflæse den ene figur fra den anden på stor afstand. Derfor er Filis skæg et stort lyserødt opadgående skæg og Kili en gul sol. Balin har et stort vandonduleret hvidt skæg og en meget fin opsat frisure, hvorfor han så også altid har en lille paraply med i sin rygsæk for at skåne sin frisure i vind og vejr på det farlige eventyr. Det her er jo også en familieforestilling, og jeg kan selv godt lide at tænke humor ind i mine karakterer,” slutter Ida Marie Ellekilde.