Med gips og beton i fire generationer

30 år har Henrik Svensson været i familiefirmaet. Han har efterfulgt sin far som ejer, og der er ingen tvivl om, at Henrik brænder for sig fag.

”Jeg har altid vidst at det var det her jeg ville. Men min far ville ikke tage mig i praktik. Han synes jeg skulle prøve noget andet. Så jeg var i praktik som elektriker og tømrer. Men det var altså stukkatørfaget der trak. Det elektrikere eksempelvis laver, skal helst være skjult bag muren. Stukken er synlig, og der er noget særligt i at skabe noget, der kan ses 400 år efter det er lavet, og det er medvirkende til min passion for faget,” siger Henrik Svensson.

Oldefar var den første iværksætter

Netop det med at skabe noget, der kan ses mange år efter, bliver tydeliggjort af oldefar Ove H. Svensson. Han kom til Danmark fra Sverige i 1916, hvor han var formand for stukkatørerne, der genskabte stuk og dekorationerne på det nuværende Christiansborg Slot efter branden i 1884. Resultatet kan ses den dag i dag på Christiansborg.

”Min oldefar var god til sig fag, så god, at han efterfølgende blev anbefalet at starte egen virksomhed af stadsarkitekten i København. Stadsarkitekten skrev en anbefaling til min oldefar, som kunne bruges til at få det dengang nødvendige næringsbrev, og med det i hånden blev han i Danmark og etablerede sin egen virksomhed i 1929,” fortæller Henrik
Svensson.

Ove Svenssons blev etableret i Brønshøj, og virksomhed gik godt. Det var den gang, hvor der var stuk i alle bygninger, så der var et godt grundlag for at få sin søn, Henriks morfar, med ind i virksomheden, og gøre ham klar til overtagelsen. Og siden er virksomheden gået i arv. Efter morfaren var det dog Henriks far, der tog over.

”Min morfar fik to piger, og den gang var det utænkeligt at en pige kunne overtage virksomheden. Derfor blev det min far, der ellers var maskinarbejder, som tog en uddannelse som stukkatør, og derefter blev den næste generation før jeg kom til,” fortæller Henrik.

Digital markedsføring

Gennem de 30 år i virksomheden er der blevet sat meget stuk op fra Henrik Svenssons hånd. Men i dag er det ikke selve stukkatørarbejdet, der fylder mest i Henriks hverdag. Som ejer af virksomheden er det ham, der står for salgsarbejdet og markedsføringen, der i dag primært foregår på Facebook, Google og Instagram. Som håndværksmester er det nødvendigt at kunne finde ud af, at markedsføre sig på digitale kanaler.

”Det er vigtigt at være synlig på de digitale medier, så det bruger jeg en del tid på både at sætte mig ind i, og udføre. Alle i virksomheden bidrager ved at være gode til at tage billeder af de opgaver vi løser, og det er dem vi bruger i markedsføringen,” siger Henrik Svensson.

Kontakter, modeller og logoer i gips

Selv om der går en del tid bag computeren, er Henrik er dog altid med på de store opgaver, og det er ham der står for salgsarbejdet. Kunderne skal plejes og rådgives om, hvad de kan få af stukløsninger. For stukarbejdet er meget andet end dem vi kender fra lofterne i huse.

”Vi har gennem årene udført mange forskellige ting i gips. Et eksempel er, at vi i mange år lavede modeller af LK’s kontakter i gips. De modeller, som kontakterne blev støbt ud fra. Et andet eksempel er, at vi har lavet modeller til et smykkefirmas dekorationer. Vi laver også logoer til virksomheder. Et advokatfirma ville gerne have deres logo i loftet på deres ejendomme, og det sørgede vi for de fik,” siger Henrik Svensson.

Salgsarbejdet går ud på at fortælle, hvad der kan lade sig gøre, når der arbejdes med gips og beton. Selvom der ikke bygges mange huse med stuk i dag, i forhold til, hvordan det var på Henriks morfars tid, er der stadig en del nybyggerier, hvor ejerne ønsker stuk.

”Vi er tit med på store byggeopgaver. Her bruger jeg meget tid på at komme med idéer til, hvordan man kan dekorere sit nye hus med stuk. Der er mange muligheder, som kunderne ikke nødvendigvis selv kommer på, og det er så min opgave, at forklare hvor og hvordan man kan forskønne sit nye hjem. Vi er jo pynten, der sætter prikken over i’et i et nyt hus, og så kan jeg inspirere kunderne til hvordan det kan gøres,” siger Henrik.

Altid på arbejde

Det gælder om hele tiden at finde på, og få kunderne med på mulighederne. Henrik Svensson er lige nu ved at producere en portal til et helt nybygget hus,hvor ejeren ønsker et indgangsparti med søjler og dekorationer over døren. Det er ikke en opgave der er mange af, men det er et godt eksempel på, at der stadig er interesse for flotte løsninger fra en stukkatør.

Det er også vigtigt at bruge sit netværk, og fortælle om sit fag, hvor end man kommer.

”Jeg er i princippet altid på arbejde. Sidder jeg til en middag, og bliver spurgt til hvad jeg laver, fortæller jeg det gerne. Det vækker ofte interesse, som måske kan ende i en opgave. Jeg bruger også tid på mit netværk blandt andet i Håndværkerforeningen, i Murerlauget og andre steder. Det gælder om at være synlig,” siger Henrik.

Kundekredsen er mangfoldig. Der bliver både arbejdet for Kongehuset rundt om på de kongelige slotte, hvor de mange meter stukloft og dekorationer bliver holdt ved lige. Gennem tiden har Henrik også hjulpet mange kunstnere, med at føre deres kunstværker ud i livet, ved at lave modellerne i gips.

”Der er mange skulpturer, hvor mit navn i princippet kunne stå ved siden af kunstnerens. Sammen får vi udført de idéer, som den pågældende kunstner har tænkt, og det er en spændende proces,” siger Henrik, der blandt andet har samarbejdet med H. C. Rylander, som blandt andet er kendt for sine skulpturer.

For Henrik er der dog ikke den store forskel på, om det er Dronningen, en kunstner eller fru Hansen han arbejder for. Det vigtigste er at levere flotte løsninger i den bedste håndværksmæssige kvalitet til alle.

Stuk som lagervare

Og netop kvalitet er et væsentligt salgsargument. Særligt fordi det i dag er det muligt at købe stuklignende løsninger i kunstmateriale i byggemarkeder. Men det har ikke umiddelbart taget opgaver fra stukkatørerne.

”Vores arbejde giver et flottere resultat end det er tilfældet med den kunstige stuk. Det holder selvsagt bedre, og er ikke brandfarligt. Det er der heldigvis mange der har fundet ud af, og derfor vælger de rigtig stuk,” siger Henrik.

Faktisk er det muligt at købe stuk i metermål hos Henrik Svensson. Man kan også købe rosetter til egen opsætning. Det sidste er ret tilgængeligt at gøre, men det kan ikke nødvendigvis betale sig at sætte stuk op selv. Gennem flere år havde et murerfirma købt stuk, og selv sat den op for kunder. Men efter at de en dag havde sat Henrik Svenssons firma til at sætte stukken op for en af deres kunder, kunne de se, at det bedre kunne betale sig.

”Vi er hurtigere til at sætte op i forhold til andre håndværkere, så derfor kan det ikke betale sig at lade andre gøre det. Det er en fordel at holde sig til sit eget håndværk. Man ringer ikke til en tømrer, hvis man har brug for en murer,” siger Henrik Svensson.

Tilpasning til tiden

Her hvor 90-års jubilæet for Ove H. Svensson & Søn nærmer sig, er det naturligt at se tilbage på hvordan virksomheden har udviklet sig gennem årene. Stukkatørfaget er i dag meget mindre end den gang Henriks oldefar og morfar drev virksomheden.

”I min morfars tid var der op til 60 medarbejdere i virksomheden. Der var gang i byggeriet, og alle skulle have stuk, så faget var stort den gang, hvor der var mange virksomheder og stukkatører i modsætning til i dag, hvor vi er tre virksomheder tilbage i Danmark,” siger Henrik Svensson.

Faget har ændret sig drastisk over årene. I 1960’erne og 1970’erne var stuk ikke en del af nyt byggeri. Muremestervillaer blev erstattet af typehuse. Der skulle stadig repareres stuklofter i gamle ejendomme og ikke mindst på slotte og herregårde, men det var ikke nok til at kunne fastholde de mange ansatte. Da Henriks far kom ind i firmaet, var de tre medarbejdere, og siden 1990’erne har der været det samme antal i faget.

Giv plads til næste generation

Om Ove H. Svensson også eksisterer i de næste 90 år, er selvfølgelig svært at spå om, men arvefølgen i virksomheden er sikret. Henriks søn begynder efter sommerferien i lære som stukkatør, og dermed er femte generation i gang.

”Jeg har foreslået ham andre muligheder, men han vil være stukkatør lige som jeg selv ville, selv om min far synes jeg skulle noget andet. Så nu går han i gang,” sige Henrik Svensson, der tydeligt glæder sig over, at næste generation er på vej.

Et godt råd fra Henrik til andre generationsvirksomheder er, at man skal huske at give plads til næste generation og deres idéer.

”Det er en balancegang at give virksomheden videre. Men det er vigtigt at lytte til næste generation. De kan have nye måder at gøre tingene på, og det skal der gives plads til. Her hos os kan alle komme med idéer til, hvordan en opgave løses. Det er måden at alle kan udvikle sig på, og det er vigtigt, også når virksomheden gives videre. Min far valgte at gå på pension lige efter at jeg overtog virksomheden for at give mig mulighed for at arbejde videre på min måde. Det behøver man ikke nødvendigvis at gøre, men man skal bare huske at give plads,” lyder rådet fra Henrik Svensson.

Tillykke med de 90 år. Vi glæder os til at følge de næste 90.

 

Tekst: Peter Djurup
Foto: Rie Neuchs
Tilbage til temaet