Med sit lange hvidgyldne hår og karakteristiske ansigt er Jan Søndergaard ikke svær at finde, da jeg træder ind i KHR Architectures smukke tegnestue i et af de gamle sortmalede kanonbådsskure på Holmen i København. Han lyder navnet ’Løven’ i arkitektkredse, og så begyndte han sin karriere tilbage i 1964 som tømrerlærling.

Han er gennem hele sit arbejdsliv som arkitekt gået op i, at det han tegnede, var muligt at opføre.

”Mens man tegner, skal man hele tiden tænke på, hvordan det kan opføres. Derfor er jeg altid gået ud på byggepladserne og har spurgt til, hvordan det går under et byggeprojekt. Og som uddannet tømrer forstår jeg, hvad der foregår, og ved hvad alting hedder. Det kan godt være, at jeg er krukket af udseende, men det er alt andet end hvad jeg er,” siger Jan Søndergaard med et smil.

Hinandens forudsætninger

Samarbejdet mellem de forskellige faggrupper på et byggeprojekt er vigtigt for at nå et godt resultat.

”Det optimale er, når underentreprenører, håndværkere, bygherre og arkitekter sidder sammen ved bordet og er enige om budgettet hele vejen igennem. Men udgangspunktet skal ikke kun være økonomi. Man skal have et fælles byggemål i stedet for et pengemål. Så får du det bedste resultat,” siger Jan Søndergaard.

Han har altid være meget opmærksom på, hvordan man bedst kan samarbejde og, ikke mindst, få mest muligt ud af de forskellige fagligheder.

”Som arkitekt skal du være opmærksom på, hvad håndværkeren allerede har i sin skuffe af metoder og materialer. Arkitekter har det med at ville opfinde noget nyt hele tiden. Men det kunne være, det fandtes allerede, og så er der jo ingen grund til at lave det igen,” siger Jan Søndergaard.

I lære

”Jeg var tømrerlærling fra 1964 til 68, og jeg var glad for det. Min læreplads bestod af mester, hans svigersøn, en svend og mig selv. Jeg var tit ude alene på opgave og lærte derfor at lave noget. Det var fra begyndelsen min plan at videreuddanne mig og blive arkitekt, men hvis det ikke skulle lykkes, var jeg fortsat som tømrer, for jeg kunne godt lide det,” siger Jan Søndergaard.

Men det lykkedes ham at videreuddanne sig. Først til bygningskonstruktør, og på den tid var skolen netop blevet en dagskole og gav, ifølge Jan Søndergaard, en god uddannelse.

(artiklen fortsætter nedenfor)

”Vagn Hjorth stod bag uddannelsen dengang, og det var en rigtig god uddannelse. Bygningskonstruktøren blev defineret som bindeleddet imellem arkitekter, ingeniører og håndværkere og, som sådan, meget vigtig for selve byggeprocessen. Derfor har jeg haft stor glæde af at blive bygningskonstruktør inden min arkitektuddannelse. Det kunne godt være en fordel, hvis flere gik den vej i dag,” siger Jan Søndergaard.

For Jan er det vigtigt, at man skal forstå sammenhængen mellem håndværker og arkitekt. Man skal have en person med i processen, der kan oversætte, hvad den, med Jans ord, til tider sorttalende arkitekt siger, og det er netop bygningskonstruktørens opgave.

Han tog siden selv turen videre til arkitektskolen, med et studiejob som lærer for at finansiere uddannelsen.

”Det tog mig syv år at blive færdig som arkitekt, for jeg skyndte mig ikke, blandt andet fordi jeg havde et job ved siden af som lærer. Men det var en god kombination, fandt jeg ud af, for hvis du kan styre ungerne i en klasse, kan du også styre et hold på et byggeprojekt. Det er næsten det samme,” siger Jan Søndergaard med et smil.

Samarbejde og gensidig respekt

Et af Jan Søndergaards store projekter er Pihl & Søns hovedkontor i Lyngby. Det blev til i et tæt samarbejde med bygherren, Søren Langvad, der var ejer af Pihl & Søn, som selv stod for opførelsen.

”Jeg mødte Søren Langvad i Sevilla i forbindelse med verdensudstillingen i 1992. Han ville have et nyt hovedsæde til virksomheden, og hans kone, Gunvor, havde sagt, at han skulle bede mig lave et forslag. Søren Langvad var en kontant mand, og han bad mig lave et forslag til om mandagen. Jeg foldede lidt papir og tegnede lidt og gik op til ham mandag, hvorefter han tog det med hjem. Efter kort tid vendte han tilbage og sagde, at vi kunne gå i gang.”

Det blev en lang proces. Jan Søndergaard begyndte med at tale om visionen for byggeriet med Søren Langvad, der gerne ville have en arbejdsplads, der samtidig var et udstillingssted for, hvad virksomheden kunne.

”Vi sad og talte sammen som arkitekt og håndværksmester. Hvordan kunne et hovedsæde se ud som arkitektur, som arbejdsplads og som udstillingssted? Søren Langvad havde stor respekt for det arkitektoniske, og for at jeg også sagde ham imod på nogle af hans forslag. Den gensidige respekt mellem bygherre, arkitekt og håndværksmester er vigtig i alle byggeprocesser. Det gælder om at stå last og brast om den gode idé. Og det var Pihl & Søn et godt eksempel på,” siger Jan Søndergaard.

Det tog et halvt år at udvikle skitseprojektet, der senere resulterede i et dispositionsforslag, som lå til grund for en prissætning, der baserede sig på brugen af standardkomponenter.

”Jeg foreslog, at vi skulle glemme alt om at anvende standardløsninger i bygningen for i stedet at udvikle alternativer, der tilsammen skulle bidrage til en unik helhed. Holistiske løsninger overalt, hvis detaljering var skabt til bygningen. Det gik Søren Langvad med til, såfremt jeg var i stand til at holde byggeriet inden for den aftalte pris, der var baseret på standardløsninger. Den aftale blev holdt til punkt og prikke,” siger Jan Søndergaard og uddyber:

”Vi gav tingene tid. Vi startede i 91 og var færdige i 94. Det at give tingene tid gør, at resultatet bliver bedre. Jeg gik i gang med at tale med firmaer, der kunne producere alle elementer og komponenter til byggeriet ud fra vores tegninger. Det inkluderede alt fra udformning af facadesystemer, fast inventar, belysningsarmaturer og håndvaske til toiletterne etc., som blev specialfremstillet til byggeriet. Undtaget var selve klosetterne og vandarmaturerne, men det blev i familien, da de er tegnet af min professor fra Akademiet og senere partner, Knud Holscher”.

Materialer til fremtiden

Gennem sit lange virke har Jan Søndergaard altid arbejdet på tværs af de forskellige fagligheder, når han har udviklet byggerier.

”Materialer har altid interesseret mig, og derfor har jeg altid arbejdet tæt sammen med både håndværkere og producenter. Da jeg lavede Sevillapavillonen i 1992, blev budgettet beskåret med 60 procent, hvilket var ved at betyde, at projektet ikke kunne realiseres. Men jeg rejste rundt for at finde mulige samarbejdspartnere for med dem at finde frem til måder at løse budgetproblemerne på. Det blev virksomheder som LM Glasfiber, LB Pavilloner, Vildbjerg Smede og Meteor, der var med til at realisere projektet,” siger Jan Søndergaard og fortsætter:

”Pavillonen blev en kæmpe succes, og det skyldes, at alle håndværkere arbejdede sammen om den. Den blev opført af enkeltdele, her i Danmark og efterfølgende sejlet ned til Sevilla. Først her blev pavillonen samlet. Det hele passede på millimeter, og det var i den grad også håndværkernes fortjeneste. Hele idéen med pavillonen var jo at vise noget nyt. Vi kølede det store rum ned ved hjælp af en propel højt oppe i rummet. Den trak luft ind fra den modstående gavl, der var udformet som en stor køleribbe, hvori der cirkulerede køligt vand fra den nærliggende flod,” forklarer Jan Søndergaard.

Med samme flodvand blev det 1500 m2 store sejlareal, som var opbygget af hule glasfiberpaneler, overrislet. Effekten fra vandets fordampning udgjorde pavillonens isolering fra det steghede klima under udstillingsforløbet.

”Ingen af de unikke løsninger havde kunnet ladet sig gøre, hvis ikke alle, fra producenter til håndværkere, havde været med i hele processen,” siger Jan Søndergaard.

Fremtidens studiebolig

Et andet eksempel på Jan Søndergaards indgang til samarbejde, og interesse for nye materialer, er et projekt, som han var med til at udføre i forbindelse med Københavns Tømrerlaugs 500-års-jubilæum i 2015. Her blev der udskrevet en konkurrence om at skabe fremtidens ungdomsbolig i et samarbejde mellem arkitektstuderende og tømrerlærlinge med Jan Søndergaard som formand for dommerkomitéen.

Det var en del af opgaven at bruge nye materialer, der kunne pege ind i fremtiden, og det vindende projekt blev en 20 kvadratmeter bolig i glasfiberkomposit.

”Her var det Tømrerlauget, med blandt andre Martin Skou Heidemann fra Skou Gruppen i spidsen støttet af oldermand Flemming Kjærgaard, der gik forrest i forhold til at prøve nye materialer. De var ikke blege for at udpege det mest avancerede, hvilket var med til at give et spændende resultat,” siger Jan Søndergaard og fortsætter:

”Jeg mener, at det vi rigtigt har brug for, er, at der bliver eksperimenteret mere med materialer. Vi skal arbejde med, hvordan vi indfrier drømmen om at bo i landskabet, og det vil jeg gerne være med til at fortælle om. Jeg har en forbandet lyst til, at vores alles fag kan flytte sig, så vi ikke bliver tilbageskuende,” siger Jan Søndergaard og kommer med et eksempel:

”Den anden dag var jeg ude i det museale Rådvad. Der er meget idyllisk i godt vejr, men når jeg har set på det i et stykke tid, tænker jeg på, hvordan der ser ud om vinteren. I stedet for at være nostalgisk og tilbageskuende vil jeg hellere vende blikket mod noget, vi ikke ved, hvad er”.

Realiseringens kunst

Det er et par år siden, at Jan Søndergaard trådte ud af den daglige ledelse og sit partnerskab i KHR Architecture. Men han har fortsat et tegnebord i det gamle bådeskur og arbejder videre med sit forskningsprojekt herfra.

Jan forsker i nye boformer i sin egenskab af professor på Kunstakademiets Arkitektskole. Han har købt et areal, en tom parcelhusgrund, i nærheden af Dragør med udsigt over den smukke natur i Pinseskoven. Her er han i gang med et eksperiment, som går ud på at skabe fremtidens boligform. Det inkluderer også undersøgelser af hvilke materialer, der er bedst egnet i situationen.

”Jeg laver et eksperiment, hvor fundamentet er lavet af glasfiberkomposit. Fundamentet er udført af sammenhængende kryds, der holdes nede af jordtrykket og definerer placeringen af femten rammer, som tilsammen udgør strukturen for fire bo-celler udformet som minimalboliger. Jeg arbejder med statisk indspændte rammer, som bliver placeret på fundamenterne. Jeg undersøger mulighederne for at kombinere træ, glasfiberkomposit og kulfiber og er i dialog med flere producenter om fremstillingen,” siger Jan Søndergaard.

Forskningsprojektet er en omkalfatring af det traditionelle parcelhus til fire bo-celler, der kan sammenstilles eller fungere hver for sig.

”Projektet skal ses i forlængelse af min tidligere forskning, som har fællesbetegnelsen ”Realiseringens kunst”. For det er netop det, der er det vigtige for mig: At mine undersøgelser bliver realiseret som arkitektur en til en,” siger Jan Søndergaard.

Glem ikke at eksperimentere

”Vi eksperimenterer ikke en skid mere. Vi har aldrig haft så mange muligheder og dimser som nu, men vi eksperimenterer ikke med dem. Det er de samme vinduer, der bliver flyttet rundt, og boformen er den samme, som den har været i masser af år. Den stereotype måde vi udformer vores bolig på, har ikke udviklet sig, siden vi i 1940’erne nytænkte blandt andet i Nordvest. Alle boliger har et badeværelse, et køkken, en stue og nogle værelser, alt med bærende vægge, der ikke kan flyttes. Hvorfor ikke tænke det anderledes og mere fleksibelt?, ” lyder spørgsmålet fra Jan Søndergaard.

Derfor arbejder han med fleksible opdelinger af boligen, hvor rumadskillelsen for eksempel kan være flytbare isolerende tekstiler. Han ser også på muligheden for, at man kan klæde boligen på udefra, ligesom vi som mennesker gør, når det bliver koldt, frem for at have en fast isolering, som ikke er nødvendig året rundt.

Det er ikke tanken, at han vil flytte ind i bo-enhederne, når de på et tidspunkt er blevet bygget. Projektet skal gives videre som en del af Jans bidrag til arkitekturen og den fremtidige forskning på Arkitektskolen.

25 meter sommerhus

I sit sommerhus i Veddinge Bakker har han gennem årene også eksperimenteret med bo-formen og dens indretning. Det begyndte med et lille hus, som han fik kørt dertil fra Vedbæk. Men gennem årene har han bygget til i længden, og nu har det nået en samlet længde på 25 meter.

”Det er faktisk ét stort rum, men med skydevægge, så det kan deles op i mindre enheder. På den måde kan det tilpasses, efter hvor mange man er, og hvilke boligmæssige behov man har. For vi ændrer os jo med årene, og dermed ændrer behovet for, hvad en bolig skal kunne, sig også”.

Det seneste byggeri han har lavet, er et anneks, der blandt andet skal give plads til hans gamle Alfa Romeo Spider. Han byggede det i sommer uden anden hjælp end sin kone, der indimellem holdt et bræt eller en bjælke. Jan er langt fra ved at stoppe sit virke, for der er brug for hans forskning og eksperimenter.

”Jeg er håndværker i arkitektur. Jeg er den sidste professor, der ikke er ph.d. eller har et speciale. I mine øjne skal arkitekten være generalist. Jeg har en forbandet lyst til at vores alles fag kan flytte sig, så vi ikke bliver tilbageskuende. Og så kunne jeg ønske mig, at arkitekterne forenede sig med håndværkerne igen i større omfang, end man gør i dag,” siger Jan Søndergaard.