Der er mange overvejelser at gøre sig når du som hus- eller bygningsejer skal beslutte om du skal restaurere eller udskifte dine gamle vinduer (fra før 1960’erne). Men som Videncentret Bolius skriver på deres hjemmeside: “Alle anbefaler bevaring af vinduer – på nær vinduesproducenterne”.
MESTER har mødt malermester Christoffer Barsdal hvis virksomheder har specialiseret sig i gamle maleteknikker og ikke mindst vinduesrestaurering og -vedligeholdelse.
3. generation
Det lå godt nok ikke i kortene at Christoffer skulle blive håndværksmester og ejerleder. Han havde egentlig sat retning mod CBS og et økonomistudie. Men beskeden om at hans far, Finn Barsdal, havde planer om at sælge familievirksomheden, fik Christoffer på andre tanker.
”Jeg var lige blevet færdig med handelsgymnasiet og skulle egentlig bare aftjene min værnepligt inden jeg skulle starte på CBS. Men min fars planer fik mig til at tænke, og jeg besluttede at jeg gerne ville overtage virksomheden. Så i stedet for CBS startede jeg i malerlære på teknisk skole,” fortæller Christoffer og fortsætter:
”Jeg har altid været god til tal, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne springe direkte ud i det og drive min egen virksomhed, i stedet for at bruge fem år på CBS og læse bøger om det.”
Dermed er Christoffer 3. generation i Maler- og Entreprenørfirmaet Bendt Barsdal A/S som hans farfar stiftede i 1950. Malervirksomheden har altid været specialiseret i ‘gamle maleteknikker’, og for omkring 20 år siden købte Finn Barsdal sig ind i virksomheden Byggeriets Vinduesrenovering der har specialiseret sig inden for vinduesrestaurering.