Som i så mange andre situationer starter denne historie med lidt af en tilfældighed. I slutningen af 00’erne har en dansk arkitekt besøg af en svensk delegation fra Statens fastighetsverk. De var i gang med at forberede udbuddet af Sveriges største restaureringsprojekt nogensinde, nemlig restaureringen af facaden på Stockholm Slot. Arkitekten bor i Lyngby og tager delegationen med på skovtur ved Raadvad, hvor de kommer forbi Raadvad Stenhuggeri.

Den svenske delegation bliver så begejstret over det, de ser, at de efterfølgende tager kontakt til stenhuggermester Stig Andersen, Raadvad Stenhuggeri, og inviterer ham til Stockholm for at se på slottet, så han kan byde på stenhuggeropgaven. Det står dog hurtigt klart for Stig Andersen, at der er tale om en temmelig omfattende opgave, som han ikke vil kunne klare alene. Så han tager kontakt til sin ’konkollega’, stenhuggermester Peter Michael Jensen fra Gladsaxe Ny Stenhuggeri, og sammen tager de til Stockholm og besigtiger slottet.

”Opgaven i Sverige er så stor, at der ikke er noget dansk firma, der kan klare den alene. Så selvom Peter og jeg jo konkurrerer mod hinanden til hverdag, på opgaver her i Danmark, så var der ikke nogen tvivl om, at hvis nogen i Danmark skulle byde, så var det os to sammen,” fortæller stenhuggermester Stig Andersen fra Raadvad Stenhuggeri.

Efter besøget i Stockholm er de to mestre enige om, at de vil byde på det pilotprojekt, som svenskerne udbyder. Så de danner det fælles firma Stenhuggeriet Norden. Det er nu mere end 10 år siden, og projektet i Stockholm er i dag nået til etape ni ud af i alt 22 etaper.

Eksport af dansk håndværk

Med deres arbejde på Stockholm Slot er Peter Michael Jensen og Stig Andersen og deres samarbejdspartnere blevet eksportører af dansk håndværk. Noget man ellers ofte forbinder med design og møbler.

”Det er selvfølgelig lidt sjovt at tænke på, men der er ingen tvivl om, at danske stenhuggere sagtens kan måle sig med udlandet. Tidligere var Italien, Spanien og Frankrig nok epicenter for stenhuggerfaget. Men især i Italien er de gået amok med computerstyrede fræsere de seneste år. Det betyder, at de gamle teknikker lige så stille glider ud af faget, fordi man nu kun finhugger fræserens arbejde. Så over de sidste 20-30 år er håndværksfagligheden flyttet nordpå til Tyskland og Danmark,” siger Stig Andersen.

Få flere historier om teknik, mekanik og spændende byggeprojekter

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev, og få de gode historier sendt direkte til din indbakke. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER, så skriv dig op her

Kvalitet og medgået tid

Og netop håndværksfaglighed er noget, svenskerne lægger vægt på. I udbuddet lægger de større vægt på referencer og kvalitet, end på økonomi, og her havde de to firmaer fra start et imponerende CV at vise frem. Blandt andet fra restaurering af Amalienborg Slot og Eremitageslottet samt restaurering og genhugning af skulpturerne på den imponerende Brede Allé ved Fredensborg Slot.

Også de enkelte medarbejderes CV blev der lagt vægt på, så hver enkelt medarbejder på opgaven skulle opliste de projekter, som de tidligere havde arbejdet på.

”Inden for stenhuggerfaget er det i høj grad de enkelte håndværkere og deres erfaringer, som bærer buddet igennem,” fortæller Stig Andersen.

Til sidst kommer timeprisen, da hele projektet bliver udmøntet i medgået tid.

”En opgave som Stockholm Slot egner sig slet ikke til en fast pris. Selvfølgelig udarbejder vi et budget for hver enkelt etape, men alle, inklusive bygherre, ved, at der er så mange ting, der ændrer sig hele tiden, og ting som man ikke kunne tage højde for på forhånd. Det kræver stor tillid mellem håndværker og bygherre, men det er bedre og billigere for bygherren på lang sigt. Det kan man blandt andet se nu, for vi arbejder væsentligt hurtigere i dag end på de første etaper, fordi vi har prøvet mange af processerne flere gange,” fortæller Peter Michael Jensen og konstaterer:

”Det er faktisk lidt et paradoks, for vi tjener mindre i dag på den samme opgave, end vi gjorde på de første etaper.”

Både Peter og Stig bekræfter, at det er vanskeligt at give en fast pris på en restaureringsopgave, men de oplever heldigvis, at prisen ofte vægter mindre ved udbud af restaurerings- og bevaringsopgaver. Også i Danmark.

”Grundlæggende er det jo en idiotisk tanke at tro, at det bedste er det billigste,” bemærker Stig Andersen.

Stor entreprise

Entreprisen på Stockholm Slot består af flere dele. Stenhuggeriet Norden står for at registrere den tredjedel af slottets enorme facade, der består af sten. Samlet set drejer det sig om ca. 10.000 m2, eller hvad der svarer til et areal på knap halvanden fodboldbane.

Ved facadegennemgangen forud for hver etape optegner Peter og Stig samtlige sten-elementer og vurderer, hvad der skal udskiftes, og hvad der eventuelt skal restaureres. Tommelfingerreglen er, at en sten skal kunne holde mindst 50 år. Ellers skal den udskiftes.

”Vi udskifter mellem 25 og 40 procent af stenene, men det varierer fra etape til etape. Det skyldes først og fremmest, at man har forsømt vedligehold i mange år, og at mange sten derfor er forvitret,” fortæller Peter Michael Jensen.

Herefter står Stenhuggeriet Norden for indkøb af nye sten i Schweiz, tilhugning og sidst, men ikke mindst, opsætning på slottets facade.

Skulpturer, udsmykninger og ornamenter

En anden væsentlig del af arbejdet består af restaurering eller nyhugning af balustre samt de mange skulpturer, udsmykninger og ornamenter, der pryder slottet. I den nuværende etape 9 drejer det sig blandt andet om nyhugning af seks løvehoveder samt seks enorme kapitæl-udsmykninger. I en tidligere etape har stenhuggerne restaureret en række fem meter høje statuer – såkaldte karyatider – der pryder facaden. En karyatide er en kvindefigur, der indgår som bærende søjle i en bygning.

”De 10 statuer er udhugget i den bærende konstruktion af slottet, så her gik opgaven ud på at restaurere og genskabe dele af statuerne. En af statuerne havde for eksempel mistet sin ene underarm og hånd, så det genskabte billedhugger Maria Hammerich og satte på statuen,” fortæller Stig Andersen, der suppleres af projektleder Magnus Roos fra Statens fastighetsverk, som MESTER mødte i Stockholm tidligere på sommeren.

”Ingen vidste, hvordan hånden skulle se ud – om figuren havde knyttet hånden eller måske holdt noget i hånden. Men det lykkedes os at finde et gammelt billede fra slutningen af 1800-tallet på et arkiv i Tyskland, som viste statuen. Og på baggrund af det billede kunne billedhuggeren genskabe den ’rigtige’ hånd til statuen.”

Billedhugger Maria Hammerich fortæller:

”Rekonstruktionerne af de manglende og forvitrede dele blev genskabt og modelleret direkte på figurerne i restaureringsmørtel. Normalt ville man sætte fyrringer (lus eller stenstykker) i, men for at bevare mest muligt af de originale og meget veludførte karyatider, valgte man at lave rekonstruktionen i restaureringsmørtel, så der skulle fjernes mindst muligt originalt materiale.

Håndværk eller kunst?

Dermed er vi nået til det uundgåelige spørgsmål: Er det håndværk eller kunst, I laver?

”Vi er håndværkere, ingen tvivl om det. Vi har ikke den kunstneriske frihed til at hugge det, vi vil. Men når det er sagt, så skal man huske på, at der er tale om unikke nyhugninger af statuer og figurer. Ikke kopier. Så den enkelte stenhuggers signatur må gerne skinne igennem,” fortæller Peter Michael Jensen og suppleres af Stig Andersen.

”Bygherre har stillet krav om, at vi bruger håndværkets oprindelige teknikker, fordi der er tale om værdifuld kulturarv. Derfor kan man se forskel på hver enkelt sten, fordi det er forskellige stenhuggere, der har arbejdet på dem. Man slår forskelligt med hammeren, eller holder mejslen i en forskellig vinkel. For de fleste tilskuere vil det se ens ud, men Peter og jeg kan tydeligt se, hvem der har hugget hvilke sten,” siger Stig Andersen.

I denne sammenhæng skal det nok bemærkes, at både Peter og Stig også til hverdag sværger til stenhuggerfagets gamle teknikker, så i den forstand, er det ’business as usual’ for de to garvede stenhuggermestre og deres medarbejdere.

Stort restaureringsbehov

Tilbage i Stockholm møder vi, som nævnt, Magnus Roos, der er projektleder for restaureringsprojektet.

Magnus forklarer, at Stockholm Slot er en vigtig symbolbygning, der har en særlig betydning i svensk historie. Det er den svenske konges officielle residens, selvom den kongelige familie ikke bor på slottet.

Stockholm Slot blev bygget omkring år 1700, har flere end 600 værelser og er et af Nordeuropas største slotte. Vejen rundt om slottet er knap 1 kilometer lang og slottets facade er på ca. 30.000 m2. Det svarer til mere end 4 fodboldbaner. Heraf udgør døre og vinduer ca. en tredjedel. En anden tredjedel består af pudset facade, mens den sidste tredjedel er dækket af sten.

”Vi gennemgår og udskifter både facadepuds og -sten, og der er et stort restaureringsbehov. Stenene er hovedsageligt sandsten fra Gotland, og mange af dem er begyndt at forvitre og smuldre, og mange steder er de også begyndt at falde ned. Flere steder kan man endda pille stenene fra hinanden med hænderne. Derfor har vi sat net op på dele af slottet, så stenene ikke skal falde ned på gaden,” forklarer Magnus Roos.

Gipsafstøbninger bruges som skabelon til nyhugninger

I Stockholm møder vi også stukkatørmester Michael Funder fra Brdr. Funder Stukkatører. Han er i færd med at lave gipsafstøbninger af de seks løveskulpturer, der pryder slottet på denne etape. Selvom de seks løvehoveder ved første øjekast ser meget ens ud, så er de forskellige. Der er for eksempel helt op til 15 cm’s forskel i bredden af skulpturerne.

Funder laver sine gipsafstøbninger på helt traditionel manér ved at påføre flydende gips på figuren. Der skal flere lag gips på, og Michael Funder bruger undervejs sækkelærred indsmurt i flydende gips til at stabilisere og forstærke formen. I alt skal der bruges ca. 100 liter gips til en afstøbning, og når det er tørret op, kan afstøbningen tages af skulpturen, og stukkatøren har dermed skabt en ‘negativ’ støbeform.

Negativ bliver til positiv

De seks støbeforme fragtes herefter til Brdr. Funders stukkatørværksted på Christianshavn, hvor stukkatørmestrene Peter og Michael Funder bruger formene til at fremstille en nøjagtig gipsafstøbning af hver af de seks skulpturer.

”Vi forer først formene med silikone, så vi kan holde form og afstøbning adskilt. Selve afstøbningen bliver bygget op med kiler, så vi er sikre på, at vi kan skille afstøbningen ad, uden at noget brækker af eller går i stykker. Her på løvehovedet er der mange fremspring og fordybninger, så vi starter vi med at støbe kilerne rundt om de steder. Når vi har støbt og tilrettet de nødvendige kiler, kan vi støbe kappen (siderne) og topstykket,” forklarer Peter Funder.

Systemet med kiler giver for alvor mening, når man ser stukkatørerne skille afstøbningen ad. Først tager de kapperne og toppen af, og herefter – en for en – de 15 forskellige kiler, der smukt ligger i fordybninger, rundt om manken, ind i løvens mund, rundt om snuden, i øjenhuler og så videre.

Efterhånden som de mange kiler tages væk, åbenbarer det mægtige løvehoved sig. Den grålige silikoneform ligger som en beskyttende hinde over afstøbningen, men også den fjerner stukkatørerne, så vi til sidst står tilbage med en nøjagtig kopi af skulpturen på slottets facade.

”Den her teknik er mange hundrede år gammel, og det kræver, at man både kan visualisere den negative form og den færdige – positive – afstøbning, og at man ved, hvor man skal placere de kiler, der er nødvendige. Det er Michael noget nær verdensmester i,” fortæller Peter Funder.

Det handler om kulturarv

På værkstedet hos Funder kommer samtalen hurtigt ind på svenskernes kompromisløse tilgang til den enorme restaurerings- og bevaringsopgave.

”I Stockholm lægger de meget vægt på, at løsningerne skal være autentiske. Og det giver jo mening, for det er 300 år gammel kulturarv, vi arbejder med. Så for at komme så tæt på det oprindelige udgangspunkt som muligt, skal vi naturligvis bruge de håndværksmetoder, som de også brugte dengang,” siger Peter Funder.

Peter forklarer samtidig, at der i branchen eksperimenteres med blandt andet 3D-scanning og -print, men at teknologien og metoderne endnu ikke er ikke gode nok til at kunne konkurrere med det traditionelle håndværk.

Vi holder naturligvis øje med den teknologiske udvikling, men det er endnu ikke en teknik, som slår de traditionelle metoder,” siger Peter Funder.

Som at oversætte en bog

Efter afstøbningen bliver de seks gipsafstøbninger sendt til Raadvad Stenhuggeris værksted i Gilleje, hvor billedskærer og dekorationsbilledhugger Maria Hammerich tager imod.

Hendes opgave er at modellere de seks gipsafstøbninger og genskabe eventuelle manglende dele af figurerne, sådan at de kommer så tæt på det originale udseende som overhovedet muligt.

”For at få den bedste fornemmelse af, hvordan de originale figurer har set ud hver især, stiller jeg de seks færdige afstøbninger op side om side og refererer dem til hinanden. Det betyder, at jeg undersøger hver figur, og på den måde får jeg en fornemmelse af, hvordan de enkelte detaljer har set ud, hvad der er forvitret, og hvad der eventuelt er faldet af. Med den viden fortolker og modellerer jeg hver af figurerne. Det kan være noget af et detektivarbejde, og det kræver også en masse akademisk viden om tidsperioden og den stilart, som skulpturerne er skabt i,” forklarer Maria Hammerich.

Selvom Maria er billedhugger – og dermed har en kunstnerisk åre – er hun meget bevidst om at sætte sig selv til side og lade det oprindelige kunstværk træde frem.

”Det er ikke min opgave at skabe et kunstværk. Det er der allerede. Min opgave er at fortolke skulpturen og genskabe det oprindelige kunstværk. Det er en virkelig interessant proces, og det er vigtigt at finde en rød tråd og forsøge at leve sig ind i, hvordan kunstneren har tænkt. Det kan sammenlignes lidt med at oversætte en bog. Her ændrer man jo heller ikke på handlingen eller laver en anden afslutning, selvom man evt. synes, at man har en bedre idé,” fortæller Maria Hammerich.

Skønheden ligger i forskellen

Når de seks afstøbninger bliver sat op side om side på værkstedet hos Maria Hammerich, vil det blive tydeligt, hvor stor variation, der er i skulpturerne – selvom de fra gadeplan ser fuldstændig ens ud.

”Når du står ved løverne helt tæt på, kan du se næsten alt. Stenhuggerens enkelte slag, om han hugger bløde buer rundt om næsen, eller om det er en mere skarp kant. Og for mig ligger skønheden netop i forskellen – at du kan se, at det ikke bare er en industrifremstillet kopi, men at det er forskellige stenhuggere, der har hugget de seks skulpturer. Det er utroligt fascinerende,” fortæller Maria Hammerich.

De mange detaljer til trods, så har der også været et vist pres på datidens stenhuggere for at gøre deres arbejde færdigt.

”Når du er kunstner eller håndværker, er der altid en detalje, du kan perfektionere. Og særligt når man ved, at det er kongens slot, man arbejder på. Så kunsten er i virkeligheden at sige ’Nu er det færdigt!’,” fortæller Maria Hammerich.

”Dengang de her løveskulpturer blev skabt, var der mange stenhuggere ansat ved byggeriet, og de skulle kun forholde sig til deres egen tid og den stilperiode, der var fremherskende dér. Derfor var de specialister til lige præcis det, og de ’bragede ud’ med facadesten og skulpturer. I dag når vi dem slet ikke til sokkeholderne, for når vi arbejder med restaurering og bevaring, skal vi jo kunne forholde os til en tidsperiode på op mod 1.000 år. Den ene dag arbejder vi med barok, den anden dag gotik,” siger Maria Hammerich.

Når Maria Hammerich har modelleret alle seks løveskulpturer, skal de godkendes af bygherre, inden de sendes videre til stenhuggerne, som skal genhugge stenskulpturerne.

Kæmpe kapitæler skal ses nedefra

Maria Hammerich er i gang med en tilsvarende proces med en af de store kapitæl-udsmykninger fra slottet. Her har bygherre dog besluttet, at der kun skal afstøbes én af de seks udsmykninger, som så skal fungere som forlæg for alle seks nyhuggede kapitæler.

Gipsafstøbningen af den enorme udsmykning er i fire dele og måler 2 meter i bredden, 1,2 meter i dybden og 1,5 meter i højden.

”Kapitælet har tidligere været bemalet, men malingen er på et tidspunkt blevet hugget bort. Derudover er stenen meget forvitret, og mange dele er faldet af. Jeg vil skyde på, at ca. halvdelen af figuren er væk, så det er selvfølgelig et kæmpe ansvar at modellere den op på ny,” siger Maria Hammerich.

Maria Hammerich fortæller, at hun en gang imellem lægger sig på et tæppe på gulvet for at få det rette perspektiv på figuren.

”Kapitælet sidder 10-12 meter oppe på facaden, så det er skabt til at blive set nedefra. Derfor lægger jeg mig ned på gulvet, så jeg får en fornemmelse af, hvordan det kommer til at se ud for beskueren,” fortæller Maria Hammerich.

Stenhuggermester Stig Andersen fortæller i øvrigt, at det tager ca. 1 årsværk at nyhugge hver af de seks kapitæler.

Samme værdier

Selvom vores historie startede med lidt af en tilfældighed, så var der absolut intet tilfældigt over, at det netop var Peter Michael Jensen, som Stig Andersen ringede til dengang for 12 år siden, da han blev inviteret til Stockholm. Stig Andersen er nemlig udlært hos Peter Michaels farfar og arbejdede som stenhuggersvend, da Peter Michael gik i lære i familievirksomheden.

”Stig var min mestersvend, dengang jeg gik i lære. Han har lært mig alt det, som han har lært fra min far og farfar. Så vi kommer fra den samme håndværkstradition og har den samme holdning og tilgang til vores håndværk,” fortæller Peter Michael Jensen.

Og alligevel er de forskellige.

”Stig er en fantastisk dygtig håndværker, og jeg er god til det administrative. Så med vores forskellige kompetencer komplementerer vi hinanden godt,” fortæller Peter Michael Jensen.

40 års projekt

Restaureringen af Stockholm Slot er delt op i 22 etaper, og projektet er berammet til at løbe til år 2049. Dermed vil begge mestre sandsynligvis være gået på pension, når restaureringen engang er færdig.

Som håndværker, og særligt bygningshåndværker, er man vant til, at de ting man laver, skal holde i mange år – også efter at man selv stopper som håndværksmester. Men hvordan har I det med, at I sandsynligvis når at gå på pension, inden projektet er færdigt?

”Det er selvfølgelig en mærkelig tanke, men sådan er det. Da vi startede op på projektet, passede det nogenlunde med, at jeg ville kunne nå at gøre det færdigt, inden jeg skulle på pension, men siden da er tidsplanen blevet rykket med nogle år. Men måske man kan få sig en tjans som konsulent på et tidspunkt i stedet for,” siger Peter Michael Jensen med et smil.

Stolt over at være en del af et levende fag

”Uhh, jeg har det svært med det dér, at man skal være stolt af ting,” siger Stig Andersen, da MESTER til sidst stiller det ledende spørgsmål, om ikke de to mestre er stolte over deres arbejde i Stockholm. Stig Andersen uddyber:

”Selvfølgelig er det her et større projekt end så mange andre, men vores arbejde er jo i bund og grund det samme som i alle de andre opgaver, vi udfører. Det er det, vi kan og er gode til. Men jo, det er da en fantastisk opgave – og det er med til at vise, at vores fag og håndværk er et vigtigt et, og at det lever i bedste velgående,” slutter Stig Andersen.