Svanemølleværket kan blive til Danmarks Tekniske Museum

Læs museets pressemeddelelse

Beslutning vækker glæde hos Håndværkerforeningen

Håndværkerforeningens adm. direktør Christoffer Susé er næstformand for museets bestyrelse, og han glæder sig over de nye muligheder, der har åbnet sig for Danmarks Tekniske Museum.

 

– Museet har fået et fantastisk tilbud om at undersøge mulighederne for, at omdanne Svanemølleværket i Nordhavnen til et nyt internationalt museum. Et nyt museum der ikke bare skal formidle industrien og håndværkets historie, men også vise hvordan teknologien, håndværket og industrien er med til at skabe fremtidens samfund. Vi skal nu bruge de næste måneder på at undersøge og afdække de konkrete muligheder, så der kan udarbejdes en egentlig plan for et nyt museum i de ikoniske rammer.

– Museet blev stiftet for mere end 100 år siden af Håndværkerforeningen og Dansk Industri. Derfor er det fantastisk, at ‘vores’ museum nu får chancen for at komme hjem til København, hvor det blev etableret i 1911. Danmarks Tekniske Museum bliver et internationalt kraftcenter for den særlige danske industri- og håndværkshistorie. For det er en historie, som er værd at fortælle.

Historien om Danmark hænger uløseligt sammen med historien om håndværket

Gennem årtusinder har dygtige håndværkere forarbejdet og bearbejdet materialer, og skabt højt specialiserede produkter.

Da industrialiseringen kom til Danmark skete det i en sådan takt, at de nye typer maskiner kunne nå at blive indarbejdet i håndværkstraditionen. Det betyder, at Danmark har en stor tradition for håndværkere – faglærte medarbejdere – i vores industriproduktion.

Derfor var det naturligt, at Håndværkerforeningen København og Industriforeningen (nu Dansk Industri) sammen stiftede Danmarks Tekniske Museum i 1911. Og derfor er det naturligt, at Håndværkerforeningen og Dansk Industri også i dag stifter museets nye bygningsfond.

Det nye museum skal etableres i en af dansk industrihistories mest markante og ikoniske bygninger i Københavns Nordhavn, som samtidig kan ses som symbol på porten mellem Danmark og verden.

For dansk industriproduktion er også en historie om international succes; vindmøller, vand- og varmeteknologi, møbelkunst, madkunst, medicinalprodukter, tekstil, mode, LEGO-klodser, arkitektur og meget mere, er nogle af resultaterne af dansk industri og dansk håndværk.

Det er netop synergien mellem håndværk og viden, der skaber fremdrift i et samfund – innovation vokser ud af produktion; Nytænkning, design og udvikling er afhængig af, at nogen kender materialerne og kan forme tingene. Vi har både brug for dygtige forskere og kreative sjæle til at finde nye muligheder og sætte nye vinkler på problemstillinger. Men vi har også brug for dygtige håndværkere til at omsætte vidtløftige tanker til praksis.

Danmarks Tekniske Museum bliver et internationalt kraftcenter for den særlige danske industri- og håndværkshistorie. For det er en historie, som er værd at fortælle.

Læs museets pressemeddelelse

Læs Politikens artikel