Victor er bogstaveligt talt vokset op med en hammer i hånden. Han har fået fortalt at hans far engang kørte i byggemarkedet for at købe en lille men rigtig hammer til Victor som han kunne bruge i stedet for det plastikværktøj små børn ellers plejer at lege med.
Og med en far der er selvstændig murermester, har Victor helt fra barnsben været med når faderen var på arbejde.
”Jeg har været ude med min far fra jeg var helt lille. Men træ har altid interesseret mig mere end murerarbejdet, så jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle vælge tømreruddannelsen. Og allerede på første dag på teknisk skole kunne jeg mærke at jeg havde fundet det som jeg er god til,” fortæller Victor.
Rart at være dygtig
Victor har brugt sine evner inden for faget som drivkraft til at dygtiggøre sig endnu mere.
”Undervejs i uddannelsen har jeg kunnet mærke at jeg var god til faget. Det hænger nok sammen med at jeg har det liggende i kroppen fordi jeg har været med min far på arbejde fra barnsben,” siger Victor og fortsætter:
”Det er selvfølgelig rart og dejligt at være god til noget, og den følelse har jeg brugt som drivkraft til at øve mig endnu mere. For at blive endnu dygtigere og endnu hurtigere.”
Gik efter fagets medalje
Victor lægger ikke skjul på at han er ambitiøs, og han fortæller at han tidligt i uddannelsen besluttede sig for at han ville gå efter at få en medalje ved svendeprøven.
”Jeg tænkte at det kunne være sjovt at få en medalje ved svendeprøven fordi det er noget man altid vil have med sig. Jeg vidste med mig selv at mit håndværk var i orden, så jeg begyndte at fokusere på at kæle for detaljerne i mit arbejde. Og det lykkedes da også,” fortæller Victor der efterfølgende også blev indstillet af sin mester og Københavns Tømrerlaug til Håndværkerforeningens medalje.
Fedt at lave opgaverne selv
Victor er glad for alsidigheden i tømrerfaget. Og han bliver især begejstret når han har ’sine egne opgaver’.
”Det er fedt når jeg selv står for en opgave og selv har ansvaret for at den lykkes. Det at skulle finde den bedste løsning og så udføre det, er virkelig tilfredsstillende,” siger Victor.
—
Victor er udlært hos Einar Kornerup A/S hvor han stadig arbejder.