”Forberedelsen til svendeprøven begynder tre et halvt år inden. Nemlig den første dag du begynder i lære hos mig. Et håndværk kræver kontinuitet og stamina hvis du skal blive god til det. Du skal opbygge rutine i det, og det kræver at du gør de samme ting igen og igen. Det at noget er rutinearbejde, er ikke så populært hos mange unge mennesker, men det at være rutineret betyder at der er noget man kan, og det er det håndværk drejer sig om,” siger Minna Lund.
Om årets medaljemodtager siger Minna Lund:
“Min seneste medaljelærling her var det en faglig leg at være mester for. Hurtige hænder, en god forståelse, ambitiøs, lærenem, videbegærlig. Altid klar på en udfordring. Det er sjovt når man deler faglighed på de betingelser. Det er sådan vi laver medaljer sammen.”
Lærlinge udfordres konstant
Hun har i princippet altid svendeprøven i tankerne som læremester, for det at bestå en svendeprøve handler grundlæggende om at lære og kunne sit fag.
”Vi taler løbende om svendeprøven i løbet af en læretid. Særligt det sidste år hvor det kan være svært, og man som lærling kan blive i tvivl om man er blevet dygtig nok. Vi taler konkret om hvad de vil lave til prøven og gennemgår idéer og tanker, og jeg hjælper dem til at blive klar og få styr på at de godt kan deres ting. Læring er jo ikke en lineær graf. Den kan tage nogle hop og nogle dyk over tid, og der kan være perioder hvor en lærling synes det er svært, jo tættere man kommer på svendeprøven. Men mange gange sker der meget i den sidste del af læretiden, hvor en masse af det man har lært falder på plads,” siger Minna Lund
Hun udfordrer hele tiden sine lærlinge, for at sikre at de udvikler sig.
”Overordnet prøver jeg at tænke på at mine lærlinge hver uge skal lave noget de ikke har gjort før, eller noget de synes er svært. Jeg sørger for at fortælle dem at de altid har mig til at hjælpe dem til at blive dygtige til deres håndværk.”
Målbart håndværk
Der er ingen tvivl om passionen og engagementet i faget og i uddannelsen af nye guldsmede når man taler med Minna.
”Jeg elsker at det er ekstremt konkret at lave et håndværk. Det er målbart og til at se på, og så er det nemt at dele viden med andre. Man kan konkret vise hvad der er rigtigt og forkert. Det er mere konkret end en lang akademisk rapport, siger Minna Lund og kommer med sit konkrete bud på hvad der skal til for at lykkes med svendeprøven, på et niveau så man får medalje:
”Man skal øve sig og være god til at kombinere hænder og øjne, for det kræver præcision at være guldsmed. Man skal også have en forståelse for og en følelse af metallet og stenene. Og så skal man selvfølgelig kunne holde på et værktøj, være tålmodig, grundig og stædig,” siger Minna Lund.
Elsker at uddanne
Minna Lund brænder for sit fag og særligt for at give det videre til næste generation, som hun gør det ved at uddanne nye guldsmede. I de 29 år hun har drevet egen virksomhed, har hun altid haft lærlinge.
”Det bedste for mig ved at være guldsmed er at uddanne folk. Jeg kan ikke forestille mig at lade være med at gøre det, også selv om det ikke altid er lige nemt. Men når der sidder en lærling som knækker koden for noget som hun har haft svært ved, er det det bedste jeg ved,” siger Minna Lund.
Hun ser det nærmest som et kald at uddanne:
”Det kan være utaknemmeligt at være læremester, men det er noget at det mest interessante det at dele sin viden, sin faglighed, sin passion. Helt tilbage til antikken har man givet viden videre og uddannet mennesker i alle fag, og det at uddanne et andet menneske er sindssygt stort. Det har jeg stor respekt for, og er meget taknemmelig for at få lov til,” siger Minna Lund.