”Jeg har altid været god til at bruge mine hænder, og det savnede jeg i mit designjob. Der sidder man mest foran en computer og tegner. Så jeg valgte at finde tilbage til uddannelsen som møbelpolstrer. Jeg søgte en læreplads hos AP Møbelpolstring på Frederiksberg og har arbejdet dér i hele min læretid,” fortæller Katrine.
Elsker at lære nye ting
”Noget af det jeg synes er mest spændende ved uddannelsen som møbelpolstrer, er at man hele tiden lærer noget nyt. Og når man så går i gang med at arbejde med en ny teknik, kan man hurtigt se hvordan det bygger ovenpå de ting man allerede har lært. Det kan jeg rigtig godt lide,” fortæller Katrine.
Man kan kun tage hovedforløbet møbelpolstrer på Skive College, så de gange Katrine har været på skoleforløb, har hun boet på Erhvervskollegiet der ligger i forbindelse med skolen.
”I starten var det lidt en mundfuld at tage til Skive og være væk 5-6 uger ad gangen, men efterhånden som vi kom længere ind på uddannelsen, og jeg lærte de andre i klassen at kende, blev det meget bedre. Vi var flere der boede på kollegiet, så der opstod noget andet – et socialt fællesskab – mellem os, som man ikke får på samme måde hvis man bare kan cykle frem og tilbage til sin skole,” siger Katrine og fortsætter:
”Jeg begyndte at glæde mig til at komme på skoleforløb – både socialt for at mødes med de andre, men også for at se og høre om de forskellige ting som de andre i klassen havde lært i deres virksomhed. Så på den måde fik jeg en masse ekstra fif og input. Jeg samlede meget af det i en slags katalog som jeg selv kunne bruge i mit arbejde,” forklarer Katrine.
Skal tage hånd om andres designidéer
Med skiftet fra designverdenen til uddannelsen som møbelpolstrer har Katrine skiftet fokus, fra at skulle finde på idéer til at tage hånd om de idéer der allerede er der.
”Et møbel er designet til at se ud på en bestemt måde og have en bestemt funktion. Det er så min opgave at sørge for at det stadigvæk lever op til det oprindelige design, når det kommer tilbage til kunden,” siger Katrine.
Vigtigt at være dygtig
For Katrine er det vigtigt at være dygtig til sit fag.
”Jeg går meget op i detaljer, og det er vigtigt for mig at mit arbejde er i orden. De ting jeg arbejder med, er der jo en kunde som har indleveret med en forventning om at der bliver lavet et ordentligt stykke arbejde. Og jeg har det sådan at hvis man giver noget til en professionel, så forventer man også et professionelt resultat. Sådan vil jeg også selv have det hvis jeg bestiller noget hos en håndværker,” siger Katrine der modtog Håndværkerforeningens medalje i sølv den 7. maj.
—
Katrine er udlært hos AP Møbelpolstring på Frederiksberg, og hun arbejder i dag hos Egedal Polstring.