”Som læremester er jeg rigtig stolt over at vi er et firma der kan uddanne folk til at få medaljer. Det viser at vi har gjort noget rigtigt for vores elever,” siger Christian Staubo.
Det er noget særligt at opnå en medalje, og det er ikke alle der bliver dygtige nok til det. Det kræver ifølge Christian Staubo ekstra flair for faget, og naturligvis også at man arbejder for det. Det viser sig ofte tidligt i et lærlingeforløb om en elev har potentiale til at få medalje.
”Man skal ville det, og man skal kunne se når man laver noget galt, og så rette fejlen og lade være at lave den igen. Hvis man kan det, og forstår måden en opgave skal gøres på, så kommer man langt. Og så skal man grundlæggende synes at arbejdet er interessant,” siger Christian Staubo.
Han følger altid sine elever tæt gennem uddannelsen og kommer typisk på uanmeldt besøg 4-5 gange under deres skoleforløb, for at følge deres udvikling.
”Der er nogle der ikke er vilde med at jeg kommer, men det er vigtigt for mig at de ved jeg er der, selvom de er på skole. Jeg vil gerne se hvordan det går, og hvad de laver. Og så har det den sideeffekt at jeg bliver husket – også blandt andre elever. Det ved jeg, fordi der indimellem kommer jobansøgninger fra svende som siger at de kan huske mig fra mine besøg på skolen,” siger Christian Staubo.
Konkret træning op til svendeprøven
Årets medaljemodtager fra Christian Staubo har fra begyndelsen vist at hun var god til faget. Hun har flair for små detaljer hvilket er vigtigt i malerfaget. Hun er blevet sendt ud til opgaver der krævede noget ekstra. Derudover er hun, som alle andre elever i malerfirmaet, blevet forberedt til svendeprøven gennem en stor del af uddannelsen.
”Vi spørger i god tid om hvad deres mål er for svendeprøven, og hører nærmere om hvordan de har tænkt sig at løse opgaven. Vi har løbende samtaler om det, og når vi nærmer os svendeprøven holder vi et møde med den enkelte elev og kommer helt konkret ind på hvad de skal lave, og hvordan de forbereder sig. Det er typisk når prøven nærmer sig at de fleste bliver nervøse og derfor har brug for ekstra støtte,” siger Christian Staubo.
Når svendeprøven er lige om hjørnet, nærmere bestemt halvanden uge før, er der decideret træningslejr for Staubos elever.
”Vi stiller to vægge op i firmaet, på samme måde som man gør til svendeprøven, så det helt ligner den bås man arbejder i under prøven. Her kan eleven lave generalprøve med at male den ene væg i præcis de farver som det er planen at bruge, og benytte den anden væg til at sætte det tapet op de vil bruge til svendeprøven. På den måde får de testet det de skal lave, og får mulighed for at rette til dér hvor der er brug for det,” siger Christian Staubo.
Medaljens betydning
For Christian Staubo er der ingen tvivl om at en medalje har betydning for modtageren.
”Hvis vi har en svend med medalje, vil jeg påstå at hun kan begå sig alle steder inden for faget. Vi ved at dem med medalje kan blive sendt ud til en bred vifte af opgaver uden problemer. Det er en form for kvalitetsstempel, og når jeg ansætter en svend, er det klart at jeg vil kigge mest efter en med en medalje. Det kræver noget at opnå, og derfor ved jeg at det er en fagligt dygtig svend jeg får,” siger Christian Staubo.