Japan bliver håndværket ikke målt og vejet i penge, men derimod i kvalitet. En japansk håndværker bliver aldrig færdig med at dygtiggøre sig. Hver en detalje kan forfines og forbedres. Begrebet ”godt nok” eksisterer ikke. Lene Wolters er guldsmed, og efter sin uddannelse i Danmark besluttede hun og hendes mand, der er møbelsnedker, at drage til Japan for at studere håndværkstraditioner og -teknikker.
”Min mand og jeg ville begge gerne rejse til Japan med vores fag, da de i Japan har en meget gammel og forfinet kultur inden for netop træ og metalarbejde, der stammer helt tilbage til samuraitiden,” siger Lene Wolters, som sidder i sit værksted i en lys kælder på Østerbro og bladrer i sine rejserapporter fra de to ture til ”Solens rige”.
Lene og hendes mand var i Japan i 2001 og igen i 2003. Første gang med udgangspunkt i Kanazawa og anden gang med udgangspunkt i Tokyo. Begge ture inkluderede mesterlære og rundrejser i forskellige dele af Japan.
Fagudtryk på japansk
På den første rejse til Japan fik Lene Wolters undervisning hos en håndværker i Tokyo, der var ekspert i metallegering og metalindlægning. Her fik hun privatundervisning i hans hjem. Det er nemlig meget almindeligt, at de japanske håndværkere arbejder i deres hjem og ikke nødvendigvis har et selvstændigt værksted.
”Jeg var hjemme hos ham et par dage om ugen, og de andre dage fik jeg udstyr med hjem til at arbejde på. Vi tog også rundt og var på mange besøg hos guldsmede, sølvsmede og andre metalsmede i området, og vi besøgte en del museer. I Kanazawa boede vi hos en japansk venindes forældre. De hjalp med kontakter til forskellige håndværkere, hvilket er nødvendigt i Japan,” siger Lene Wolters.
Den japanske kultur er på alle måder meget forskellig fra den danske. Det er ikke et land, hvor man bare kommer ind fra gaden og præsenterer sig. Men skal anbefales af andre, hvis man skal i dialog med japanerne og arbejde med dem. Så derfor var kontakten via andre en forudsætning for, at rejsen til Japan kunne lade sig gøre.
En anden vigtigt ting er at kunne bare lidt af sproget. Særligt fagudtryk.
”Inden turen gik vi til undervisning for at lære lidt japansk. Du behøver ikke at kunne tale sproget flydende. Men det er en stor fordel at kunne fagudtryk og navne på værktøj og lignende. Inden vi tog afsted, havde jeg lært metallernes navne, navne på legeringer og basale værktøjer. Og så nogle små sætninger i forhold til når man arbejder med metallerne. Man skal kunne sige noget, for japanerne kunne ikke engelsk. Men til gengæld kan man illustrere sig frem til meget, når man skal forklare eller have forklaret,” siger Lene Wolters.