Den japanske guldsmed på Østerbro

Håndværkstraditioner fra samuraitiden og akkuratesse og forfinelse af håndværk gennem generationer. Det er, hvad Lene Wolters og hendes mand, Rasmus Fenhann, fik med hjem, da de for snart 20 år siden tog til Japan på en længere studietur.

Japan bliver håndværket ikke målt og vejet i penge, men derimod i kvalitet. En japansk håndværker bliver aldrig færdig med at dygtiggøre sig. Hver en detalje kan forfines og forbedres. Begrebet ”godt nok” eksisterer ikke. Lene Wolters er guldsmed, og efter sin uddannelse i Danmark besluttede hun og hendes mand, der er møbelsnedker, at drage til Japan for at studere håndværkstraditioner og -teknikker.

”Min mand og jeg ville begge gerne rejse til Japan med vores fag, da de i Japan har en meget gammel og forfinet kultur inden for netop træ og metalarbejde, der stammer helt tilbage til samuraitiden,” siger Lene Wolters, som sidder i sit værksted i en lys kælder på Østerbro og bladrer i sine rejserapporter fra de to ture til ”Solens rige”.

Lene og hendes mand var i Japan i 2001 og igen i 2003. Første gang med udgangspunkt i Kanazawa og anden gang med udgangspunkt i Tokyo. Begge ture inkluderede mesterlære og rundrejser i forskellige dele af Japan.

Fagudtryk på japansk

På den første rejse til Japan fik Lene Wolters undervisning hos en håndværker i Tokyo, der var ekspert i metallegering og metalindlægning. Her fik hun privatundervisning i hans hjem. Det er nemlig meget almindeligt, at de japanske håndværkere arbejder i deres hjem og ikke nødvendigvis har et selvstændigt værksted.

”Jeg var hjemme hos ham et par dage om ugen, og de andre dage fik jeg udstyr med hjem til at arbejde på. Vi tog også rundt og var på mange besøg hos guldsmede, sølvsmede og andre metalsmede i området, og vi besøgte en del museer. I Kanazawa boede vi hos en japansk venindes forældre. De hjalp med kontakter til forskellige håndværkere, hvilket er nødvendigt i Japan,” siger Lene Wolters.

Den japanske kultur er på alle måder meget forskellig fra den danske. Det er ikke et land, hvor man bare kommer ind fra gaden og præsenterer sig. Men skal anbefales af andre, hvis man skal i dialog med japanerne og arbejde med dem. Så derfor var kontakten via andre en forudsætning for, at rejsen til Japan kunne lade sig gøre.

En anden vigtigt ting er at kunne bare lidt af sproget. Særligt fagudtryk.

”Inden turen gik vi til undervisning for at lære lidt japansk. Du behøver ikke at kunne tale sproget flydende. Men det er en stor fordel at kunne fagudtryk og navne på værktøj og lignende. Inden vi tog afsted, havde jeg lært metallernes navne, navne på legeringer og basale værktøjer. Og så nogle små sætninger i forhold til når man arbejder med metallerne. Man skal kunne sige noget, for japanerne kunne ikke engelsk. Men til gengæld kan man illustrere sig frem til meget, når man skal forklare eller have forklaret,” siger Lene Wolters.

Teceremoni og håndværk

Kanazawa er et stort håndværksområde fra gammel tid. Samuraitiden opfostrede håndværkere, der udviklede det vildeste håndværk til brug for samuraierne. Håndværkerne lavede alt fra sværd og tøj til smykker og huse. Det skulle være det bedste af det bedste.

”De gamle håndværk bliver ikke brugt på samme måde i dag, men japanerne har bevaret de traditionelle håndværk, som de holder i hævd. De viser resultaterne frem blandt andet ved de traditionelle teceremonier. Har kan man se vaser, kalligrafier, blomsterdekorationer, æsker med mad, tekopper, tøj, tebeholdere i metal og mange andre flotte ting, som dygtige japanske håndværkere fremstiller,” siger Lene Wolters.

”En japansk håndværker forfiner hele tiden sin kunnen. Man skal indstille sig på, at det tager lang tid for at blive dygtig til sit håndværk. Og det kan altid forfines. I Japan findes der ikke begrebet ”godt nok”. De arbejder selv på de mindste detaljer igen og igen. Og det har de gjort i generationer. Jo flere generationer en familie har arbejdet med et bestemt håndværk, jo finere og dermed dyrere er det. Det er simpelthen et salgsargument. Generelt er de japanske traditionelle håndværkere ikke rige, men deres kunnen er højt respekteret. De lever af bestillingsopgaver og af undervisning,” fortæller Lene Wolters.

Værktøj og teknikker bruges stadig

Når man besøger Lene Wolters værksted, træder man ikke ind i et japansk univers, men selv om det er en del år siden, at hun sidst var på inspirationstur i landet langt mod øst, er der alligevel tydelige spor af det japanske i hendes arbejdsmetoder.

På arbejdsbordet ligger en række værktøjer, som er hjembragt fra Japan, og som hun bruger dagligt i sit arbejde med at fremstille unikke smykker, og teknikkerne, som hun lærte af de dygtige privatlærere, ligger stadig i hendes metoder. I det hele taget er Japan fortsat en fast del af familiens tilværelse, og Lene og hendes mand har da også taget deres børn med til Japan, foreløbig én gang.

Japansk kompromisløshed på Østerbro

”Vi har ikke taget den japanske model med hjem i forhold til arbejdsform. De traditionelle japanske guld- og sølvsmede sidder på gulvet og arbejder, det gør jeg ikke. Men jeg bruger teknikkerne, og har nogle værktøjer som jeg ikke ville have haft ellers. Jeg lærte meget om metaller og legeringer, som jeg ikke kunne have lært i Europa, så jeg har fået et andet formsprog, end jeg ellers ville have haft. Japanerne er meget kompromisløse og perfektionistiske med deres håndværk, det har jeg alt sammen taget med mig hjem,” siger Lene Wolters, som varmt vil anbefale alle håndværkere at rejse ud og lære mere om deres fag i andre lande.

”Det er sundt at lære, hvordan man også kan gøre. Man bliver lidt hjernevasket, når man er i lære i Danmark, i forhold til hvordan vi gør tingene. Men ved at rejse ud lærte jeg, at der er mange måder at komme hen til målet på, og det har inspireret mig i mit arbejde siden. Derfor kan jeg varmt anbefale alle håndværkere at rejse ud. Det gør en til en bedre håndværker og giver oplevelser, som man ikke får, hvis man bliver hjemme hele sit arbejdsliv,” siger Lene Wolters.

 

Tekst: Peter Djurup
Foto: Rie Neuchs