Siden han var 14 år har Rasmus Bjørn vidst, at han ville arbejde med træ. Det var muligheden for at hjælpe faderen med at bygge sit kolonihavehus og mødet med den snedker, der stod for arbejdet, der tændte gnisten for det traditionelle tømrerhåndværk.

Efter sin læretid fik Rasmus job hos N.A. Nielsen & Søn Tømrermestre A/S. Her arbejdede han hovedsageligt med vindues- og tagrestaureringer på fredede bygninger i København samt på et par fredede landsbykirker. Derfor valgte han hurtigt at videreuddanne sig på den nye restaureringsuddannelse på Odense Tekniske Skole.

I forbindelse med et studiebesøg i Roskilde Domkirke mødte Rasmus en naver fra  Schweiz, som han faldt i snak med. De mødtes nogle gange, hvor naveren blandt andet fortalte om sin rejse. Det, syntes Rasmus, lød spændende.

”Jeg var med til nogle svendeaftener, som er der, hvor navere mødes. Der gik et halvt års tid, fra jeg startede med at komme til svendeaftenerne, til jeg rejste ud. I den tid havde jeg mulighed for at stille spørgsmål, og man bliver også set an af de andre. Når man rejser som naver, har man jo sit navertøj på, og derfor er det vigtigt, at man opfører sig ordentligt. På godt og ondt gør tøjet, at man bliver skåret over en kam. Så derfor er der en vis godkendelse, inden man kan tage på valsen,” fortæller Rasmus.

Dannelsesrejse

Tiden som naver har haft stor betydning for Rasmus, både fagligt og personligt.

”Jeg har rejst i Europa, Nordafrika og Japan, og jeg har haft rigtig mange spændende oplevelser. Det at bo og arbejde i Japan var en kæmpe oplevelse, men generelt er det bare spændende at prøve at bo og arbejde i et andet land sammen med de lokale. At være i Istanbul og tage sporvognen om morgenen sammen med de lokale tyrkere, der også skal på arbejde. At blive inviteret til en fødselsdagsfest eller på fisketur et sted, hvor turisterne aldrig kommer.”

”En af de ting, jeg har lært, er, at når alt kommer til alt, så er vi som mennesker ikke særligt forskellige. Selvfølgelig er der noget kultur, som påvirker den måde, vi opfører os på, men hvis man tager det væk, så er vi meget ens. Det er tankevækkende, når der nu er så meget tale om racisme i øjeblikket,” siger Rasmus.

Tager de gode ting med hjem

Man skal have et svendebrev for at blive en farende svend. Så man rejser ud for at dygtiggøre sig inden for sit håndværk. Den læring og træning, man opnår som naver, skyldes blandt andet det faktum, at man som naver maksimalt må arbejde samme sted i 6 måneder. Derfor skal man arbejde mindst 6 forskellige steder på sin tur.

”Det er en kæmpe oplevelse at arbejde hos en masse forskellige firmaer i forskellige lande og se og lære, hvordan de bruger deres håndværk. Jeg har taget det bedste med fra hvert sted og smidt det dårlige ud, og det gør mig da uden tvivl til en bedre håndværker,” siger Rasmus og fortæller, at der er to hovedindtryk, som han har taget med hjem.

”I Tyskland, Østrig og Schweiz er der virkelig fart på. Men de er rigtig skarpe til at planlægge arbejdsprocesserne, og de er rigtig gode til at forberede og tilskære materialerne hjemme på værkstedet. Og i Tyskland især er de meget mere nysgerrige på nye materialer, hvor jeg oplever, at vi i Danmark er meget fastlåste omkring  materialevalg.”

”Omvendt oplevede jeg i Japan en enorm ro omkring arbejdet. Man tager sig tid til at gøre tingene færdige, så de er perfekte. Det har jeg virkelig prøvet at tage med mig: ikke at skynde sig gennem, men i stedet at bevare roen i situationen og arbejde mig frem til den rette løsning,” fortæller Rasmus.

Tøjet åbner døre og sind

Som farende svend iklæder man sig den traditionelle ”kluft”: fløjlsbukser, vest og jakke i sort fløjl og den sorte bredskyggede hat. Kluften er det synlige vidnesbyrd om, at man er en farende svend. Mange kigger, når man kommer, og de fleste kan godt se, at det ikke er et kostume, man har på for sjov.

”I Japan fik jeg arbejde i et firma, som var specialiseret i tempelbyggerier. En af medarbejderne kunne en lille smule engelsk, men kommunikationen var ret svær. Men det, at jeg kom i min kluft, gjorde, at de forstod, at jeg gik så meget op i mit håndværk og havde ofret så meget for at komme til dem for at lære, at de ansatte mig. Det var virkelig spændende, og selv om det selvfølgelig nok er begrænset, hvor mange japanske tempelsamlinger jeg kommer til at bruge i mit arbejde i København, så har deres måde at arbejde på inspireret mig rigtig meget,” fortæller Rasmus.

Ikke for alle

Der er mange forskellige mennesketyper, som vælger at rejse på valsen. Men det er bestemt ikke for alle.

”Man skal kunne være i det, at man ikke altid ved, hvad morgendagen bringer. Jeg har prøvet at løbe tør for penge, og jeg har sovet flere gange under åben himmel, end jeg kan tælle. Også i frostvejr. Men det giver hår på brystet, og det er en kæmpe personlig udvikling og oplevelse. Der er også det element, at man rejser uden mobiltelefon og med den oppakning, man kan bære. Man kan ikke lige sende en sms til mor og far eller vennerne.”

”Ofte rejser man nogle stykker sammen og skifter måske gruppe 4 eller 5 gange i løbet af sin rejse. Men i Japan rejste jeg alene, og det var også en fed oplevelse.”

Den ultimative frihed

”For mig er livet som farende svend et udtryk for den ultimative frihed. Der er ingen faste regninger, ingen fast bopæl. Hvis et arbejdsforhold ikke fungerer, kan du rejse videre, og der er ingen forventninger om, at du er på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Som farende svend er du ikke begrænset af din bopæl i for eksempel Storkøbenhavn. Du kan søge arbejde i hele verden, og undervejs på sin rejse kan man søge hen til virksomheder eller håndværkere, hvor man synes, man mangler viden. Det er frihed,” siger Rasmus.

Selvstændig med navere ansat

Efter sin hjemkomst har Rasmus startet egen tømrervirksomhed i København. Han driver virksomheden alene, men har hele tiden 2-3 navere ansat.

”Jeg arbejder primært med renoveringsopgaver og specialbyggeri, så mine kunder synes generelt, at det er spændende, at jeg har navere ansat,” fortæller Rasmus.

”Jeg ville nok have startet min egen virksomhed alligevel, men som nævnt har jeg taget det bedste med fra alle de steder, jeg besøgte på min rejse. Så er det svært at forestille sig at skulle være ansat et sted, hvor der er en anden som vil bestemme, hvordan tingene skal gøres,” slutter Rasmus med et smil.

Tekst: Jakob Bo Andersen
Foto: Privatfoto

Den rejsende skal være uddannet håndværker, maksimum 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 kilometer og må ikke medbringe telefon.

Som naver skal man være på valsen (fremmedskreven) i minimum 3 år og 1 dag.

Naver er en forkortelse af skandinaver, altså en rejsende håndværker fra Skandinavien. Det rette ord er i virkeligheden ’farende svend’, på tysk ’wandern geselle’.

Den naverforening, Rasmus er med i, hedder ’Vereinigung der rechtschaffenen fremden Zimmerund Schieferdeckergesellen’ og er den største. Da han var afsted, var der i alt tre danskere, der rejste. I øjeblikket er der ikke nogen. Foreningen har i øjeblikket cirka 60 navere ude og rejse.

Læs mere på www.rechtschaffene-zimmerer.de/startseite.html

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.