Christians Carstens er med egne ord temmelig stædig. Og allerede inden han skulle ud i første praktikperiode i sin læretid, vidste han, at han kun ville arbejde med ét bilmærke: Mercedes. På det tidspunkt var der dog ikke nogen praktikplads på et dansk Mercedesværksted, og derfor startede Christians udlandseventyr allerede under lærlingetiden.
”Jeg tog til Holland og var i praktik på landets største Mercedesværksted. Det var rigtig fedt, og for mig betød det, at jeg kunne fokusere på mit arbejde. Der ikke var så mange forstyrrende elementer i hverdagen, som man ellers kan opleve som 17-18-årig herhjemme. Jeg skulle for eksempel ikke tænke på, hvor jeg skulle gå i byen i weekenden,” fortæller Christian, hvis far er hollænder. Så valget af Holland lå lige for.
Efter endt praktiktid vendte Christian tilbage til skoleophold på Roskilde Tekniske Skole, og resten af uddannelsen tog han i Danmark.
”Da jeg skulle ud i anden praktikperiode, fik jeg en plads hos Mercedes i Gladsaxe (nu Søborg), og det var her, jeg færdiggjorde min uddannelse. Jeg er ikke i tvivl om, at mit ophold i Holland gjorde en forskel, da jeg søgte praktikpladsen,” fortæller Christian.
Tog til Sydamerika
Med svendebrevet i hånden havde Christian stadig mod på verden. Derfor rejste han til Chile i Sydamerika, hvor han fik job hos landets Mercedes-importør.
”Det var guf for importøren at få en medarbejder, der var udlært i Europa. Og de var ved at falde ned af stolen, når jeg fortalte, at jeg havde en fireårig uddannelse bag mig. Der er ingen tvivl om, at et dansk, eller europæisk, svendebrev åbner mange døre,” fortæller Christian, der dog også oplevede, at han nye kollegaer mødte ham med en vis skepsis.
”Der var klart nogle af dem, som følte sig truet af mig og tænkte, at nu kom jeg og ville overtage deres arbejde.”
En øjenåbner
Arbejdet i Chile gav Christian en masse faglige erfaringer, som han stadig trækker på den dag i dag. Med sin danske/ europæiske uddannelse vidste han alt om, hvordan man reparerer bilerne på et højt specialiseret værksted. Men sådan er virkeligheden ikke nødvendigvis i Sydamerika.
”Det var en stor øjenåbner at se og lære, at der findes andre måder at nå et mål på, end den måde man selv har lært. For selv om det ikke var verdens mest højteknologiske værksted, jeg arbejdede på, lykkedes det jo alligevel at reparere bilerne – bare på en anden måde end den, jeg kendte i forvejen,” siger Christian.
Har fået både i pose og i sæk
Også på det personlige plan har opholdene i udlandet givet Christian store oplevelser.
”Når jeg hører om andre, der har taget et sabbatår i Australien eller rejst rundt i verden, så afspejler mine oplevelser deres. Forskellen er jo naturligvis bare, at jeg har arbejdet og dygtiggjort mig inden for mit fag samtidig. Så jeg føler faktisk, at jeg har fået både i pose og i sæk,” siger Christian.
Oplevelser – uanset hvilke – giver erfaringer, du kan bruge senere
”Det kræver noget at slå sig ned i et andet land, få et arbejde og lære sproget, blive etableret og få en bankkonto og så videre. Men for hver ting, der lykkes, er det et mål, der er nået, og jeg tror på, at jo flere succesoplevelser, man får, desto mere flytter man sig personligt,” fortæller Christian.
”Når jeg kigger tilbage, føler jeg ikke, at der er nogle oplevelser eller uddannelse, der er spildt. Uanset hvor surt en situation har føltes, så er der altid noget i det, som du kan bruge senere. Mine rejser har givet mig nogle værktøjer til at løse problemer, for uanset om du skal lære at tale spansk, skal møde en kunde, eller reparere en bil, så handler det primært om din egen tilgang – dit mindset. Og for mig at se er der ingen tvivl om, at din succes, særligt som selvstændig, hænger sammen med de erfaringer, du har samlet gennem tiden,” siger Christian.
Tag afsted, og kom rigere hjem
Christian er overbevist om, at man kan få stort fagligt udbytte af at rejse ud i verden, uanset hvilket håndværksfag man arbejder med.
”De bygger også huse i Pakistan, ligesom der også er gode restauranter i Afrika. Så der er masser at lære ude i verden, hvis du er interesseret,” siger Christian, som samtidig opfordrer lærere og vejledere på de tekniske skoler til at gribe bolden og bakke op, når en elev kommer med en ’skæv idé’.
”Selv om jeg er ret stædig, havde jeg også brug for hjælp, da jeg tog afsted som lærling. Uddannelsessystemet er fyldt med bureaukrati, og man har brug for nogen, som kan hjælpe med at finde vej gennem systemerne. Til gengæld får du en oplevelse for livet. Jeg vil i hvert fald ikke bytte mine personlige oplevelser for noget andet,” slutter Christian.
Tekst: Jakob Bo Andersen