Hvad er nyhedsværdien i, at studenterne springer ud?

Lige så sikkert som, at december byder på en undersøgelse af, om danskerne foretrækker and eller gås til jul, er det, at ugen omkring Sankt Hans byder på helt vanvittigt megen omtale af, at årets studenter springer ud. Spalte op og spalte ned om studenterkørsel, og hvad et klip i huen betyder. Torsdag den 23. juni toppede Berlingske med en forside om den nybagte student Olivia og hendes vej gennem gymnasiet i en coronatid.

Det fik mig til at trække en gammel kæphest af stalden og skrive et opslag på LinkedIn. Her gav jeg udtryk for den frustration, jeg føler, over at medierne helt ensidigt og unuanceret publicerer den ene artikel efter den anden, der rammesætter studentereksamen som en enestående bedrift. Det er nemlig med til at cementere samfundets dogme om, at en boglig/akademisk uddannelse er bedre end en faglig uddannelse.

Opslaget har i skrivende stund fået flere end 6.800 likes og 285 kommentarer. Der er altså mange, der genkender og deler min frustration.

De fleste kommentarer bakker op om frustrationen, men der er også en del, der er kritiske. Blandt dem går én kommentar igen; studenteromtalen er én uge om året, slap nu af og lad de unge fejre deres eksamen i fred.

Jeg under bestemt studenterne at fejre deres eksamen. Jeg anholder blot, at medierne går i selvsving over det. For helt ærligt, hvad er nyhedsværdien i, at studenterne springer ud?

Hvor ville det have været forfriskende, hvis medierne også en gang imellem skrev om alle de andre unge, der færdiggør deres ungdomsuddannelse. Om lærlingen, der en kold torsdag i februar bestod svendeprøven og helt uden hurlumhej og hue holdt svendegilde for dagen efter at møde kl. 7.00. Det kunne krydres med en voldsom fortælling om, at lærlingen under corona hver dag forlod sit hjem og drog ud til de andre håndværkere, som ikke kunne udføre deres job via Teams.

Jeg er godt klar over, at det ikke er mediernes skyld, at så få unge vælger en erhvervsuddannelse, men medierne har en stor aktie i, hvordan vi som samfund taler om og opfatter de forskellige uddannelsesveje. Derfor er mit ærinde at starte en debat om mediernes dækning af ungdomsuddannelserne.

Jeg er oprigtigt nysgerrig på det, som jeg og mange andre opfatter som en generel nedprioritering af erhvervsuddannelserne i medierne. Men spørgsmålet er, om det er en legitim frustration? Er det medierne, der ikke forstår os? Eller er det os, der ikke forstår medierne?

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt på journalisten.dk, 29. juni 2022.