Legater for mere end 1,2 millioner kroner

Det er ikke kun medaljer der bliver uddelt ved Håndværkerforeningens medaljeuddeling. Mange laug, organisationer og fonde uddeler også legater.

Den festlige uddeling af Håndværkerforeningens medalje og Den Massmannske Medalje blev endnu mere festlig for en lang række af medaljemodtagerne. Ud over medaljer blev der nemlig uddelt legater for mere end 1,2 millioner kroner.

En lang række laug uddeler legater sammen med Håndværkerforeningens medalje, og derudover uddeler en række fonde og organisationer deres egne legater ved Håndværkerforeningens medaljeuddeling.

Det drejer sig blandt andet om Ellehammerfonden, Max Fodgaards Medaljelegat, Københavns Kommunes Uddannelseslegat samt Fonden Julius Skrikes Stiftelse.

Derudover overrækker Lærlingeforeningen hvert år et antal legater til nogle af de dygtige unge mennesker der har udmærket sig til deres svendeprøve. Foreningen ønsker på denne måde at støtte dem på en rejse hvor de kan opdage nye perspektiver på – og ideer til – deres fremtidige virke.

En håndværksuddannelse åbner en verden af muligheder

Mange af legaterne uddeles som rejselegater, blandt andet Direktør Ib Henriksens Fonds rejselegat, Praksis rejselegat, TEC’s rejselegat og ikke mindst A.P. Møller Fondens legat til unge håndværkeres videre uddannelse i udlandet.

Det understøtter en af håndværkets ældste traditioner: at rejse ud i verden og blive dygtigere til sit fag. Og det glæder Håndværkerforeningens formand Per Vangekjær.

”At viden udefra gør os klogere og dygtigere, ved vi alt om inden for håndværksfagene. Det har nemlig altid været en del af håndværkets DNA at rejse ud i verden for at lære og lære fra sig. Og med uddeling af blandt andet en række rejselegater støtter vi op om en af håndværkets ældste traditioner,” siger Per Vangekjær.

Formand for Lærlingeforeningen, Sven Langemark, overrækker legater ved Håndværkerforeningens medaljeuddeling.