I 2017 gik Jens Olsens Verdensur i stå, og en nærmere undersøgelse viste, at dele af uret skulle repareres. Derfor blev uret adskilt i enkeltværkerne i 2019, og værkernes dele repareret hos specialisten urmager og konservator Søren Andersen. Efter mere end et års arbejde kunne Søren Andersen og hans fire kolleger påbegynde samling af urets værker og transmissioner i december 2020. De endelige astronomiske indstillinger er på plads i slutningen af februar.

”Vi har haft alle 12 værker skilt ad, renset alle delene og fjernet alle de urenheder, der måtte være. Nogle dele er blevet udskiftet eller overfladebehandlet, og så har vi skiftet en del kuglelejer. Målet har været at sikre, at alle værker og kuglelejer løber fuldstændig friktionsløst og uhindret,” forklarer Søren Andersen.

Og det er små tolerancer, urmagermesteren arbejder med – selv i et stort verdensur. Så lidt som 1/100 millimeters unøjagtighed i et kugleleje kan betyde, at kuglen låser, og at værket dermed kan bremse bevægelse.

Slankt design giver slør

Det var Jens Olsen og ingeniør Axel E. Flint, der i 1933 konstruerede, tegnede og beskrev uret og dets mekaniske funktioner. Men beslutningen om den designmæssige udformning var blevet udskudt, og i 1945 vandt arkitekt Gunnar Biilmann Petersen en arkitektkonkurrence om urets udformning. Jens Olsen døde i november 1945 og oplevede derfor aldrig sit ur færdigt.

Biilmanns design var slankere og lettere end Jens Olsens. De mange designmæssige finesser betød, at værkernes dele skulle drejes tyndere, og egerne files om til det nye design. Mange tandhjul blev reduceret i tykkelsen med op til 3 – 4 millimeter. De øvrige værker blev ligeledes gjort mere raffinerede. Disse ændringer har været med til at give adskillige udfordringer både i forbindelse med den store reparation for 25 år siden og den seneste reparation.

”Gunnar Biilmanns design betød for eksempel, at tandhjulene skulle være smalle. Derfor var det nødvendigt at slibe og dreje dem til, og mange steder åbnede det for materialets porøse struktur. På grund af råvaremangel blev tandhjul og de øvrige værkdele ikke nødvendigvis støbt af et homogent materiale, og derfor har slibningen nogle steder gjort tandhjulene porøse,” forklarer Søren Andersen.

Udfordringen er, at nogle af de porøse tandhjul over tid har udløst spændinger og blevet excentriske, hvorfor nogle indgreb mellem hjulene havde tendens til at blokere bevægelse.

Få flere historier om teknik, mekanik og spændende byggeprojekter

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev, og få de gode historier sendt direkte til din indbakke. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER, så skriv dig op her

25 år siden sidste hovedreparation

Det er anden gang, uret gennemgår en hovedreparation. Sidste gang var i 1995-97, og her var det også urmager Søren Andersen, der stod for arbejdet. Dengang var hovedproblemet, at man havde brugt en forkert olie, som havde opløst kobberet i en række af urdelene. Sammen med sollys havde det fået olien til at stivne hurtigere, end man regnede med.

Reparationen dengang afslørede også for stor friktion i flere bevægelige dele, som blev mindsket ved at indsætte kuglelejer, hvilket blev godkendt af det daværende ekspertpanel, der fulgte reparationen. Flere end 420 nye kuglelejer blev det til dengang. En del af disse er blevet udskiftet ved den nye reparation, men der er også kommet yderligere til. For eksempel løber de to kalenderværker nu helt i kuglelejer.

”Det hurtigste tandhjul kører en omgang på cirka 10 sekunder, mens det langsomste tandhjul har en omgangstid på mere end 25.000 år. Den enorme forskel viser, at der er en utrolig stor gearing i værkerne, som giver tilsvarende stort pres på differentialer* og tandhjul. Det er blandt andet det pres, vi søger at lette ved at indsætte kuglelejer i værkerne, men også for at undgå at smøre uret med olie, som med tiden vil harske og tørre,” forklarer Søren Andersen.

* Et differentialgear er en udvekslingsmekanisme, som overfører én aksels bevægelse til to andre aksler. På denne måde kan de bevæge sig med forskellige hastigheder, for eksempel på en bil (Wikipedia).

Et ur, der går i arv

Jens Olsens Verdensur er så komplekst, at det ikke er nok, at én mand ved, hvordan det hænger sammen. Derfor har blandt andet brødrene Steen og Jørgen Hegner været med på holdet ved denne hovedreparation. De har begge arbejdet med elektronik og mekanik hele livet og har blandt andet udviklet sikkerhedssystemer til bankbokse. Derudover har de sammen med Søren Andersen deltaget i reparation af andre ’store’ mekaniske ure, for eksempel i Lund Domkirke, Næstved Rådhus og det gamle radiohus på Rosenørns Allé.
De tre herrer har dog efterhånden nået en vis alder – Søren Andersen kom første gang i nærkontakt med Jens Olsens Verdensur sidst i 1970’erne, da han som lærling var med til at tilse uret. Det betyder, at de tre, efter eget udsagn, nok ikke kommer til at stå for den næste hovedreparation.

”Jeg har sørget for, at vi nu har urmager Christian Lass og urmagermester Robin Ravnkilde med på holdet, så de kan lære uret at kende og måske overtage vedligeholdelsen, når den tid kommer. Derudover har vi igen dokumenteret hele vores arbejde med foto, tegning og video. Allerede ved sidste hovedreparation i 1995 fik vi registreret og graveret et unikt nummer i de fleste af Verdensurets 15.448 urdele, sådan at man også i fremtiden lettere kan reparere og vedligeholde uret. Det er et unikt stykke dansk kulturarv, og det har vi en pligt til at sikre,” slutter Søren Andersen.

De har været med

Urmagermester konservator Søren Andersen m.n.k.f.
Ingeniør, finmekaniker Steen Hegner
Ingeniør, maskinarbejder Jørgen Hegner
Restaurator, urmager Christian Lass
Urmagermester Robin Ravnkilde

Tekst: Jakob Bo Andersen
Foto: Rie Neuchs

Fakta: En drengedrøm, der blev til virkelighed

Jens Olsen drømte allerede som barn om at skabe et astronomisk verdensur. Men det var først omkring 1925, at arbejdet med at udforme konstruktioner og beregninger til uret for alvor tog fat. Der blev i alt udarbejdet 46 hovedblade, 14 diagrammer og 214 detailtegninger.

Jens Olsen arbejdede på uret frem til sin død i 1945, hvorefter hans mangeårige medarbejder, Otto Mortensen, tog over og færdiggjorde uret.

Uret er et af verdens mest præcise mekaniske ure og består af 12 forskellige værker. Uret er konstrueret sådan, at ét hovedværk styrer hastigheden på de øvrige værker. Ud over, naturligvis, at vise klokken har uret blandt andet en evighedskalender, værker, der viser henholdsvis den julianske og gregorianske kalender, solopgang og -nedgang, sol- og måneformørkelser, månens bane og månefaser samt stjernehimlen over Københavns Rådhus.

Fakta: Komite for fremstilling Jens Olsens astronomiske ur

I november 1934 blev der dannet en komite, som skulle sikre finansieringen af uret samt finde et passende sted, hvor uret kunne opstilles. Initiativet kom fra Uhrmagerlauget og Håndværkerforeningen København.

Alt i alt strakte komiteens arbejde sig over 21 år, og da uret var færdigkonstrueret i 1955, havde den samlede udgift rundet 700.000 kr.

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.