Guld- og sølvsmede udvikler sig med mentorer

De erfarne giver viden videre til deres yngre og mindre erfarne kollegaer i Guldsmedelauget. En ny mentorordning bygger videre på traditionen i faget om sidemandsoplæring og skal være et plaster på såret efter det lukkede og savnede Institut for Ædelmetal.

Tekst: Peter Djurup
Grafik: Tommy Saunte

Fem erfarne mentorer er udvalgt af laugets styrelse, og mellem 25 og 30 har søgt om at få en mentor. De er alle uddannede guld- eller sølvsmede, eller har uddannelser som for eksempel smykkekunstnere og -designere. De fleste har et par års erfaring, men der er også nogle nyuddannede blandt dem, der søger et mentorforløb.

Brug for en voksenven

Interessen glæder oldermand Lone Løvschal der sammen med den øvrige styrelse i Guldsmedelauget har etableret mentorordningen og udvalgt de fem mentorer.

”Jeg er udlært sølvsmed og var to år i London på Royal College of Art. Da jeg kom hjem og skulle starte for mig selv, tænkte jeg at jeg godt kunne bruge en voksenven. Så jeg har altid tænkt at det kunne være godt at have sådan en til at hjælpe en med at udvikle sig teknisk og kunstnerisk,” siger Lone Løvschal.

De fem mentorer er udvalgt så de tilsammen repræsenterer et bredt og højt fagligt niveau. De der har søgt om at få en mentor, har søgt om en af de fem specifikke mentorer, ud fra om de har ønsket sparring inden for det kunstneriske og designmæssige eller det tekniske fagområde. Mentorerne har hver deres ekspertise som de stiller til rådighed for deres mentees.

”Det er mennesker, der både har en høj faglighed og en stor glæde ved at dele deres viden med andre. De er alle veluddannede og har lang erfaring og et bredt fundament. Det har været vigtigt for os da vi udvalgte mentorerne,” siger Lone Løvschal.

Bredden er tydelig, når man ser på mentorernes profiler. Der er en smykkedesigner og 3D modellør med en fortid fra dentalbranchen. En anden er guldsmed med uddannelse fra Royal College of Art i London. En har stor ekspertise inden for formgivning, og en har speciale i ædelstensfatning. Og sidst, men ikke mindst, er der en sølvsmed og billedhugger. Hver mentor er knyttet op på et styrelsesmedlem i lauget, og ordningen er inspireret af billedkunstnerne som har en lignende ordning.

Ikke alt kan læres på YouTube

En af de primære årsager til behovet for en mentorordning er at håndværk ikke er noget man nemt kan skrive ned i lærebøger, eller tilegne sig gennem videoer på internettet.

”Selvom man kan finde vejledninger på YouTube, er det noget helt andet at have en erfaren person ved sin side som kan lære en de finere nuancer og detaljer i faget. Der er også det kunstneriske aspekt af at arbejde med ædelmetal hvor erfaringerne og kreative input fra de ældre håndværkere kan være afgørende for at udvikle og forfine ens egne færdigheder,” siger Lone Løvschal.

Individuelle forløb

Den enkelte mentor skal sammen med sin mentee selv drive mentorforløbene. For der kan være stor forskel på om man som mentor skal lære en anden at blive en god ædelstensfatter som er en meget praktisk læring, eller om der er tale om kunstnerisk sparring.

”Vi har ikke sat specifik tid på hvor længe det enkelte forløb skal vare, men har sagt at det ligger på mellem fire og seks måneder. Vi har sat nogle retningslinjer om at en mentor og mentee skal mødes mindst en gang om måneden i forløbet, men de planlægger selv forløbet så det passer til den udfordring den enkelte mentee gerne vil have sparring til. Jeg er sikker på at mentorerne bliver begejstrede og har lyst til at fortsætte. Det er entusiastiske mennesker der gerne vil dele ud af deres viden inden for deres ekspertfelt,” siger Lone Løvschal.

Behov for videndeling fremover

Det er Lone Løvschals håb at mentorordningen skal fortsætte langt ud i fremtiden, og der er allerede idéer om at udvide ordningen til andre områder som for eksempel mere forretningsrelaterede emner. Lauget har også tanker om at etablere et netværk for deres mentees, eventuelt med arrangementer som andre medlemmer også kan deltage i.

”I guld- og sølvsmedebranchen er der et stigende behov for nye tiltag med videndeling. Det kan være med til at bevare og styrke faget, ikke mindst efter at Institut for Ædelmetal desværre blev lukket i 2016 hvilket har efterladt et stort tomrum inden for branchen. Vi har arbejdet på at få en uddannelse tilbage, men det her er et plaster på såret for dem der har en uddannelse, men har brug for en overbygning.  Så mentorordningen er ikke kun en midlertidig løsning, men skal forhåbentlig fortsætte i mange år. Det er en fantastisk måde at give noget tilbage til de yngre i faget, der gerne vil udvikle sig. Samtidig er det også en måde hvorpå de garvede håndværkere kan dele deres ekspertise og bidrage til branchens fortsatte udvikling,” siger Lone Løvschal.

guldsmedelauget.dk