Der sker mange ting i håndværkslaugene som gennem flere hundrede år har været samlingssted for de enkelte håndværksmestre. Og laugene udvikler hele tiden nye aktiviteter og arrangementer som giver medlemmerne mulighed for at udvikle sig fagligt, personligt, dele viden med hinanden og udvikle netværk og venskaber.
Det er en stor fordel at have et netværk, for på den måde har man altid nogen af vende faglige spørgsmål og problemstillinger med på tværs af virksomhederne. Og som medlem af et af de københavnske laug har man også mulighed for at blive medlem af Håndværkerforeningen, og på den måde få et tværfagligt netværk da mestre fra alle håndværksfagene samles her og mødes til arrangementer.
Udstillinger, mentorordninger og rejser er blot lidt af det der foregår i de enkelte laug. MESTER har talt med nogle af de laug der har sat gang i nye initiativer der også favner både svende og lærlinge.
36 laug
I alt er der tilsluttet 36 forskellige håndværkslaug i Håndværkerforeningen København. Som selvstændig håndværksmester kan du blive medlem af dit fags laug. Læs på laugets hjemmeside hvad kriterierne er for at blive medlem.
Erhvervsaktive laugsmedlemmer kan supplere medlemskabet i lauget med et medlemskab i Håndværkerforeningen der samler håndværksmestre og ejerledere på tværs af fagene.