Jette og Christine sætter farver og skaber stemning på film og teater

I en kæmpe hal ude i den fjerneste ende af Filmbyen går Jette Mogensen og Christine Bechameil og maler på et kæmpe lærred på 12x22 meter. Resultatet skal blive til et bagtæppe til en teaterforestilling på Det Kongelige Teater, og det er blot et lille bitte eksempel på de to maleres mange bedrifter i film og teater gennem årene.

De forlader det kæmpe lærred for en stund for at fortælle om deres baggrund og arbejde med at skabe den scenografi, som vi alle ser, når vi går ind i biografens eller teatrets mørke.

Jette Mogensen ville oprindeligt være scenograf på et teater. Hun kom via en ”Ung i arbejde-ordning” ind på Folketeatret, hvor hun mødte nogle teatermalere, der med hendes egne ord var så fantastiske, at hun fandt ud af, at det var teatermaler, hun ville være.

Guldmedalje fra Bruxelles

”Den energi, der er i at frembringe scenografien i et samarbejde af forskellige håndværkere, hvor man bruger hinanden og til sidst står i den 25 gange større  dekoration end scenografens model, tiltalte mig mere. Som scenograf mener jeg, at man står mere alene og skal formidle ens vision til håndværkerne,” siger Jette Mogensen, der siden tog en uddannelse som dekorationsmaler på den anerkendte uddannelse i  Bruxelles Institut Superieur de Peinture – Van der Kelen.

Her fik hun sammen med Christine Bechameil et halvt års intensiv uddannelse i blandt andet dekorationsmaleri, marmorering og ådring, og begge udmærkede sig ved at få guldmedalje på uddannelsen.

”Inden jeg tog til Bruxelles, kom jeg i lære på Betty Nansen som teatermaler. Her var Helmuth Spengler min læremester. Han havde tidligere rejst rundt med et komisk stepnummer, hvor han faldt steppende ned ad en trappe. Men siden blev han en meget dygtig teatermaler,” siger Christine Bechameil.

Efter uddannelse startede Christine sit eget firma, da hun var 22 år.

”Jeg kunne reelt ikke så meget den gang. Men man finder jo ud af det efterhånden. At lave filmdekorationer er ikke noget, man kan lære på en uddannelse. Det gælder om at arbejde sammen med dygtige mennesker og lære af dem efterhånden,” siger Christine Bechameil.

Samarbejde med scenograf og teknikere

For at kunne udføre scenografien skal man kunne forstå og udføre scenografens vision.

”I samarbejdet med scenografen er kommunikation vigtig. Man skal både kunne se for sig, hvad visionen er. Det er et samarbejde, hvor scenografen præsenterer en model, og vi efterfølgende laver prøver 1:1 for at finde frem til det endelige resultat,” siger  Christine Bechameil.

”Vi samarbejder også med teknikken. Blandt andet lysfolkene, da lyset jo har en stor betydning for det endelige resultat, når det gælder farver på både teaterforestillinger og  film. Man har brug for at tale med lysfolk og fotografer i forhold til, hvordan det  endelige udtryk bliver. Man kan lyse på noget, så det ser smukt ud eller bliver grimt.”

Det har Jette Mogensen en konkret historie om fra en af hendes første opgaver:

”En af de første ting, jeg lavede på Folketeatret, var et gammelt løvehoved i granit. Men da det kom ind i sin niche, så det bare gråt ud på grund af belysningen. Det gælder om at forstærke udtrykket og overdrive, så man kan se det langt tilbage på  tilskuerrækkerne. Derfor er det også vigtigt at vide, hvad lysdesignerne har tænkt sig i forhold til, hvordan de vil belyse en scene,” siger Jette Mogensen.

Filurkat og elefant i fuld størrelse

Jette og Christine er blandt en lille skare af malere i dansk film og teater. Gennem årene har arbejdet som maler bragt dem begge ud i meget forskelligartede projekter. Både sammen og hver for sig.

”Jeg har tidligere været fastansat på Det Kongelige Teater i 16 år. Der har jeg blandt andet lavet Filurkatten fra Alice i Eventyrland. Katten er sat sammen af ni dele, og den kan gøre alle mulige ting. Den skal kunne atomiseres og samles igen, og det krævede nogle dygtige dukkeførere at få den til at fungere,” siger Jette Mogensen.

Filurkatten er sammen med 11 store svanevinger til operaen Lohengrin og en elefant i fuld størrelse til brug for forestillingen ”Fyrværkerimesterens datter”, som hun har været med til at lave, også til Det Kongelige Teater, noget af det, hun er mest stolt af, og som har været sjovest at lave i sit arbejdsliv.

”Elefanten, som kunne styres af to mennesker, der skulle være inde i elefanten, kunne ved hjælp af snoretræk få snabel, ører og hale til at bevæge sig. Det var et samarbejde på tværs af flere afdelinger på teatret. Blandt andet hatteværksted, tekstilværksted og smed. Det er sådan nogle ting, jeg synes, er sjovest at lave,” siger Jette Mogensen.

Teater på film med Trier

I dag er Jette Mogensen freelancer, og hun har arbejdet sammen med Christine Bechameil på flere produktioner på både teater og film. Blandt andet på Dancer in The Dark af Lars von Trier.

Christine Bechameil har været malerleder på hele fire Trier-film, blandt andet The House That Jack Build, som også Hans-Peter Ludvigsen arbejdede på (se artikel andet sted i MESTER). Her var der tæt dialog med både instruktør, scenograf
og de øvrige håndværkere for at komme frem til det udtryk, som Lars von Trier ønskede.

”Noget af det, jeg er mest stolt af, er de Trier-film, jeg har været med på. Han eksperimenterer meget med formatet.

Blandt andet på filmene Dogville og Mandalay, som begge er filmet på store filmstudier, og som krævede meget præcision. De var nærmest filmet teaterdekoration, og det stillede store krav til, hvordan scenografien så ud. Lars von Trier er optaget af det  visuelle udtryk i filmene. Han er god til at se, hvordan det skal se ud, og er interesseret i alt, hvad der foregår på en film. Så den kommunikation, man har med ham, er vigtig,” siger Christine Bechameil.

Hun fremhæver også DR’s Arvingerne og filmen Mænd og Høns, som noget af det, hun er glad for at have været med til at lave. Mænd og Høns er filmet på et tidligere psykiatrisk hospital i det tidligere Østtyskland (læs også artiklen med Hans-Peter Ludvigsen andet sted i MESTER), og her skulle dele af scenografien bygges på et studie til nogle af optagelserne i nøjagtig kopi af den virkelige location.

Endelig er der et helt andet projekt, hun gerne fremhæver. Nemlig et  udsmykningsprojekt på Rigshospitalet på den afdeling, hvor de scanner børn for kræft.

“Det var et lukket rum uden vinduer, som ikke var rart at være i. Vi ville forsøge at skabe en mere rolig og imødekommende atmosfære. Her fik vi udsmykket rummet, og sammen med en scenograf Nina Flagstad og lysdesigner Jonas Bøgh fik lavet det sådan, så børnene kunne se film projiceret op på loftet, hvilket gjorde, at det blev nemmere at  undersøge børnene, fordi de havde noget at se på under scanningen,” siger Christine Bechameil.

Kristus med seks tæer

Det kan være svært at styre resultatet af maleriet hele vejen gennem processen. Vores arbejde indgår i en større helhed, hvor lys og efterarbejde i postproduktion kan give anderledes resultater i forhold til det, malerne havde forestillet sig. Derfor er det en fordel, når man kan følge udviklingen i processen, også efter at man har sluppet opgaven.

”Da jeg kom til Det Kongelige Teater, var der malersal på gammel scene. Derfor kunne man lige gå ned og se, hvordan det, man havde lavet, så ud i løbet af dagen. Det var en vigtig del af læreprocessen. Faktisk står der i overenskomsten på Det Kongelige Teater, at maleren skal kunne se en forestilling, så man lærer af resultatet,” siger Jette Mogensen.

På film kan man, hvis man er heldig som maler, se med, når der vises prøver på optagelserne.

”Det kan være lidt svært at bedømme, hvad det digitale kamera opfatter. Derfor ser man prøveoptagelser, så vi kan gøre noget ved det, hvis noget ikke fungerer, når det kommer på film,” siger Christine Bechameil.

Men det kan også gå galt, når man er i gang med at skabe en scenografi. På Folketeatret skulle Jette engang male en akvarel som en kopi af Holbeins kristusfigur, og her opstod der en lille fejl, fortæller Jette på spørgsmålet om, hvorvidt der nogle gange sker fejl og misforståelser i samarbejdet med scenografen.

”Sture Pyk, der var scenograf på forestillingen, ville hele tiden have, at der skulle kæles for detaljen i maleriet. Så jeg blev ved at rette til og ændre små ting ved det. Og da det så endelig kom op, var der en, der sagde: ”Se, han har seks tæer”. Jeg havde fået malet en ekstra tå på Kristus’ ene fod i udviklingsprocessen med at finde ud af, hvordan maleriet skulle se ud,” siger Jette Mogensen med et smil. Hun sørgede for, at den ekstra tå blev fjernet.

Maizena og madolie

Det kræver kreativitet og fantasi at udvikle scenografier. Mange gange skal malerne finde frem til nye teknikker eller et særligt materiale for at opnå det ønskede resultat.

”Vi skal ofte opfinde nye ting. Jeg har for eksempel arbejdet med maizena, voks og madolie. Jeg har skullet finde ud af, hvordan man laver falkelort til filmen Ørnens Øje, og jeg har patineret bronzeplader med toiletrens,” siger Christine Bechameil.

Print vs. malearbejde

I dag er det muligt at lave store print til scenografi i stedet for at male. Men heldigvis er håndværket som maler stadig værdsat blandt mange scenografer.

”Mange scenografer synes, at det er kedeligt at bruge print. De vil hellere arbejde sammen med håndværkere og skabe scenografien i sammen. Men det er klart, at  teknologien, både når det gælder print og digitalt efterarbejde, konkurrerer med håndværket. Derfor prøver vi at arbejde side om side med dem, der arbejder digitalt,” siger Christine Bechameil.

Hun underviser på Filmskolen i maleteknik, og her er interessen for håndværket stor.

”Jeg kan mærke, at der er en længsel efter at lave noget fysisk frem for at sidde ved computeren. Måske er der en genkomst på vej, når det gælder, hvad det analoge håndværk kan,” siger Christine Bechameil.

Kunst eller håndværk

Ser de to malere sig selv som kunstnere eller håndværkere?

”Jeg tænker på os som musikerne i et orkester, hvor vi bliver dirigeret. Musikerne frembringer musikken efter dirigentens direktion. Men samtidig er de jo selv kunstnere på hver deres instrument. Det kan måske sammenlignes med vores funktion som håndværkere på film og teater,” siger Christine Bechameil.

”Jeg kalder mig håndværker. Vi laver ikke noget, vi selv har fundet på. Vi skal virkeliggøre andres vision. Men vi er scenografens forlængede arm. Så det kommer lidt an på, hvordan man definerer det. Men der er dygtige håndværkere, og det skal man påskønne. Man behøver ikke at være kunstner for at være noget,” siger Jette Mogensen, der ikke mener, der bliver sat nok pris på håndværket i dag.

 

Tekst Peter Djurup
Foto Rie Neuchs

Her har de malet

Jette Mogensen og Christine Bechameil har været med på en lang række film og
teaterproduktioner gennem årene. Her er nogle eksempler:

Jette Mogensen har blandt andet været med til at lave følgende:

  • Den evige ild, Bellevue Teatret, scenograf Benjamin la Cour
  • Bilisten, Mungo Park Kolding, scenograf Katrine Gjerding
  • Circusrevyen `19, Scenograf Nina Schiøtz
  • Den skaldede frisør, One and only musical teater, scenograf Benjamin la Cour
  • Midt om natten, Tivoli, Langkjær Ent. Og Live Nation, scenograf Marie i Dali

Christine Bechameil her blandt andet været med til at lave følgende film/teater:

  • Dogville, Lars von Trier, production design Karl Juliussen
  • Manderlay, Lars von Trier, production design Jette Lehmann
  • The House That Jack Built, Lars von Trier, production design Simone Grau
  • Arvingerne, DR-serie, production design Mia Steensgaard
  • Mågen, Det Kongelige Teater, scenografi Vicki Mortimer