”Stolen jeg lavede for nogle år siden, var til en børnehave der havde en del gamle møbler som de samlede ind og fik sat i stand. Lederen gik allerede dengang op i at genbruge og bevare møbler fremfor at skifte dem ud, så hele idéen var at stoffet skulle være genbrug,” siger Tommy og fortsætter:
”De ville gerne have syet stolen i felter af stofrester fra mit værksted, og så i forskellige blå nuancer. De ønskede en stol hvor vi havde lavet lidt sjov ud af de rester vi jo altid har på værkstedet. Stolen blev brugt til at fortælle børnene historier i om morgenen i børnehaven, og den blev jo en historie i sig selv.”
Børnehaven, der ligger i Roskilde, fik generelt møbler fra forskellige mennesker i Roskilde, og man havde samtidig en aftale med Roskilde Festival om at møblerne blev stillet til rådighed for festivalen. Her blev de brugt til for eksempel VIP-rum under festivalen hvorefter de kom tilbage til børnehaven.
”Det var superlækre møbler de havde i børnehaven. De havde også nogle gamle sofaer som vi satte i stand til dem, og ofte med de gammeldags metoder. Det var et meget specielt sted hvor de gamle sofaer stod på stuerne hvor der også var en pejs, og det var superhyggeligt at komme på besøg,” fortæller Tommy.
Renoverer møbler til plejehjem og hospitaler
Det er ikke kun børnehaven i Roskilde der får renoveret og bevarer gamle møbler. Tommy Raagaard Hansen ser i øjeblikket en udvikling i at flere offentlige institutioner vælger at få renoveret deres møbler fremfor at udskifte dem med nye.
”Generelt har vi meget fra hovedstadens hospitaler og plejehjem som vi renoverer, og vi får flere og flere opgaver af den slags. Vi har lige renoveret et helt plejehjem, og der er et mere på vej,” siger Tommy.
Han har også lavet møbler for Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, og er ved at sætte gang i opgaver for to andre afdelinger på samme hospital.
”De er begyndt at renovere møblerne frem for at smide dem ud og købe nye. Det er nu muligt fordi de i det offentlige ofte køber kvalitetsmøbler der kan holde længe og derfor kan betale sig at renovere,” siger Tommy Raagaard Hansen.
Kai Kristiansen-stole reddet fra fjernvarmen
Det er ikke kun det offentlige der renoverer møbler i større omfang end tidligere. Også flere private kunder vil gerne bevare gamle møbler og sætte dem i stand fremfor at købe nyt. Det har Tommy et konkret eksempel på.
”Der var en yngre kvinde som havde fundet to forskellige Kai Kristiansen-stole der stod til udsmidning udenfor en villa. Hun tog dem med sig og kom ned til mig med dem for at få dem sat i stand. Så vi sendte dem til vores møbelsnedker, Jesper Larsen, som gav dem lak og reparerede dem, og vi gav dem flot nyt læder. Så i stedet for at være endt på fjernvarmeværket kom de hjem til kunden og fik et nyt liv. Det varmede lidt om hjertet at det var en yngre person der havde reddet stolene,” siger Tommy Raagaard Hansen og fortsætter:
”Vi har jo altid haft private kunder, men der er begyndt at komme flere der gerne vil bevare de gamle møbler,” siger Tommy.