TEMA: Godt håndværk holder

Inden for alle fag er der varierende grader af hvor meget man arbejder med nyproduktion, og hvor meget man arbejder med reparation, genbrug eller udskiftning af dele. Det gælder uanset om man er bygningshåndværker, guldsmed eller mekaniker.

Brugte cykler og byggematerialer

Genbrug, genanvendelse og bæredygtighed er emner som er vigtige i alle dele af samfundet, og derfor tager vi løbende emnerne op i MESTER. I denne udgave kigger vi på reparation af cykler og genbrug af byggematerialer. For hvad enten det handler om reparation eller vedligeholdelse af gamle cykler, eller om det er vinduer, tegl eller andre byggematerialer der kan pilles ned og genbruges, så er det håndværkeren der er nøglepersonen.

På de kommende sider kan du møde Simon Søndergaard fra Buddha Bikes samt Michael Barsøe Bram og Nicolai Raarup fra ReRide. Begge virksomheder istandsætter gamle og brugte cykler, og de fortæller samstemmende at der er stor efterspørgsel efter deres cykler.

Du kan også møde Jesper Holmberg der er stifteren bag Genbyg. Han fortæller at virksomhedernes efterspørgsel efter genbrugte byggematerialer ikke er særlig stor. Det er der flere gode grunde til, så hvis der skal ske noget på området efterlyser Jesper Holmberg politisk indgriben.

Sidst men ikke mindst kan du møde Søren Tscherning der ejer entreprenør- og byggevirksomheden Tscherning. Tscherning indviede tidligere i år et nyt hovedsæde der er renoveret med 89 pct. genbrugs- og genanvendte materialer. Byggeriet fik Renovérprisen 2024 som uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Potentiel CO2e-besparelse

Ud over de faglige og håndværksmæssige begrundelser for at reparere og genbruge effekter, så er der en anden fordel ved at få repareret eller istandsat sine effekter. Nemlig at det giver en potentiel besparelse af CO2-ækvivalenter (CO2e) i forhold til at købe nyt.

Logisk set giver det mening, og DBAs Genbrugsindeks 2024 hjælper os med at sætte tal på.

DBA har i deres genbrugsindeks fået opgjort hvor meget CO2e danskerne potentielt sparer ved at købe effekter brugt, fremfor at købe nyt. Det er et ganske kompliceret regnestykke med mange faktorer, så hold på hat og briller.

Hvis vi tager en cykel som eksempel, så kan man beregne den samlede CO2e-påvirkning ved at lægge de forskellige processers påvirkning sammen. Det omfatter fx indvinding og produktion af råvarer og materialer, fabrikkens energiforbrug, energiforbruget ved transporten fra fabrik til forhandler og forhandlerens energiforbrug mv. Det løber ca. op i 225-250 kg CO2e.

Derfor er det logisk at hvis man reparerer sin gamle cykel i stedet for at købe en ny, så er der en potentiel CO2e-besparelse. Ifølge DBAs beregninger er den potentielle besparelse for en cykel ca. 200 kg CO2e.

DBAs genbrugsindeks viser følgende:

  • For møbler har DBA beregnet at der er en potentiel besparelse af CO2e på mellem 40 og 50 kg pr. enhed.
  • Forskellige former for byggematerialer har en potentiel besparelse på 6-7 kg CO2e pr. enhed.
  • For tøj gælder det at frakker og jakker har en potentiel besparelse på 5-6 kg CO2e, mens opgørelsen fra DBA pudsigt nok viser at nogle typer af tøj og tilbehør ’koster’ mere CO2e at købe som genbrug end at købe fra ny. Men derfor kan der være mange gode grunde til at købe det som genbrug alligevel.

Reparation og redesign

Vi ser det hver dag når mureren, tømreren, VVS’eren, maleren og alle de andre bygningshåndværkere reparerer vores huse og lejligheder. For bygninger der er bygget til at holde, kan repareres og ændres hvis behov, mode eller ønsker ændrer sig.

Det samme gælder de håndværksting vi som forbrugere omgiver os med: Det gamle armbåndsur som man har arvet. En kjole af god kvalitet, eller en sofa som er blevet slidt. Her kan en dygtig håndværker hjælpe med at reparere, redesigne eller tilpasse, så produktet kan bruges igen.

MESTER har samlet en række eksempler fra vores medlemmer på deres kunders effekter, der enten er arvet eller som de af andre grunde ønsker at bevare, men gerne vil forny eller reparere og dermed give dem nyt liv mange år frem i tiden.

Det er heldigvis en ting, der breder sig. Så der er god grund til at kigge rundt omkring i hjemmet, i klædeskabet eller i skufferne om der ikke ligger en gammel familiering, en kjole med affektionsværdi eller måske et par kvalitetssko, der kan gå mange flere kilometer, hvis de får nye såler.

Reparerede effekter giver både glæde og er godt for miljøet og klimaet frem for at gå ud og købe nyt. Så kom med her og få inspiration til, hvad du kan have i gemmerne.

 

NYHEDSBREV: Få masser af lækkert håndværk lige i indbakken

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Hvis du ligesom os ELSKER godt håndværk, der samler byen, så tilmeld dig her.

Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp

 

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER?

skriv dig op her