Smykker med historie får nyt liv

Smykker bærer ofte på en historie gennem generationer, og ved et besøg hos guldsmed Catrine Henrich på Nørrebro kommer historierne i bogstaveligste forstand op af jorden.

Tekst: Peter Djurup
Foto: Rie Neuchs

Denne artikel blev bragt i MESTER30, april 2024

På spørgsmålet om hvorvidt Catrine, der driver guldsmedjen Kleines, har lavet nogle anderledes opgaver for sine kunder, kommer vi vidt omkring i verden og tiden.

”En kunde kom med en halv guldring med en opal-sten i. Den var blevet fundet i jorden af et familiemedlem helt tilbage i 1898. Siden var ringen gået i arv og havde bare ligget i skuffer hos efterkommere af finderen, indtil min kunde fandt den frem og ville have lavet noget ud af den,” fortæller Catrine Henrich.

Kunden, der kom med ringen, arbejdede på Geologisk Institut. Han vidste derfor noget om sten og var interesseret i historien om ringen der var gået i arv i generationer.

”Selve opalen fik jeg slebet op hos den stensliber jeg normalt bruger. En opal er en ret blød sten, og den var meget slidt på overfladen. Stenen var et cabochon-slib, som er flad i bunden og rund i faconen foroven. Det gør den lettere at slibe end hvis den havde været facetteret.”

”Guldet fra ringen blandede jeg med nyt guld for at der skulle være nok til at lave den nye ring, for den oprindelige ring var jo halv. Jeg lavede designet sammen med kunden, og vi tilføjede en safir for at give den lidt ekstra, og så endte vi med en fin ring med snoninger,” fortæller Catrine hvis kunder typisk finder og vælger hende ud fra hendes smykkestil.

”Mange der kommer her, har set hvad jeg ellers laver og kan godt lide det sprog jeg taler med mine smykker. De har typisk nogle referencer til andre smykker jeg har lavet, og vi tager så udgangspunkt i det de kan lide. Jeg får lov at opleve at kunder bliver forelsket i deres smykke, og jeg bliver også ofte selv utrolig forelsket i det jeg laver, og jeg skaber noget som gør kunderne glade, siger Catrine.

Knækket jadearmbånd fik nyt liv

Et andet eksempel på et smykke hun reddede fra at lade livet var et jadearmbånd der var knækket og derfor ikke kunne bruges mere i sin oprindelige form.

”Kunden kom med et jadearmbånd som hun havde fået i gave fra sin mor og havde gået med hver dag siden, indtil det knækkede. Så hun var selvfølgelig ked af at det ikke kunne bruges mere, da det ikke ville holde hvis man limede det sammen. Men så fandt jeg på en løsning med nogle endedupper og en guldkæde der holder armbåndet sammen, og således fik smykket nyt liv.”

Resterne af det knækkede armbånd blev brugt til to ørenringe i samme stil som armbåndet med guldkæden. På den måde kunne gaven fra kundens mor fortsat bruges i ny fin form.

De røde sten

Glassten har som regel ikke nogen stor værdi, men når de sidder i arvede smykker kan de få en høj affektionsværdi.

’”Jeg fik en kunde der kom med nogle ringe med røde sten som hun havde set sin mor gå med. Hun ville gerne give dem nyt liv for at bevare dem. Stenene var af glas, og man siger typisk at en glassten ikke er noget værd, og at det derfor ikke kan betale sig at lave et smykke med en glassten om. Men det havde værdi for kunden, og derfor lavede jeg en ny ring til hende af guldet og de to glassten, og så fik den nye ring en grøn diamant,” siger Catrine Henrich.

Arveguld fra Norge

Den sidste historie fra Catrine handler om guld som to søstre havde arvet fra noget familie i Norge.

”De havde blandt andet en såkaldt murstenshalskæde som ingen af dem brugte, men de havde barndomsminder fra familien i Norge, og de minder knyttede sig til smykkerne. Derfor fandt den ene søster ud af at hun ville få lavet en signetring som hun ville give sin søster i fødselsdagsgave. I ringen indgraverede jeg ”Sporen” der var navnet på det sted familien kom fra. Der var så meget guld i halskæden at der stadig er mere tilbage, og nu er det planen at de skal have lavet en lignende ring til den anden søster så de får søsterringe af familieguldet,” siger Catrine Henrich.

For guldsmede er det at ”upcycle”, ”recycle” eller genanvende guld ikke noget nyt, selv om det i dag er et meget brugt ord også inden for guldsmedebranchen. Det har altid været sådan at man genanvender guld fra gamle smykker til at fremstille nye smykker. Og når man blander det med ekstra guld, hvis der som med den halve ring ikke er nok, er det guld man køber også genbrugsguld.