”Da mine smykker i sin tid blev præsenteret ved en udstilling på Koldinghus, var det sat op som en slags bibliotek, hvor man kan låne smykker. Det er en lille eksklusiv samling, og derfor er det meget ærefuldt at være med. Jeg blev helt rørt til udstillingen,” siger Karen Fly.
Vildskud er en halskæde og broche, der er inspireret af, at videnskaben prøver at tæmme naturen, afværge ”fejl” og fremme fordele. Denne kamp har Karen Fly fået inspiration fra til broche-halskæden, der har været med i udlånsordningen siden 2012. Vildskud lægger samtidig navn til en større serie smykker i Karens kollektion.
Det andet smykke er en ring med et facetslebet stykke rav, hvilket sjældent er set. Ringen har været med i samlingen siden 2019.
”Når man har smykker med i statens smykkesamling, kan de ikke bare lånes af personer, der skal repræsentere landet ved officielle begivenheder. De kommer også med på udstillinger rundt om i verden, hvor dansk kunst og kunsthåndværk vises frem. Mine smykker har blandt andet været i München på udstilling,” siger Karen Fly.
Der er en helt særlig grund til, at hun er glad for at have sine smykker med i ordningen.
”Smykkerne udvælges af kunsthåndværkere og designere, der enten er valgt eller udpeget til udvalget i Statens Kunstfond. Det en kæmpe ære, at ens smykker kommer til at ligge mellem landets mest anerkendte smykkeformgiveres smykker. Samlingen strækker sig langt tilbage og langt ind i fremtiden,” siger Karen Fly.
Til Hollywood og på tv
Det er ikke kun via den officielle låneordning, at Karen Flys smykker kommer ud i verden. I den seneste sæson af tv-serien ”Borgen”, som er produceret af DR sammen med Netflix, har et ganske særligt smykke en central rolle.
Smykket er en medaljon, som bliver båret af den grønlandske skuespiller Nivi Pedersen, og er med til at afsløre, at udenrigsministerens arktiske ambassadør har kastet sig ud i et upassende forhold. Derfor indgår smykket i flere scener.
Det var Nivi Pedersen selv, der foreslog seriens stylist at vælge et smykke fra Karen Fly, som selv har grønlandske rødder.
”Smykker har et lille personligt udtryk, og der er kæmpe forskel på, hvad man signalerer, om man vælger en dansk traditionel marguerit, et traditionelt grønlandsk smykke udskåret af ben, eller et smykke af en moderne smykkeformgiver med grønlandske rødder. National identitet bliver faktisk subtilt behandlet i serien. Nivis karakter er bestemt ikke nationalist, men hun er bevidst om sin nationalitet og har et blik ud i verden. Derfor passede mit smykke godt ind i sammenhængen,” siger Karen Fly.
Et par ringe fra Karen Fly fik en rolle på den røde løber i Hollywood til årets Oscaruddeling, da skuespilleren Camilla Bendix havde en af Karens ringe på fingeren i anledning af, at hun havde en rolle i Martin Strange-Hansens film ”On my mind”. Også instruktørens hustru, Ulla, bar en ring fra Karen Fly på den røde løber. At det kom i stand, handlede mere om Karen Flys netværk.
”Filmens instruktør Martin Strange og jeg har gået i gymnasiet sammen, og vi faldt i snak til et jubilæum, efter at jeg havde vundet Biennaleprisen for kunsthåndværk og design, og han, lidt vildere, havde vundet en Oscar. Camilla Bendix er tilfældigvis min svigerinde og spiller med i begge Martins kortfilm. Da han tolv år senere igen er nomineret til en Oscar, og skal have sin kone med til Oscaruddelingen, var det oplagt at få begge kvinder klædt på med mine smykker. Og det er jeg glad for, at han kom i tanker om,” siger Karen Fly.