Den store samling består af omkring 340 smykker og bliver hvert år suppleret med nye indkøb fra danske smykkekunstnere, guld- og sølvsmede. Der kommer omkring fem til ti nye til hvert år (læs mere om indkøbet i artiklen med Anne Damgaard nedenfor, red.)
Selve udlånsordningen blev for et år siden flyttet fra Koldinghus Museum til nu at være en opgave hos Museum Kolding. Her administrerer de ordningen, modtager ansøgninger om lån af smykker, og holder styr på, hvem der låner, og på, at smykkerne kommer retur.
Alle kan låne – men ikke til alt
Det er primært museumsdirektører, konsuler, ambassadører, kulturdirektører, ministre og politikere, der låner smykker fra udlånsordningen. Men det er i princippet alle, der kan låne et smykke. Det kræver dog, at man skal holde eller deltage i en særlig, offentlig begivenhed i ind- eller udland. Det kan være en koncert, en fernisering eller et statsbesøg.
Det er også muligt at låne smykker til film- eller tv-produktioner eller måske til en musikvideo. Men altså ikke, hvis man skal til fødselsdag hos moster Anna eller til konfirmation hos Anton.
Antallet af udlånte smykker varierer meget. Museum Kolding har kun været i gang med låneordningen i et års tid, efter at den blev overdraget fra Koldinghus. Men det skønnes, at der er 20-30 udlån i gennemsnit. Ét enkelt udlån kan godt bestå af flere smykker. Generelt er interessen for ordningen ifølge museet meget jævn.
Smykkeudstilling i Christiansfeld
For et museum er det naturligvis også meningen, at smykkerne skal vises frem til offentligheden. Efter at Museum Kolding har overtaget samlingen, har den ligget lidt i dvale, men nu er det meningen, at smykkerne skal ud og leve. Derfor har Museum Kolding arrangeret en udstilling, hvor smykkerne kan ses. Museet slår dørene op til udstillingen i disse dage. Helt præcist den 9. juni.
Udstillingen kan opleves i Søstrehuset i Christiansfeld. Her vil smykkerne løbende blive skiftet ud, blandt andet efter hvad der er udlånt. Udstillingen er ikke som sådan permanent, men foreløbig er der ikke sat slutdato på udstillingen.
Fakta fra Museum Kolding: Sådan låner du et smykke
Hvis du vil låne et smykke, skal du sende en mail til museum@museumkolding.dk med informationer om i hvilken periode, du ønsker at låne smykket, og hvad anledningen er. Herefter vil vi vurdere din ansøgning. Øvrige spørgsmål til udlånsordningen sendes til samme mailadresse.