Vi må ikke glemme generations-iværksætterne

Iværksætteridagsordenen er bredere end som så. I Danmark har vi nemlig en fantastisk tradition for, at virksomheder går i arv gennem generationer, og bidrager til samfundet gennem jobskabelse og vækst.

Vi kender alle store virksomheder som LEGO, Danfoss og Grundfos, men der findes også titusindvis af andre virksomheder, fx håndværksvirksomheder, der lever gennem generationer, og sætter aftryk på deres fag.

Det er virksomheder, der trods det, at de lever et stille liv, også skaber vækst og arbejdspladser. Og hvor hver ny generation i virksomheden i virkeligheden er iværksættere, der arbejder, tænker og gør tingene på deres egen måde.

Vi kan kalde dem ’generations-iværksættere’.

Et emne, som er helt afgørende for generations-iværksætterne er kravet til startkapital. I den sammenhæng er skatten på generationsskifte af virksomheden naturligvis en enorm udfordring, fordi det medfører et stort kapitaldræn fra virksomheden. Penge som iværksætteren så skal skaffe på anden vis.

I Håndværkerforeningen har vi mange generations-iværksættere blandt medlemmerne, og derfor ved vi, at det er både dyrt og bøvlet at generationsskifte virksomheder. Og ofte sker generationsskiftet på trods; Det ville være både nemmere og billigere for den nye generation, at starte en helt ny virksomhed.

Derfor vil det være en stor skam, og et kæmpe tab for Danmark, hvis den kommende regering tilbageruller, eller endda forhøjer, den nedsættelse af skatten på generationsskifte af virksomheder, som netop er indført.

Ud fra devisen ’mange bække små’ er der god grund til at fokusere på generationsvirksomhedernes bidrag til samfundsøkonomien. Man kan ofte lade sig forføre af historier om tech-virksomheder, der sælges til svimlende summer. Men det må ikke få os til at glemme alle de andre gode historier om iværksættere – fx håndværksvirksomheder – der trods det, at de lever et stille liv, også skaber arbejdspladser.

 

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København

Indlægget blev bragt i Børsen den 13. juni 2019.

 

LÆS OGSÅ

Tema: Håndværks-iværksættere skaber lagtidsholdbare arbejdspladser