Vi skal genskabe forståelsen af, hvad en iværksætter er

En iværksætter en person, der starter en virksomhed! Så enkelt er det.

Samfundet udvikler sig, når nogen sætter noget på spil, tager skæbnen i egen, sætter hånden på kogepladen, og hvad vi ellers kalder det, når folk starter deres egen virksomhed.

I de seneste år har vi set en stor stigning i antallet af nystartede virksomheder, og dermed antallet af iværksættere – og der er da også generelt kommet stort fokus på iværksætteri i samfundet. Især de ”kreative” iværksættere, tech- og videnvirksomheder er blevet mange politikeres kæledægger.

Det på trods af, at tal fra Københavns erhvervshus viser, at rekord mange nystartede københavnske kreative virksomheder i 2017 skabte få jobs pr. iværksættervirksomhed. Lige omvendt er det, når vi kigger på bygge- og anlægsvirksomheder i København. Her skabte få nye virksomheder rekord mange arbejdspladser.

Alligevel kan vi se, at den “kreative iværksætter” over de senere år nærmest er blevet synonym med, hvad det vil sige at være iværksætter. Det er uheldigt, for det er langt fra virkeligheden. Derfor er det helt afgørende, at vi får genskabt en reel forståelse af, hvad det vil sige at være iværksætter.

En iværksætter en person, der starter en virksomhed! Så enkelt er det. Om det er en rengøringsvirksomhed, en håndværksvirksomhed eller en konsulentvirksomhed er fuldstændigt ligegyldigt. De er alle iværksættere, og dem skal vi gerne have mange flere af.

Derfor skal vi gøre meget mere ud af, at tilskynde til iværksætteri i alle brancher, og det skal starte allerede i folkeskolen. Kommunerne bør eksplicit formulere en politik om, at folkeskolens fokus på ”iværksætteri & innovation” ikke kun begrænser sig til tech- og videnvirksomheder, men også har fokus på muligheder inden for fx detailhandel, servicefag og håndværk. Det er nemlig i høj grad her at jobs og lærepladser findes.

 

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt i Erhverv København den 1. april 2019.