Godt genåbningshumør

Efter mere end to måneder i ’dybfryseren’ begyndte genåbningen af Danmark så småt den 1. marts. Vi kan nu se, at smittetallene heldigvis ikke fulgte med sundhedsmyndighedernes forudsigelser, og umiddelbart før påske vedtog Folketinget derfor en langsigtet genåbningsplan for de resterende dele af samfundet. Det er glædeligt.

Blandt de københavnske håndværksvirksomheder var genåbningshumøret da også højt, da vi umiddelbart før påske gennemførte en rundspørge. Hovedparten af virksomhedsejerne sagde dog også, at de mener, at genåbningen går for langsomt.

Der er ingen tvivl om, at både mennesker og virksomheder har været hårdt ramt af den hårde nedlukning, og at der stadig er et langt sejt træk forude, før vi er ude af krisen. Det bliver en kamp i de næste måneder, hvor de nedlukkede virksomheder skal have omsætningen op at køre igen.

Men her kan vi heldigvis hjælpe hinanden og vise, at regeringens logik virker. Nemlig at de mange lønmodtagere, der gennem krisen har fået deres faste månedsløn for til gengæld at ’holde sig klar’ til at handle hos de lokale virksomheder, butikker og restauranter, når de åbner igen, netop nu skal ud at handle – med pengepungen.

Nogle taler om, at vi måske er på vej ind i en ny udgave af ’de brølende 20’ere’. Det ville da være glædeligt, især hvis vi kan bruge den købekraft, optimisme, vilje og innovation til at ændre vores forbrug væk fra ’brug og smid væk’ til kvalitet, holdbarhed og reparerbarhed – som er nogle af de værdier, der gennem århundreder har kendetegnet det gode håndværk.

Så vil der trods alt være én god nyhed om coronakrisen.

 

Af Per Vangekjær, formand for Håndværkerforeningen København

Indlægget blev bragt i MESTER, april 2021.