Der er heldigvis også stor opbakning til det lokale erhvervsliv fra mange politikere og borgmestre. Flere kommuner har fremrykket kommunale anlægs- og vedligeholdelsesopgaver, udskudt dækningsafgift og taget andre tiltag for at hjælpe de lokale virksomheder gennem krisen.
Det er godt og tiltrængt med ”her-og-nucorona-tiltag”. Men det er afgørende, at tiltagene følges op af reelle forbedringer af de kommunale rammevilkår, hvis det også på længere sigte skal hjælpe virksomhederne.
For hvad hjælper det at sætte aktiviteter i gang, hvis bygherren skal vente mange måneder på en byggetilladelse? Hvad hjælper det at fremrykke offentlige investeringer, hvis opgaverne alene lander hos en snæver gruppe af virksomheder? Hvad hjælper det at ønske sig private arbejdspladser, når man samtidig gør det umuligt for medarbejderne at parkere ved virksomheden? Hvad hjælper det at få gang i hjulene, når erhvervstrafikken ender med at sidde fast i trafikken? Og hvad hjælper det at udskyde dækningsafgiften, hvis regningen blot bliver dobbelt så høj næste år?
Kommunen har en stor indflydelse – direkte såvel som indirekte – på de vilkår, virksomhederne skal fungere under. Derfor er erhvervspolitik mindst lige så vigtigt som normeringer i børnehaven.
Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.
Indlægget blev bragt i MESTER, juni 2020.