Som mange nok ved, elsker jeg valgkampe. Det giver nyt liv og næring til vores demokrati, og det giver anledning til, at vi kan diskutere og tage stilling til de tanker og visioner, som politikerne har for vores land.
Et af de emner, som politikerne dog tilsyneladende ikke har de store visioner omkring, er erhvervsuddannelserne. Det er en skam, for nye tal, der kom frem sidst i valgkampen, viser, at antallet af elever, der er startet på en erhvervsuddannelse, er faldet med 17 procent i forhold til sidste år. Det er en katastrofal stor nedgang i antallet af elever på erhvervsuddannelserne.
Det skal der gøres noget ved, og det skal gå hurtigt! Så det er en af de opgaver, som den kommende undervisningsminister, og det nye Folketing, skal tage fat på med det samme.
Der er ikke bare brug for, at vi kigger på erhvervsuddannelserne isoleret. For som valgkampen viste, så mangler der medarbejdere rigtig mange steder i vores samfund. Både i industrien og håndværksvirksomhederne, men også på velfærds- og sundhedsområdet.
Derfor er det nødvendigt, at vi får en grundlæggende reform af uddannelsessystemet, og her vil der være brug for, at vi tør slagte et par hellige køer og acceptere, at vi skal gentænke både folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Stort tillykke til alle de nyvalgte folketingsmedlemmer, og god arbejdslyst de næste fire år!
Af Per Vangekjær, formand for Håndværkerforeningen København
Indlægget blev bragt i MESTER, november 2022.