Manglede en gave
Startskuddet til det næste skridt i Mariannes næste arbejdsliv var faktisk allerede taget året før – i 2013. I forbindelse med sin fætters fødselsdag manglede hun en gave. Hun valgte at lave en collage af noget gavepapir som hun havde liggende, og fætteren blev glad for gaven. Det gav Marianne blod på tanden.
”Noget af det jeg altid har været god til, er det man i designbranchen kalder trendanalyse. Og jeg kunne helt klart se et stort potentiale i at arbejde med paper art og skabe papirblomster og -dekorationer. Både for mig personligt, fordi jeg havde en stor lyst til at skabe noget som jeg synes at jeg kan være bekendt i forhold til materialer og holdbarhed. Men også fordi det er et helt naturligt menneskeligt træk at vi gerne vil pynte op og iscenesætte os selv,” fortæller Marianne.
De første opgaver var dekorationer til vinduesudstillinger hos henholdsvis Birger Christensen og Royal Copenhagen. Derfra tog interessen og bestillingerne fart, og siden 2015 har Marianne levet af at lave sin helt særlige paper art.
Fra designer til håndværker
Når Marianne arbejder på sine værker, foregår det helt enkelt. Det er én kvinde, én saks og ét stykke papir. Hun bruger hverken computer eller tegneprogrammer til at designe noget på forhånd.
”Jeg har en meget legende tilgang til mit arbejde, og når jeg sidder med papiret i hænderne, opstår idéerne. Hvis tingene er gennemtænkt og designet på forhånd, så dør alt undervejs. Jeg har en kunstnerisk tilgang til mit arbejde, men til forskel fra kunst er der også en funktion i det jeg laver,” fortæller Marianne.
Derfor ser Marianne i dag sig selv som kunsthåndværker, og det er med stolthed hun kalder sig selv det.
”Håndværk handler for mig om den nerve der er i et produkt når det er skabt af et konkret menneske, og ikke bare er resultatet af et distanceret design. Det har jeg nok fra min far der var smed. Gennem hele min barndom har jeg elsket at gå med ud i min fars smedeværksted og se på ham når han arbejdede med at formgive metallet. Det var ikke designet på forhånd hvad han skulle gøre; hans hænder og krop vidste bare hvordan det skulle gøres,” fortæller Marianne.
En anden ting, som Marianne har fået med hjemmefra, er interessen og respekten for godt værktøj.
”Min far havde rigtig meget forskelligt værktøj som han passede og plejede. Meget af det var specialværktøj til lige præcis en bestemt proces,” siger Marianne og fortæller at hun selv har mere end 200 sakse som hun bruger i sit arbejde.
”Jeg bruger forskellige sakse i forskellige dele af arbejdsprocessen, ligesom jeg har set min far bruge sit specialværktøj. Når jeg arbejder, er jeg hele tiden i dialog med materialet, og der opstår tit idéer undervejs som jeg ikke havde kunnet udtænke på forhånd. På den måde har jeg opfundet alle mine teknikker selv,” fortæller Marianne.
Elsker benspænd
Marianne elsker dialogen med sine kunder. Og hun trives som en fisk i vandet i de rammer og begrænsninger som kunden stiller op for en given opgave.
”Det udfordrer mig kreativt når jeg skal forholde mig til nogle bestemte rammer. Det kan være at dekorationen skal hænges op i et værelse med gule vægge, eller at jeg skal forholde mig til nogle bestemte former. Jeg elsker den slags udfordringer, og i virkeligheden finder jeg en stor frihed i begrænsningerne,” fortæller Marianne og konstaterer samtidig at den røde tråd i hendes formsprog går igen, uanset hvad hun bliver udfordret af undervejs.
Et ydmygt valg
Som designer har Marianne arbejdet i snart sagt alle typer materiale. Men i dag arbejder hun udelukkende i papir.
”Papir er ydmygt. Det er ikke noget som nogen regner for noget – og det er billigt. Det er igen et af de dér benspænd som jeg elsker, siger Marianne.
”Vi mennesker har brug for at pynte op og dekorere. Hvad enten det er vores hjem, vores bryllup eller vores virksomhed eller butik. Og her synes jeg at jeg har en forpligtelse til at være med til at sikre at vi forbruger mindre. Papir er et naturmateriale, og det er holdbart – til forskel fra f.eks. afskårne blomster som vi jo ellers pynter og dekorerer med – og derfor er det fantastisk at arbejde med,” fortæller Marianne.
Og i det hele taget tænker Marianne meget over hvordan hun som håndværker, og menneske, kan bidrage til en mere bæredygtig verden.
”Der er nogle ting i den måde vi forbruger på som vi bliver nødt til at genoverveje. For helt ærligt, så er der ikke brug for flere nye ’ting’ i verden. Derfor er jeg glad og stolt hvis jeg kan være med til at hype naturmaterialer og inspirere andre til at overveje hvilke materialer de arbejder med,” siger Marianne.
Udsmykninger gør os glade
”I en tid hvor vi bliver mere og mere optaget af den digitale verden på vores computere og telefoner, bliver det stadig vigtigere at vi holder fodfæste i den fysiske verden, og i fysisk håndgribelige produkter som vi kan føle og mærke. Det er menneskeligt at man bliver tiltrukket og fascineret af flotte ting, og nogle gange lige skal hen og røre. Jeg kalder det ’Real Reality’, i modsætning til ’Virtual Reality’,” siger Marianne og fortsætter:
”Fysiske produkter har en umiddelbar fascination, og jeg har masser af gange set folk stoppe op og smile helt ubevidst når de ser mine papirblomster i et butiksvindue. Det, synes jeg, er fantastisk. Og faktum er jo at udsmykninger og blomstrende kreationer gør os glade. Simpelthen fordi vi er mennesker,” konstaterer Marianne.
