Smykkernes By skaber forbindelser
Danish Design er kendt verden over. Men uden håndværk er der intet design. Derfor ønsker Kjøbenhavns Guldsmedelaug at sætte fokus på Københavns lange historie som håndværksby. Det sker den 28.-30. september hvor lauget og dets medlemmer inviterer til ’Smykkernes By’.
Ved ’Smykkernes By’ byder mange af laugets medlemmer indenfor i ædelmetallets maskinrum – til åbne værksteder, udstillinger, foredrag og events. Du kan opleve kendte smykkekunstnere og guldsmede arbejde med ædelmetallerne, og du kan tage med på rundvisninger gennem byens gader hvor du også kan se sølvsmedene hamre på store sølvkorpusser.
Temaet for ’Smykkernes By’ er Forbindelser, og på værkstederne kan du med egne øjne se hvordan guld- og sølvsmedene skaber personlige, håndlavede smykker i tæt forbindelse med kroppen, tøjet, rummet og designhistorien. Om temaet fortæller oldermand i Guldsmedelauget Lone Løvschal:
”Vi vil gerne sætte fokus på de mange forbindelser der er mellem os. Det kan være forbindelser mellem mennesker, mellem kollegaer, internationale forbindelser og fysiske forbindelser. Men det kan også forstås i mere overført betydning som de forbindelser mellem det gamle håndværk og nutidens teknikker og metoder, som vi som guldsmede og smykkekunstnere er en del af,” fortæller Lone Løvschal.
Vigtigt at være tæt på
Kjøbenhavns Guldsmedelaug blev stiftet i 1429, da kong Erik VII af Pommern og dronning Philippa gav lauget dets første skrå. I de knap 600 år der er gået siden da, har lauget været garant for, at vi har dygtige og uddannede guld- og sølvsmede i København. Og det er en vigtig værdi i sig selv, mener oldermand Lone Løvschal. For i en tid med masseproduktion og fabriksfremstillet bijouteri, repræsenterer laugets medlemmer det modsatte – tradition, fordybelse, det gode håndværk og det personlige smykke i tæt kontakt med kroppen og mennesket der bærer det.
”Smykker er ofte meget personlige eller unikke, og de bliver skabt og udformet i samspil mellem kunden og håndværkeren. Derfor er det nødvendigt at vi bevarer håndværksekspertisen i Danmark. Ellers kan vi heller ikke udvikle håndværket,” siger Lone Løvschal.
Mange guldsmede og smykkekunstnere arbejder også med smykker som kunstnerisk udtryksform og bidrager på den måde til at faget kan udvikles sådan at vi fortsat kan opleve København som en unik hovedstad hvor det gode håndværk er i centrum.
Oplev selv ’Smykkernes By’
Du kan tilmelde dig en guidet omvisning, eller du kan gå på opdagelse alene. Læs meget mere og find en oversigt over alle de deltagende værksteder og udstillingssteder på guldsmedelauget.dk