Godt håndværk holder - vi skifter taget fra 1877

I 2018 renoverede og udskiftede Håndværkerforeningen tagkonstruktionen og tag på de dele af Moltkes Palæ, som går langs Bredgade og ned ad Dronningens Tværgade. Samtidig renoverede vi bygningens facade.

Moltkes Palæ er et af Frederiksstaden ældste og smukkeste palæer

Det oprindelige palæ (mod Bredgade) stod færdigt i 1702, mens bygningen ned af Dr. Tværgade er fra 1778. Det nuværende tag kan have været udskiftet i etaper siden opførelsen i 1702, men dele af taget er formentlig op imod 150 år gammelt.

Arbejdet bliver udført af dygtige faglærte håndværkere, og det er et eksempel på, hvordan man som håndværker er med til, at bevare den danske bygningsmasse og kulturarv. Dit barn kan også være med til sådanne opgaver, hvis han/hun vælger en erhvervsuddannelse.

 

Økonomisk støtte har gjort projektet muligt

Projektet har modtaget økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Fonden Alderstrøst samt Slots- og Kulturstyrelsen. København.

Moltkes Palæ modtager hæder

I marts 2019 fik Håndværkerforeningen overrakt et diplom fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse. Det skete i forbindelse med foreningens årlige diplomeringshøjtidelighed i Bygningskulturens Hus i Borgergade.

Håndværkerforeningen får diplomet som anerkendelse for, at ombygningen af Moltkes Palæ har bidraget til at bevare eller forbedre byens skønhed. I begrundelsen hedder det bl.a.

”Det er en gave til København, at den har bygherrer som Håndværkerforeningen, der på et så gennemført højt niveau formår at varetage deres – og vores – kulturhistoriske og arkitektoniske skatte.”

Godt håndværk gør byen smuk

”I Håndværkerforeningen arbejder vi for at vise, at godt håndværk gør byen smuk. Og med diplomet får vi ord for, at udskiftningen af taget på Moltkes Palæ er med til at forskønne hovedstaden. Det er vi meget glade for”, siger Håndværkerforeningens næstformand Steen Carmel.

Moltkes Palæ stod færdigt i 1702, og er dermed et af Frederiksstadens ældste palæer. Håndværkerforeningen har haft hovedsæde i palæet, siden foreningen købte ejendommen af den adelige Moltke-familie i 1930. I den forbindelse udbyggede Håndværkerforeningen palæet med to fløje. I 2006-08 gennemførte Håndværkerforeningen en omfattende indvendig renovering, som i 2018 er blevet fulgt op med den udvendige renovering, hvor tegltaget er skiftet. I den forbindelse er der tilført kviste i taget, ligesom installationer og ventilation er udskiftet.

Ud over, at palæet er en del af den danske kulturarv, er det også et åbent og aktivt hus. Blandt andet holder Håndværkerforeningen åbent hus ved Kulturnatten, ligesom palæet hele året danner ramme om fester, møder og konferencer. Derfor er det en prioritet for Håndværkerforeningen, at passe på Moltkes Palæ.

Læs mere og se billeder fra projektet

Fakta om byggeriet

Bygherre: Håndværkerforeningen København
Rådgiver, arkitekt: Bornebusch Tegnestue A/S
Rådgiver, ingeniør: AI A/S
Rådgiver, konstruktion: Skanding A/S
Rådgiver, sikkerhed og miljø: Dominia A/S

Arbejdet er tildelt følgende håndværksfirmaer efter at være udbudt i licitation som fagentreprise
Murer: J. Ole Pedersen A/S
Tømrer: Julius Nielsen & Søn A/S
Blikkenslager: Jagtvejens VVS A/S 
VVS: Dehlsen & Sønner A/S
Ventilation: W-Ventilation ApS
Stenhugger: Rudi Larsens Stenhuggeri
Maler: Aage Møller og søn A/S
Smed: Ebbes Kleinsmedie ApS
Stillads: Rodahl Stilladser A/S

8. klasse på
toppen af byen

50 elever fra Nyboder Skole har været til Åben Byggeplads i Moltkes Palæ, hvor Håndværkerforeningen er ved at skifte tag og renovere facade. Eleverne hørte om hvordan man planlægger og styrer et byggeprojekt, og så mødte de nogle af de håndværkere, der arbejder på byggepladsen.
Læs mere