Danmark har fået en ny superstjerne, og hans navn starter med A: Andreas Mogensen.
Hypen startede så småt i 2008 da Andreas Mogensen blev præsenteret som en af de nye europæiske astronauter, og den voksede støt i 2015 da han var på sin første tur i rummet. Men intet slår den hype og popularitet som Andreas Mogensen rettelig oplever her i 2024, efter at være hjemvendt fra et halvt års mission på den internationale rumstation.
Det som Andreas Mogensen har præsteret, har kun ganske få mennesker i verden opnået. Det kræver dygtighed, men også vedholdenhed og flid – og ikke mindst en ambition om at nå det ypperste.
Det er præcis de egenskaber der ligger til grund for Håndværkerforeningens ærestitel, og derfor hyldede Håndværkerforeningen i maj Andreas Mogensen som Årets Æreshåndværker 2024.
Han må have Danmarks laveste hvilepuls
MESTER mødte Andreas Mogensen få dage før medaljeuddelingen på rådhuset. Som var det en Hollywood-stjerne havde MESTER fået tildelt 20 minutters interview med Andreas, midt mellem nogle af de største dagblade i Danmark.
Andreas tog imod med et smil og udstrålede samtidig den helt ufattelige ro som man også kender fra medierne. Jeg forestiller mig at hvis Andreas Mogensen skulle konkurrere med den tidligere cykelrytter Miguel Indurain om hvem der har den laveste hvilepuls, så ville jeg ikke vide hvem jeg skulle sætte mine penge på.
Videnskab og håndværk går hånd i hånd
”Med udnævnelsen af Andreas Mogensen til Årets Æreshåndværker ønsker Håndværkerforeningen også at synliggøre den tætte forbindelse mellem håndværksmæssige uddannelser og STEM-kompetencer, og understrege vigtigheden af at flere unge vælger en sådan uddannelse,” siger Per Vangekjær i en pressemeddelelse om valget af Andreas Mogensen som Æreshåndværker.
Derfor var det oplagt at spørge Andreas Mogensen om hvordan han ser på sammenhængen mellem STEM og håndværk.
”Jamen, det går jo hånd i hånd. Jeg er selv ingeniør og har været med til, på papiret, at udvikle ting. Men det skal jo også bygges. For én ting er at have en idé til et værktøj eller et instrument. Noget andet er om det rent faktisk kan bygges på en praktisk måde. Det kan godt være svært for ingeniører hvis de ikke har den erfaring,” siger Andreas og fortsætter:
”Jeg kan selv huske, da jeg læste til civilingeniør, at et af de mest spændende projekter var da vi rent faktisk skulle bygge noget. Det var en centrifugalpumpe som vi skulle fræse i stål. Det at have den sammenkobling mellem den teoretiske del, hvor man laver nogle udregninger og laver noget på papiret, til så rent faktisk at spørge sig selv: “Jamen, hvordan vil jeg bygge det praktisk set?” Det er noget som spiller en stor rolle.”
Ingen VVS’er i rummet
Særligt på en rumstation hvor man ikke bare lige kan ringe efter en håndværker, er det vigtigt at astronauterne selv kan bygge og reparere ting.
”I mit job som astronaut hvor man er deroppe i et halvt år, skal man også kunne vedligeholde og reparere alt det der går i stykker. Og det er jo ofte kritisk. Hvis fx toilettet går i stykker, så er det vigtigt at det bliver repareret. Altså, med syv mennesker ombord på rumstationen, går der altså ikke lang tid før man ender i en kritisk situation hvis toilettet ikke virker. Så der er masser af håndværk på den måde. Altså ting der skal repareres og vedligeholdes,” fortæller Andreas.
Opdagelsesrejsende gør os klogere på verden
”Lige siden jeg var barn, har jeg været fascineret af opdagelsesrejser. Både fordi det handler om at rejse ud fysisk set og få nogle oplevelser hvilket jeg synes er enormt spændende. Men så samtidig handler det jo også om at blive klogere på verden, altså at forstå den verden vi er en del af. Hvilket naturvidenskab jo også er. Det er også derfor jeg synes at jobbet som astronaut er så spændende. Fordi der er to sider. Den ene side, det er at man selv rejser ud. Man får oplevelsen af at være i rummet og være vægtløs og se på Jorden udefra. Og så samtidig det arbejde vi laver derude. Altså, den forskning vi laver, er jo også en måde at gå på opdagelse i verden på, altså at blive klogere på verden,” fortæller Andreas.

Og hvad er det så vi kan bruge den viden til som Andreas Mogensen og de øvrige astronauter samler ind?
”Jamen, altså først og fremmest handler det jo bare om nysgerrighed. En trang til at forstå verden. Det er jo den drivkraft menneskeheden har. Altså det der gør at vi har udviklet os. Vi har jo nysgerrighed. Vi vil jo gerne forstå. Og så snart vi forstår og bliver klogere, jamen så finder vi på smarte løsninger, ny teknologi, og så er der pludselig nye muligheder for os som mennesker. Så det er jo en urkraft i mennesker den her nysgerrighed og trang til at udforske. Det er jo det som rumfart også handler om. Det er udforskning og opdagelsesrejse,” siger Andreas Mogensen og fortsætter:
”Men så derudover, så er der jo også mere konkret forskning der handler om at blive klogere på os selv og på Jorden. Og det er forhåbentlig viden som kan hjælpe os og være med til at forbedre vores samfund og vores fremtid. Det kan være alt fra en dybere forståelse af menneskekroppen, som gør det muligt at få bedre medicin i fremtiden, til at forstå Jorden som et komplekst system, og forstå vekselvirkningen mellem Jorden og miljøet og klimaet og Solen og universet osv. Så vi også kan blive bedre til at passe på Jorden.”
Barnedrøm at blive astronaut
Mens Andreas voksede op, flyttede familien meget rundt i verden på grund af faderens arbejde. Som barn boede han blandt andet en årrække i Californien, og det var her han første gang hørte om rumfart og Apollo-missionerne.
”Det startede som en drøm i 4. og 5. klasse. Hvis jeg blev spurgt hvad jeg gerne ville være, så sagde jeg altid: ”Astronaut!” Og man kan sige at den drøm varede. Men samtidig vidste jeg jo også at det var meget usandsynligt. Derfor havde jeg behov for at have et mere realistisk mål. Det var så at blive rumfartsingeniør fordi min interesse for rummet var så stor at det var det jeg gerne ville arbejde med selvom jeg ikke kunne blive astronaut. Så jeg valgte at blive rumfartsingeniør fordi jeg tænkte: ”Jamen, så kan jeg være med til at sende satellitter ud i rummet hvis jeg ikke selv kan komme derud,” fortæller Andreas Mogensen og fortsætter:
”Så jeg holdt drømmen i live, i håbet om at der en dag ville opstå en mulighed for at kunne søge ind som astronaut. Det skete så i 2008 da ESA søgte nye europæiske astronauter. Dér tænkte jeg: ”Jamen, det er jo lige det jeg har ventet på, så nu sender jeg en ansøgning afsted.” Ikke fordi jeg på det tidspunkt troede at det ville lykkes, for der var jo så mange tusinde ansøgere at chancen stadigvæk var meget, meget, meget spinkel. Men jo længere jeg kom i processen, jo mere realistisk blev det.”
Artiklen fortsætter under billederne.



