Det har taget nogle uger at lave en aftale med Puk Damsgård om interviewet. Hun har været en tur i Ukraine for at rapportere fra livet i det krigsramte land. Østeuropa er ellers ikke den erfarne journalists ekspertområde, men som hun siger: ”Der var brug for alle mand på dæk på grund af de historiske begivenheder i Ukraine.”
Nu er hun tilbage i Beirut. Foråret er kommet, og i weekenden var der masser af liv i byen, fortæller Puk Damsgård i telefonen denne mandag formiddag. Som så mange andre har hun en have, som skal passes. Men også en generator, som er et vigtigt hjælpemiddel i dagligdagen i en by, hvor der maksimalt er strøm tre timer i døgnet. Svært at forestille sig i Danmark, hvor elektricitet og vand er lige så selvfølgeligt, som at mandag kommer efter søndag, men noget man ifølge Puk Damsgård vænner sig til i byen, hvor hun føler sig hjemme.
”One Hell of a Christmas”
Puk Damsgård er vokset op langt fra Mellemøsten på en gård på Sjælland. Efter gymnasiet valgte hun i første omgang at tage en skuespilleruddannelse på en privat teaterskole. På trods af, at hun ikke havde en stor drøm om at blive skuespiller.
”Det var sjov og ballade. For mig var teaterskolen min måde at tage på backpacking på. Allerede i gymnasiet vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg gad faktisk heller ikke gå i gymnasiet, men jeg fik ikke lov til at droppe ud for mine forældre,” siger Puk Damsgård.
Efter teaterskolen blev det kun til få roller på det store lærred. Blandt andet i gyserinstruktøren Shaky Gonzáles’ ”One Hell of a Christmas” med blandt andre Thure Lindhardt. Men skuespillerfaget var ikke det, som trak i Puk Damsgård.
”Jeg følte, at vi var meget optaget af vores eget sind som skuespillere. Den type indadvendt selvcentrering er jeg ikke vild med. Jeg er også for genert til at stå på en scene. Men det jeg har taget med mig, er evnen til at observere andre mennesker og lægge mærke til detaljer i menneskers måde at være til stede i deres krop på. Hvordan de går, og hvor i kroppen man er til stede. Det bruger jeg i mit arbejde som journalist, når jeg møder og interviewer mennesker. Jeg lærte også at trække vejret helt ned i maven og at skabe grounding. Det bruger jeg i dag, når jeg skal lave live tv,” siger Puk Damsgård.
Skuespilteknik mod nervøsitet
På trods af den store erfaring som tv-journalist kan hun nemlig stadig bliver meget nervøs, når hun skal direkte på i tv-avisen, og her kommer læringen som skuespiller hende til gode.
”Det at være på live fjernsyn er en vild disciplin. Du skal levere en pointe eller to på meget kort tid, og derfor skal du være virkelig præcis. Så der kan jeg godt være sindssygt nervøs. Nogle gange ryster mine ben, og jeg bliver tør i munden, men heldigvis kan seerne ikke se mine rystende ben. Så er det, jeg bruger det, jeg har lært på teaterskolen med at trække vejret ned i maven og mærke mine fødder på jorden,” siger Puk Damsgård.
Første stop Bagdad
Så tiden på teaterskolen var ikke forgæves. Men efter den tid trak journalistikken mere end det at stå på scenen.
”Journalistikken lå mere naturligt for mig, da jeg er vokset op med en mor, der er journalist. Jeg var tit med hende på arbejde, da jeg var barn, når hun var ude på opgaver rundt omkring på Sjælland. Det var nærmest en meget tidlig praktik, da jeg var otte år. Derhjemme havde vi mange aviser hver dag, og min mor læste bøger højt for mig, da jeg var meget lille. Jeg elskede også selv at skrive i skolen, både stile og andre skriftlige opgaver,” siger Puk Damsgård.
Hun ville dog længere ud i verden end rundt på Sjælland og lave reportager. Inspirationen til det kom en dag, da Puk Damsgård var i begyndelsen af 20’erne, hvor hun så et indslag i tv-avisen med den navnkundige Ole Sippel, der rapporterede fra amerikanernes invasion af Irak i 2003. Bag Sippel løb der nogle unge irakere, der havde plyndret et offentligt kontor.
”De var på min alder, og jeg fik en idé om at tage derned og finde ud af, hvordan de unge oplevede invasionen: Følte de sig besat eller befriet? På det tidspunkt arbejdede jeg som pædagogmedhjælper og fik min veninde Abigail, der var ansat i DR, med på idéen,” siger Puk Damsgård.
Veninden og Puk havde på forhånd fået en aftale med DR’s ungdomsredaktion om at lave radiodokumentarer fra Irak, og i løbet af to måneder fik hun via nogle irakiske familier i Danmark forbindelse til mennesker i Irak. Puk Damsgård ringede også til Ole Sippel, som gav hende kontakt til en chauffør, der kunne hjælpe de to unge kvinder med at komme fra Amman i Jordan til Bagdad.
”Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af, at det var det her, jeg skulle. Hvordan jeg følte mig fremmed, men også utrolig hjemme på samme tid, da jeg første gang kom til Bagdad. Det blev definerende for det, jeg ville lave fremover,” siger Puk Damsgård.
Suger historier til sig som en svamp
Efter turen til Irak begyndte Puk Damsgård på Syddansk Universitets journalistuddannelse. Under hele sin uddannelse fokuserede hun på opgaver, der omhandlede Mellemøsten, og også Afghanistan kom på journalistens landkort, da hun valgte, hvor hun skulle holde sin første sommerferie fra studiet.
”Det var særligt den Islamiske verden, der interesserede mig. Jeg var i Pakistan to gange under min praktik. Den ene gang for at dække begrebet æresdrab, fordi en pakistansk kvinde blev dræbt på Slagelse station. Jeg beskrev, hvad et æresdrab er, og besøgte hendes familie for at beskrive sagen og baggrunden.”
Hun var også i Pakistan på det tidspunkt, hvor krisen med Muhammedtegningerne eksploderede. Det var igen tilfældigt, at hun var der på netop det tidspunkt.
For Puk Damsgård ligger det helt naturligt at tænke i historier.
”Jeg opsnapper historier som en svamp. Når jeg taler med folk, kan jeg ikke lade være med at tænke i historier. Det interesserer mig at høre, hvad folk tænker, og hvordan de lever, og det kombinerer jeg med min interesse for at arbejde i udlandet. Jeg søgte med vilje praktik på Jyllands-Posten, fordi jeg vidste, at de sendte praktikanter til udlandet. I min praktiktid blev jeg sendt to gange til Pakistan og andre steder, og efter praktikken tog jeg orlov fra studiet og kom med på Galathea-ekspeditionen. Da jeg skulle skrive min bacheloropgave, kombinerede jeg det med en firemåneders udstationering for Jyllands-Posten i Pakistan og Afghanistan,” fortæller Puk Damsgård.