Med portefolio og værktøj i hånden

To måneder inden kursusstart tog Alberte til Paris med det mål at finde et snedkerværksted, hun kunne komme i praktik på. Med sin portefolio under armen og værktøjet i hånden gik hun på jagt i den franske hovedstad fra værksted til værksted for at finde et sted, hvor hun kunne lære mere om det franske møbelhåndværk.

Hun besøgte værksteder, som hun havde fundet hjemmefra eller fået anbefalet, men det var ikke helt ligetil at komme i praktik. Efter et par uger kom hun til den lille snedkervirksomhed Maonia, som er drevet af ægteparret Hervé Morin og Marine Fouquet, der blandt andet laver intarsia med strå. Intarsia er en særlig teknik, som bruges til at lave udsmykninger på træ. Stråene flækkes, glattes og limes på træet. Ved mere komplicerede mønstre limes stråene ofte først på papir for at holde det sammen, inden mønstret skæres. Det er en teknik, man ikke kan lære på snedkeruddannelsen i Danmark, men som man stadig undervises i på uddannelsen i Frankrig.

Stråøvelser

”Intarsia med strå er en niche, som jeg havde set mig lun på, inden jeg tog afsted, og Hervé og Marine laver blandt andet en lille produktion af møbler, inventar og butiksindretning med strå som overflade. Hervé har arbejdet med strå, siden han blev færdig som møbelsnedker, og han er eksaminator i intarsia med strå og finér. Jeg var blevet anbefalet dem hjemmefra,” fortæller Alberte Westergaard Svendsen.

Produktionerne fra de to snedkere bruges ofte som inventar til parfumerier eller til urmagere. Typisk til butikker der sælger luksusvarer, og derfor skal have et ganske særligt interiør.

Hos Maonia blev Alberte først vist rundt af Marine, som spurgte, hvad hun gerne ville på værkstedet. Det endte med, at Alberte fik lov at være i praktik tre dage om ugen, hvor Marine gav hende forskellige øvelser og bagefter feedback på resultatet før næste øvelse. De to øvrige dage blev hver uge brugt til at gå på franskkursus.

”Jeg lærte virkelig meget på de seks uger, jeg var på værkstedet. Min sidste opgave hos Maonia var en lille æske med 1mm x 1mm tern i fire forskellige farver strå. Processen var langsommelig og udfordrende, men jeg havde stor fornøjelse ved det pillearbejde og den nye verden, der åbnede sig, i takt med at jeg lærte mere,” siger Alberte Westergaard Svendsen.

Japansk trækonstruktion og filosofi

Efter de seks uger på værkstedet gik Alberte i gang med kurset hos Takami. Han driver skolen Suikoushya, en engelsksproget snedkerskole i Kyoto, som han havde rykket til Paris. Det blev en måneds kursus i snedkeri og værktøj, og ikke mindst den japanske håndværksfilosofi.

”Vi lærte alle navnene på det værktøj, vi bruger, lærte at slibe det rigtigt, og ikke mindst hvorfor det er vigtigt. Man får meget ud af at slibe sit værktøj, men når man har travlt, er det ikke noget, man prioriterer vildt højt. Jeg fandt ud af, at jeg havde slebet mine stemmejern forkert, fordi jeg har slebet dem vestligt. Takami førte os ind i den japanske filosofiske og respektfulde tilgang til materialer, arbejde og skønhed. Det var særligt vigtigt for ham at opnå tilfredsstillelse i arbejdet,” siger Alberte Westergaard Svendsen.

Kurset foregik i et værksted, som var en åben lade med høvlebænke og en lille gruppe på kun fem elever, der alle delte samme store interesse for japansk snedkeri.

”Det var mere om at lære noget frem for at lave et produkt. Tidligere har han været med på et kæmpestort tempelbyggeri, og det er blandt andet det, han lærte dér, som han gerne vil dele med andre,” fortæller Alberte Westergaard Svendsen.

Klar til mere læring i Japan

Nu er Alberte hjemme for en kort bemærkning på et par måneder. Her går tiden blandt andet med at lave en lampeskærm med intarsia. Lampen er af tynd finér, som lyset kan trænge igennem. Der bliver så lagt figurer ind, som er af en anden træsort.

Når hun ikke arbejder på lampen eller på andre opgaver, som hun laver for Københavns Møbelsnedkeri, er hun ved at planlægge sin næste rejse. Den er i marts og skal gå til Japan med henblik på at lære endnu mere.

”Jeg har fået et job på et værksted halvanden time fra Kyoto. Dér arbejder både arkitekter, tømrere og snedkere, og de arbejder med tegninger, konstruktion og design. Jeg skrev til en på værkstedet via Instagram, som henviste mig til sin chef. Han har nu sagt ja, til at jeg kan komme og lave assisterende arbejde. Jeg skal bo i et hus sammen med tre andre lærlinge, der ikke taler engelsk, og jeg får kost og logi, men ikke løn. Det kan godt være, at jeg kommer til at lave noget kedeligt arbejde, men det giver en god mulighed for at se noget,” siger Alberte Westergaard Svendsen.

Det at rejse ud for at lære mere om sit fag er for Alberte meget dannende og lærerigt.

”Jeg er blevet mere bevidst i mit eget arbejde. Helt konkret kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget, hvor jeg er nu. Så dér bruger jeg min danske uddannelse. Lige nu vil jeg bare gerne lære en masse ting. Jeg har givet mig selv et sabbatår til at rejse, se noget nyt og lære noget andet. Så må vi se, hvor det fører hen. Det betyder meget, at der er fonde, der støtter videreuddannelse, så man har mulighed for at tage ud og opleve og lære nye ting,” siger Alberte Westergaard Svendsen.