Alberte Westergaard Svendsen gik i gymnasiet efter folkeskolen, og derefter var spørgsmålet, om hun skulle på universitetet eller tage en snedkeruddannelse. Hun valgte til en start at tage med Skoleskibet Danmark på togt. Her arbejdede hun med vedligeholdelse af skibet og med mange forskellige håndsværksformer, som man har brug for på et træskib.
Da hun vendte hjem fra sit togt, blev det heldigvis, kan man sige, til en læreplads hos Københavns Møbelsnedkeri.
”Jeg kunne godt have gået på universitetet, men jeg har elsket at arbejde med træ, og jeg har tegnet og malet, siden jeg var barn. Så derfor valgte jeg en læreplads, hvor jeg kunne arbejde med træ, og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Snedkerfaget er kæmpestort, og det åbner sig meget op, når man først går i gang. Der findes adskillige teknikker og metoder til at opnå et produkt, og det er ofte også vigtigt at kunne læse og forstå det materiale, man arbejder med. Jo mere man ved, jo sjovere bliver det,” siger Alberte Westergaard Svendsen, der fik sølvmedalje for sit svendestykke.
Japan i Paris
Efter sin uddannelse vendte Alberte blikket mod udlandet. Hun havde fra begyndelsen sat sig for, at nu skulle der fokuseres på træ og snedkerfaget.
”Allerede da jeg startede på uddannelsen, ville jeg gerne ud at rejse bagefter. Japan er en drøm for alle møbelsnedkere. Der er en stor tradition for håndværk, og deres værktøj og metoder er anderledes end vores. De høvler og saver mod sig selv for eksempel. Faktisk er det smarte værktøj, vi bruger, fra Japan. Særligt de lækre stemmejern og save,” siger Alberte Westergaard Svendsen.
Hendes rejse gik dog ikke til Japan, men til Paris. Her skulle hun deltage i et kursus hos den japanske snedker Takami Kawai. Kurset skulle have været holdt i Japan, men han kom i stedet til Europa, da Covid forhindrede mange i at rejse til Japan.
”Jeg havde en japansk kollega på min læreplads. Hun var udlært i Japan, men var taget til Danmark for at lære skandinavisk håndværk. Hun havde fortalt mig om Takami, og han er en af de få japanere, der underviser på engelsk, så jeg meldte mig til kurset i Paris,” siger Alberte Westergaard Svendsen.