Vejarbejde risikerer at kvæle erhvervslivet

Med vanlig sans for dårlig timing har Københavns Kommune givet tilladelse til at grave gader op i hele København på én gang. Sådan føles det i hvert fald, når man bevæger sig rundt i byen.

Og selvom vi står med en kæmpe opgave med at klimasikre byen i de kommende år, så er det massive vejarbejde i hele kommunen stærkt generende for både borgere og erhvervsdrivende, der bevæger sig i København. Det rammer også butikker og forretninger, at kunderne ikke kan komme frem, fordi der er vejarbejde og afspærringer. Særligt på Østerbro er flere af bydelens butikker hårdt ramt.

Trafikken i København er i forvejen så hårdt spændt for, at der ikke skal meget mere end en forkert placeret trafikkegle eller en skævt parkeret bil til, for at det hele bryder sammen. Det ser vi dagligt.

Og så er det naturligvis stærkt foruroligende, når vi dels hører fra medlemmerne, der kører i byen, at der nogle steder ikke er aktivitet bag afspærringerne, dels kan læse i avisen, at op mod 4.000 parkeringspladser er spærret af containere, kranvogne og stilladser!

Kommunen har tilsyneladende valgt at spare lidt på her-og-nu-udgiften ved at tillade, at vejarbejderne strækker sig over længere tid. Men det kan blive dyrt i den lange ende. For mens nogle betaler med penge, betaler andre med tid, og lige nu hænger vi alle i trafikken.

Fremkommelighed er en kommunal kerneopgave, og det nytter ikke, hvis klimasikringen af byen kvæler det lokale erhvervsliv.

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt i MESTER, november 2021.