Jeg bliver bragt i en særlig stemning, da jeg fredag formiddag i solskin går gennem porten i Gothersgade. Ind i en lille gård, hvor gnisterne springer i det lille smedeværksted, som ligger lige ud til gården. Tænk at finde noget så sjældent som en gård og et hus med liv og håndværkere midt inde i København. Her i det gamle baghus på 2. sal, op ad de skæve trappetrin og ind ad døren har Pia Christensen i 10 år haft sit atelier og værksted.

Ville være sig selv

Pia Christensen flytter nogle af de skind, hun lige nu har på arbejdsbordet, som viser mangfoldigheden i de skind og designs, hun arbejder med. Der er mange forskellige farver og pelstyper, som er ved at blive syet. Vi sætter os for at tale om hendes liv og virksomhed som buntmager.

”Jeg er vokset op i pelsbranchen. Jeg kom i min fars værksted, fra jeg var barn, og var helt fascineret af det bløde materiale og de mange ting, man kan lave af skind og pels. Jeg elskede at skabe noget og lave noget kreativt, så derfor var det naturligt at vælge pelsvejen,” siger Pia Christensen, der kom officielt i lære hos sin far i år 2000, men har arbejdet med skind og pelse siden 1993.

Efter mange år hos for Nels Erichsen besluttede Pia, at hun ville være selvstændig. Hun ville gøre tingene på sin egen måde og leve som freelancedesigner og buntmager. Målet var både at lave sine egne designs på bestilling og også løse opgaver for de store pelsproducenter i Danmark, SAGA FURS og Kopenhagen Fur, og designopgaver for Birger Christensen og modehuset Louis Vuitton, som Pia blandt andet har lavet bamser af pels for.

”Jeg var hos min far i rigtig mange år, efter at jeg blev uddannet. Han har lært mig alt, hvad jeg kan, og vi bruger stadig hinanden. Han har fortsat sin virksomhed og forretning i Store Kongensgade, så det er ikke langt herfra. Men jeg havde lyst til at lave andre ting end dem, jeg lavede hos min far. Jeg ville gerne udvikle mit eget værksted uden en forretning, men hvor kunderne laver en aftale om at komme ind, og jeg laver mine egne designs både i eget navn, men også i samarbejde med andre. Min far ville ikke lave samarbejder med andre på den måde, så derfor var det naturligt at gå min egen vej,” siger Pia Christensen.

”Ved at samarbejde med Birger Christensen, SAGA FURS og Kopenhagen Fur lærte jeg meget nyt, fordi de hver især har forskellige måder at udføre opgaverne på. Det har givet flere lag til mine kundskaber som buntmager og designer, og det bruger jeg i mit virke, når jeg udvikler nye teknikker og styles.”

Pia laver stadig opgaver for de store modehuse, men er nu lidt mere selektiv i de opgaver, hun vælger, end hun var tidligere. Senest har hun lige inden jul designet en herrepels i mink, hvor skindene blev printet i et mønster.

”Når jeg laver noget for de store firmaer, er det typisk nogle vildere ting end dem, som mine private kunder ønsker. De vælger typisk mere klassisk design. Men jeg kan godt lide dynamikken mellem det klassiske og det mere crazy,” siger Pia Christensen.

Pelsen fortæller historier

Det er æstetikken og kreativiteten og ikke mindst det, at en pels er et stykke tøj, der holder i generationer, der driver Pia Christensen. Fire ud af fem projekter, Pia laver, er redesign af pelse, der er gået i arv. Nogle gange gennem generationer.

”Når der kommer en kunde ind, som vil have ændret noget på en pels, får jeg mange gange historien bag. Det kan være en yngre kvinde, der kommer med mormors pels og skal have den tilrettet, så den passer hende. Jeg laver alt fra blot at forkorte pelse til at levere et helt nyt look. Men fælles for redesignopgaverne er, at de får pelsen til at leve videre og få en ny historie. Jeg kan skabe noget, hvor kunden kommer til at se 10 år yngre ud. Det at se, hvad der kan få kunden til at se cool ud, er noget af det, jeg kan tilbyde mine kunder,” siger Pia Christensen og kommer med et eksempel af de mere særlige.

”En kvinde skulle have redesignet sin afdøde mands rulamspels, så hun kunne passe den. Hun havde selv givet ham den og ville gerne bevare den og bruge den selv midt i sorgen over sin mand. Hun fik en supersej jakke, som passede lige til hende, og det gjorde, at pelsen og mindet kunne leve videre,” fortæller Pia Christensen.

En pels kan leve i mange generationer, og det, at den på den måde får mange historier med sig gennem tiden, er med til at gøre pelsen til en kostbar beklædningsgenstand på flere måder.

”Historien er vigtig, og det, at pelsen kan blive brugt igen, gør et stykke tøj fremstillet af pels bæredygtigt. Der er ikke nogen, der smider en pels ud. Den er alt for kostbar til, at man blot skiller sig af med den. Det er lidt det samme, som når man arver et ur eller smykker,” siger Pia Christensen.

Netop bæredygtigheden i en pelsbeklædning er vigtig for Pia i hendes virke som buntmager.

”Når jeg designer og syr en ny pels til en kunde, tænker jeg over, at det vil blive recyclet med tiden. Den vil måske gå i arv til et barn eller barnebarn, og på den måde kan noget, jeg har lavet, måske bliver redesignet om mange år, så en ny ejer kan bruge det. Det samme vil næppe ske med en uldfrakke, som bliver slidt på en anden måde end en pels,” siger Pia Christensen.

Skovmandsskjorte og sømandsjakke

Og der bliver lavet mange kreative designs i værkstedet på Gothersgade. De fleste af Pia Christensens kunder er kvinder, men lige nu er der tre opgaver i gang for mandlige kunder, der har bestilt nye pelse. Kreativiteten er stor med en ternet skovmandsskjorte i pels, en blå pelssømandsjakke og ikke mindst en vest af coyotepels, som Pia kreerer for en ung mand i 20’erne. Så aldersspredningen blandt pelskøbere er også stor.

Den typiske pelskunde er generelt mere mangfoldig, end man måske skulle tro.

”Min kundegruppe er meget bred. Særligt fordi der er mange, der kommer og får redesignet pelse, de allerede har. Mine kunder er alt fra helt almindelige mennesker til folk med en meget høj indkomst. Der kommer både de helt unge og dem, der er over 50,” siger Pia Christensen og vender tilbage til bæredygtigheden i pels.

”Der er en trend nu om klima og bæredygtighed. Og her mener jeg, at pelsen har en force på alle fronter i forhold til bæredygtighed. Den holder i generationer og kan tilpasses til nye ejere, og det kan jeg se i praksis på mine kunder, som netop ønsker at bevare pelsen ved at få den redesignet.”

Kunstner eller håndværker?

Som det ofte sker, når MESTER møder håndværksmestre, kommer snittet mellem kunst og håndværk naturligt op som emne. Og det er i den grad også tilfældet denne dag på Pia Christensens værksted, hvor der bliver arbejdet på mange kreative designprojekter.

”Jeg betragter mig selv mest som håndværker. Men med mit samarbejde med de forskellige pelsvirksomheder og modehuse er vi som buntmagere ikke helt almindelige håndværkere, fordi vi designer og skaber noget unikt,” siger Pia Christensen og fortsætter:

”I Danmark er vi nogle af verdens bedste buntmagere. Det skyldes blandt andet Kopenhagen Fur, og at SAGA FURS i mange år har haft deres innovationsafdeling i København. Det er også her, mange af de nye buntmagere er blevet uddannet. Vi er et lille fag, hvor der ikke bliver uddannet mange, og derfor kræver det en større virksomhed, som for eksempel SAGA FURS, for at kunne udlære nye i faget.”

Mange typer pels

Pia Christensen arbejder med mange typer pelse, herunder de såkaldte wildfurs, som er skind fra dyr, der har levet frit. Wildfurs er blandt andet rulam, der kommer fra Island, Frankrig og Spanien. Rulam har i mange år været populært til frakker. En anden populær pelstype er swakara, der er lam fra Namibia. Der bliver også syet pelse fra ræve og amerikanske coyote (prærieulve), som også er wildfur.

Mink, der i denne tid fylder meget i pelsdebatten, er såkaldt farmed skind. Minken har altid været populær til pelse, og Pia Christensen arbejder både med at redesigne minkpelse og sy nyt i mink. Men hvordan fremtiden ser ud for minkbranchen, er uvist.

Minkens indflydelse

”Det, at vi har haft en stor minkindustri i Danmark, og at Kopenhagen Fur har haft deres auktion ude i Glostrup, har selvfølgelig haft en positiv effekt på vores fag. Selv om vi ikke er mange buntmagere i Danmark, har det haft en stor betydning, at vi haft egen minkindustri,” siger Pia Christensen, der med sin opvækst med pels har fulgt udviklingen i debatten på området i mange år.

”Nu er jeg jo født og opvokset inden for branchen, og pels har altid været noget kontroversielt. Nogle hader pels, og andre elsker det. Etikdebatten har altid været der og er blevet forstærket nu, og det kan give et unuanceret billede af branchen. Men det er ikke så sort/hvidt, som det ofte bliver fremstillet. Pels kommer ikke bare fra dyr, der har været i bur. Jeg arbejder meget med rulam eksempelvis, og vi spiser jo lammekød, så hvorfor brænde skindene frem for at bruge dem til beklædning? Og hvad med det, vi i branchen kalder wildfur? Dyr, der har haft det fint i deres eget element, og som ender med at blive spist og blive brugt som pels. Det forsvinder lidt i debatten,” siger Pia Christensen.

Hun har ikke selv planer om at skifte branche, for det er pelsen, hun brænder for. Men hun er forberedt på, at branchen kan tage en drejning.

”Lige nu er der ikke nogen, der ved, hvordan branchen ser ud efter corona og lukningen af minkproduktionen i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det vil dreje vejen lidt, så nu må vi se, hvad der sker. Lige nu kigger hele den internationale pelsbranche på SAGA FURS, der skal løfte den fremtidige opgave med at sælge skind fra deres auktionshus i Helsinki. Det bliver spændende at følge,” siger Pia Christensen.

Siden oldtiden har mennesket jaget dyr, spist kødet og forarbejdet pelsen til for eksempel tøj og klæder for at beskytte sig mod kulden – og de ældste fund af bearbejdet skind i Danmark er ifølge Nationalmuseet dateret til år 3.000 før vores tidsregning. Alligevel er pels et kontroversielt emne. Vi har spurgt lektor Else Skjold, der har forsket i vores holdning til pels, hvorfor det er sådan.

”Vores holdning til pels er ekstremt følelsesladet. De fleste vil, helt instinktivt, røre ved et stykke pels, når de ser det, og vi ved, at her er dyr, som er blevet slået ihjel. Derfor reagerer vi så stærkt,” forklarer Else Skjold og fortsætter.

”Min teori er, at det skyldes, at vi er blevet afkoblet fra det tøj, vi bærer. Helt overordnet er der ikke længere nogen, der kan sy, og vi kan ikke reparere vores eget tøj. Den helt almindelige forbruger har ingen materialeforståelse og kan ikke relatere til, hvor materialerne og tøjet kommer fra. Så når vi ser en almindelig kjole, kan vi ikke forholde os til, hvor meget skade den har gjort,” siger Else Skjold.

Og det er en central pointe for Else Skjold. Alle tekstiler er problematiske på den ene eller anden måde – men nogle mere end andre.

”Når vi taler om bæredygtighed i modeindustrien, er det helt centralt at konstatere, at der ikke er nogle materialer, som i sig selv er bæredygtige. Det er måden, man arbejder med og designer materialerne, der kan gøre det mere eller mindre bæredygtigt. I den sammenhæng er pelsindustrien faktisk duksen i klassen. Pels er et kostbart materiale, og derfor er der meget lidt spild, og fordi man her er god til at designe, reparere og ikke mindst redesigne materialet, så vedbliver det med at blive brugt. Sådan burde det være inden for alle områder, for det er i virkeligheden en anden og meget stor faktor i hele bæredygtighedsdiskussionen – at vi køber for meget, bruger det for lidt og smider det ud,” siger Else Skjold.

Else Skjold forklarer, at måden, pels bruges på, altid har været symbolladet. I middelalderen var der regler for, hvem der måtte bære hvilke typer pels, og der var det med til at synliggøre de sociale forskelle – og debatter – i samfundet.

”I gamle dage var det kun de velstillede, der måtte gå med pels af små dyr og med pelsen vendt indad. Almindelige mennesker måtte gå med pels fra store dyr, men kun med pelsen udad. Der var ikke nogen diskussion af, om man skulle bruge pels eller ej. Den diskussion kommer i takt med protestbevægelserne i 1960’erne og 1970’erne. Her blev ’sølvbryllupspelsen’ et symbol på alt det, man var imod, og man begyndte at moralisere over, hvad man kunne tillade sig at gå i – uagtet at mange af de protesterende selv gik med datidens meget populære rulamsjakker,” siger Else Skjold og afslutter.

”I dag handler pelsdiskussionen meget om dyrevelfærd og dermed også vores forhold til naturen – det vækker mange følelser. Jeg vil næsten sige, at pelsdiskussionen er ’moderen af alle bæredygtighedsdiskussioner’, og det er nok derfor, der er så mange, som har en holdning til emnet.”

Blå bog

Else Skjold er lektor på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Design. Her forsker hun i bæredygtig omstilling med særligt fokus på beklædningsdesign.

Else Skjold var hovedtaler ved Laugenes Opvisning i 2019.

Foto: Lisbeth Holten.

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.