En klipning er ikke bare noget, der skal overstås. Det skal være en god og rar oplevelse der munder ud i, at kunderne går glade fra salonen med lige den frisure, de ønskede sig.
”Vores grundfilosofi er, at kunderne skal blive glade af at være her. Vi har et højt fagligt niveau. Alle vores behandlinger begynder, med at vi taler om, hvad kunden ønsker, og hvordan vi har tænkt os at gøre i forhold til en klipning, farvning eller hvad der er kunden skal have lavet,” siger frisør Finn Ellegaard, der har drevet selvstændig virksomhed i 20 år.
Netop det, at forklare hvad man gør, er vigtigt for at kunderne får en god oplevelse.
”Ved at tale om behandlingen ved kunderne præcis hvorfor vi gør som vi gør og dermed også, hvordan vi kommer frem til det resultat de ønsker. Jeg har det præcis på samme måde, hvis jeg har en tømrer, der skal lave noget for mig, der vil jeg også gerne vide hvordan de løser opgaven, og ikke bare at de løser opgaven. Så er jeg mere sikker på det
rigtige resultat,” siger Finn.
Giver mere end forventet
Udover den gode rådgivning, får kunderne altid noget uventet. Det kan være at få plukket bryn eller få fjernet hår i næsen.
”Kundeoplevelsen for os handler om at give kunden noget ekstra. Noget som han eller hun ikke har bedt om, men som man bliver glad for og husker. Samtidig er vi gode til at mærke efter hvad kunden har lyst til at tale om. Nogen har meget lyst til at tale om alt mulig, mens andre foretrækker at tale om det faglige i forhold til deres hår,” siger Finn Ellegaard.
”Hos os er det vigtigt, at 80 procent af samtalen handler om styling, kundens hår og hovedbund. Alt det, som de er kommer for. Selv er jeg ikke den der taler meget med kunderne om alt muligt andet. Så hvis jeg tager en af mine kones kunder, vil de sikkert synes jeg er kedelig, fordi de gerne vil tale om andet. Jeg plejer at sige, at man får de kunder man fortjener eller dem, som man tiltrækker i forhold til personlighed,” siger Finn.
Skab den rigtige stemning
Hos Ellegaard Hairfactory er der altid sat en time af til en klipning. På den måde får kunderne en kvalitetsoplevelse med godt håndværk og det bedste resultat.
”Det gode håndværk er vigtigt for os, og det er det vores kunder vil have. Derfor er det ikke her man kan blive klippet på en halv time. Vil man det, må man gå et andet sted hen,” siger Finn Ellegaard.
Og så er der det med stemningen. Hos Finn Ellegaard kan man altid høre på musikken
hvilken dag på ugen det er. Kommer man om fredagen er der mere upbeat-tempo på musikken, og der er vin eller øl, hvis man vil have det. Om mandagen er der mere stille og rolig musik og kaffe i koppen.
”Om fredagen er mange i weekendhumør og derfor må festen gerne starte her. Vi er klar med god musik, og et glas til dem, der har lyst. Det er en vigtig del at den gode oplevelse vi altid ønsker at give vores kunder,” siger Finn Ellegaard.