Tema: Rekrutter til fremtiden

Manglen på kvalificerede medarbejdere kan på sigt udfordre muligheden for at drive håndværksvirksomhed. I magasinet MESTER ønsker vi at sætte fokus på de forudsætninger og rammevilkår, der er grundlaget for at man kan drive en håndværksvirksomhed. Derfor giver vi i dette tema inspiration til hvordan man som mester og ejerleder kan arbejde bevidst med at gøre sin virksomhed attraktiv over for fx unge eller kvinder.

Foto: Arkivfoto / Ricky John Molly

Dette tema blev bragt i MESTER28, november 2023

I de kommende 10 år vil antallet af faglærte håndværkere på arbejdsmarkedet falde markant. Det skyldes en kombination af, at mange træder ud af arbejdsmarkedet samtidig med, at tilgangen af nye faglærte håndværkere er faldende.

De unge, der i de kommende år står overfor at vælge uddannelse, er vokset op i en anden tid end de medarbejdere, der er på vej på pension. Derfor lægger de vægt på andre ting omkring arbejdet og arbejdspladsen. For eksempel når det gælder arbejdsmiljø, omgangstone, fleksibilitet og fællesskab på arbejdspladsen.

Det samme gælder for kvinder, som der faktisk er et kæmpe potentiale i at tiltrække til byggeriet og det tekniske område. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser nemlig, at kun 1 ud af 10 færdiguddannede håndværkssvende inden for disse fag i 2022 var en kvinde.

Det er vigtigt at være opmærksom på, når man som håndværksmester overvejer hvor og hvordan man skal rekruttere sine medarbejdere i de kommende år.

Det kan du læse mere om på de kommende sider.

Kalender skal skabe debat om kvinder og arbejdsmiljø

Du kan blandt andet møde direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Blicher Danielsen, der fortæller om baggrunden for organisationens kampagne ’Kom og tag mig – NED’. Med kampagnen ønsker TEKNIQ Arbejdsgiverne at skabe et arbejdsmiljø, hvor der er plads til flere kvinder.

Vælg kvinderne til

Du kan også møde oldermand i Tømrerlauget, Michael Bach Sørensen. Han er en stor fortaler for at få flere kvinder ind i tømrerfaget, blandt andet fordi det er med til at skabe et bedre arbejdsmiljø. Hans pointe er at man ikke behøver at være stor for at skabe plads til alle i sin virksomhed.

 

Tømrer og byggeleder med lange negle

Du møder også Clara Waldmann der er uddannet tømrer. Hun har siden videreuddannet sig til bygningskonstruktør og arbejder i dag som projektleder med ansvar for nogle af Novo Nordisks mange byggeprojekter. Hun fortæller om nogle af sine oplevelser som lærling i byggebranchen.

Sådan får du fat i de digitalt indfødte

Til sidst kan du møde Søren Schultz Hansen, der er uafhængig erhvervsforsker. Han er ekspert i den generation af unge mellem 18 og 28 år, der kaldes ’digitalt indfødte’. I artiklen kan du læse om hvad de unge lægger vægt på, når de overvejer hvilken uddannelse og arbejde de skal vælge.