Lærling eller elev? Kend dine boligmuligheder

I de store byer, hvor lejlighederne er få og priserne høje, kan det være svært at skaffe tag over hovedet. Håndværkerforeningen har derfor udarbejdet en liste over skolehjem og kollegier, hvor du som lærling eller elev på en håndværksuddannelse har mulighed for at blive skrevet op til en bolig.

Find oversigten her nedenfor, og klik dig videre til hver enkelt kollegie eller skolehjem.

Kort om kollegier

Mangler du en bolig, mens du er under uddannelse, kan du som elev eller lærling søge om plads på et kollegie.

Kollegieboliger er ofte billigere end almindelige lejeboliger. Til gengæld er der krav om, at du skal være studieaktiv, mens du bor der.

Det varierer fra kollegie til kollegie, hvor lang ventelisten er. Der er dog flere steder, der lader elever og lærlinge, der går på en håndværksmæssig uddannelse, komme foran i køen.

Nogle kollegier har også værkstedsfaciliteter, hvor man kan bruge sine hænder og udfolde sig kreativt.

Se liste over kollegier

Kort om skolehjem

Mange erhvervsskoler har tilknyttede skolehjem, hvor du kan bo under dine skoleforløb.

I skolehjemstilbuddet indgår både kost og logi, hvilket vil sige, at lejen inkluderer tre måltider om dagen.

Er du under 18 år, er opholdet gratis. Det samme gælder, hvis du er over 18 og har en uddannelsesaftale.

For at komme i betragtning til en plads på et skolehjem skal du være indskrevet på en erhvervsuddannelse og have mere end fem kvarters offentlig transporttid mellem dit hjem og den erhvervsskole, du er optaget på. Læs om alle optagelsesbetingelser her.

Se liste over skolehjem

Liste over kollegier

Håndværkerkollegiet

Du kan søge om at bo på Håndværkerkollegiet i København, hvis du studerer på en videregående uddannelse eller er i lære som håndværker.

Kollegiet ligger i Københavns Nordvestkvarter og består af 104 værelser, der er fordelt i en femetagers boligblok og to tilstødende huse.

Som elev bor du på et- eller tomandsværelse.

Alle værelser er med bad og toilet på gangen.

Kollegiet har også fælles fjernsynsstue, studierum, træningsrum, vaskekælder, cykelkælder, værksted, postrum og festsal.

Adresse:
Bispebjerg Parkallé 22,
2400 København NV

Læs mere her:
http://haandvaerkerkollegiet.dk/

Fredenshus

Foreningen til Lærlinges Uddannelse udlejer etværelses lejligheder til unge, som er under uddannelse på en længerevarende SU-berettiget uddannelse.

Går du på en håndværksmæssig uddannelse eller en uddannelse, som er en overbygning på en håndværksuddannelse, har du fortrinsret til boligerne. Dog skal du have mere end to år tilbage af din uddannelse for at komme i betragtning.

Boligerne er placeret i foreningens ejendom ’Fredenshus’ på Østerbro i København.

Værelserne er med eget køkken og fælles bad og toilet på gangene.

Adresse:
Øster Alle 25,
2100 København Ø

Læs mere her:
https://fredenshus.dk/

Hustømrerforeningens lærlingeboliger

Hustømrerforeningen har en ejendom i Faksegade på Østerbro i København, hvor 35 lejemål bliver lejet ud som ungdomsboliger.

Er du tømrer- eller snedkerlærling, har du fortrinsret.

Lejlighederne består af et værelse, et tekøkken samt delt toilet og bad på gangen.

Du kan blive boende i lejligheden i op til et år efter, du får dit svendebrev i hånden.

Adresse:
Faksegade 8 A & B,
2100 København Ø

Læs mere her:
https://xn--hustmrerforeningen-j4b.dk/laerlingeboliger/

Løvegadekollegiet

Er du i gang med en SU-berettiget uddannelse, kan du søge om en bolig på Løvegadekollegiet i Slagelse.

Her er både étværelses lejligheder på ca. 20 m2 og halvandetværelses lejligheder på omkring 35 m2. Begge er med en lille forstue/gang, eget badeværelse samt et tekøkken.

Adresse:
Løvegade 9-13,
4200 Slagelse.

Læs mere her:
https://www.zbc.dk/nyhedsoversigt/loevegadekollegiet

Industri- og håndværkerkollegiet

Går du på en SU-godkendt uddannelse med minimum et år tilbage af din studietid, kan du søge om en bolig på Industri- og håndværkerkollegiet i Hillerød.

Kollegiet ligger ved siden af U/Nord i Hillerød og består af 100 etværelses lejligheder fordelt på to huse i to etager.

Som elev bor du på et tomandsværelse med tekøkken, toilet og bad. Herudover er der adgang til et fælleskøkken og et fællesvaskeri.

Adresse:
Bymosegårds Allé 2-12,
3400 Hillerød

Læs mere her:
https://unord.dk/skolehjem

The Mark

The Mark er et nyt kollegie i Brøndby, som har håndværk og fællesskab i fokus.

Kollegiet har plads til 495 studerende fra forskellige uddannelser. Er du håndværksstuderende og i lære, kan du blive boende under hele din læreperiode.

Det er muligt at bo på enten et enkelt- eller et dobbeltværelse. Begge dele er udstyret med køkken og bad.

Herudover er der adgang til fællesområder, hvor du kan udfolde dig kreativt og være social med andre beboere. Blandt andet er der cafe og bar, fitnessrum, fælleskøkken, loungeområde, vaskekælder, syværksted, metalværksted, snedkerværksted, cykelværksted, læderværksted, lerværksted, elektronikværksted og malerværksted.

Adresse:
Brøndbyøster Boulevard 22,
2605 Brøndby

Læs mere her:
https://themark.dk/

Læs også artikel om The Mark fra magasinet MESTER

Håndværkskollegiet

Fonden for Håndværkskollegier, som er stiftet af BRFfonden, bygger over de kommende år tre nye kollegier til håndværkerlærlinge.

Det første, som er ved at blive opført i Horsens, ventes at slå dørene op i starten af 2024. De to andre kollegier, der skal ligge i Herning og på Musicon i Roskilde, står efter planen færdige i henholdsvis 2025 og 2027.

Kollegierne vil udover boliger indeholde værksteder, hvor du som håndværkerlærling kan dyrke din faglighed.

Læs mere her:
https://brffonden.dk/
https://ffhk.dk/

Foto: BRFfonden/CUBO/Danø Arkitektur

Sydporten

Dansk Metal bygger i øjeblikket et nyt boligkvarter i Københavns Sydhavn, der tilgodeser arbejdere og lærlinge.

I første kvartal af 2024 slår fagforeningen dørene op til 418 kollegie- og studieboliger, der som udgangspunkt bliver tildelt lærlinge, som er medlemmer af Dansk Metal.

Læs mere her:
https://sydporten.dk/

Liste over skolehjem

Københavns Erhvervskollegium / Håndværkerskolehjemmet

Københavns Erhvervskollegium – også kendt som Håndværkerskolehjemmet ­­– er et kollegium, der er målrettet elever på erhvervsuddannelser.

Er du indskrevet på en erhvervsuddannelse, kommer du foran i køen. Alle, som er under uddannelse, kan dog skrive sig på venteliste.

Skolehjemmet har til huse i både Valby og Emdrup.

Som elev bor du på et tomandsværelse med toilet og bad. Herudover er et fælles tekøkken, som du deler med de andre beboere i din opgang.

På skolehjemmet er der også fællesarealer med blandt andet køkken, spiseområde og opholdsrum.

Adresser:
Bispebjerg Parkallé 12,
2400 København NV

Ramsingsvej 28B,
2500 Valby

Læs mere her:
https://hskhjem.dk/

ZBC Elevhoteller

Som elev på en af ZBC’s erhvervsuddannelser i Ringsted, Slagelse eller Roskilde kan du søge om en bolig på et elevhotel.

Elevhotellerne er for alle, der går på erhvervsuddannelserne (EUD), EUX, HHX, HTX eller en særlig tilrettelagt uddannelse (STU).

Som elev bor du på et tomandsværelse. Værelserne i Ringsted og Roskilde har eget bad og toilet. Mens du i Slagelse deler med naboværelset.

Herudover er der adgang til fitnessrum, IT-rum og fritidsrum samt en café og en fjernsynsstue.

Adresser:
Maglegårdsvej 8,
4000 Roskilde

Valbyvej 69 C,
4200 Slagelse

Ahorn Allé 3-5,
4100 Ringsted

Læs mere her:
https://www.zbc.dk/elevhotel

Det Maritime Skolehjem

Går du på en SU-godkendt uddannelse med minimum et år tilbage af din studietid, kan du søge om en bolig på Det Maritime Skolehjem i Helsingør.

På skolehjemmet bor du på et tomandsværelse med eget tekøkken, bad og toilet. Herudover er der adgang til et fælleskøkken og et fællesvaskeri.

Adresse:
Rasmus Knudsens Vej 9,
3000 Helsingør

Læs mere her:
https://unord.dk/skolehjem

EUC Nordvestsjællands Skolehjem

Er du optaget på EUC Nordvestsjælland eller en anden erhvervsskole, kan du søge om et værelse på skolehjemmet i Audebo.

På skolehjemmet er der både dobbelt- og enkeltmandsværelser.

Herudover er en fælles dagligstue med tv og billiard, en kantine, et træningslokale og et vaskerum

Adresse:
Audebo Skolevej 6B,
4300 Holbæk

Læs mere her:
https://eucnvs.dk/elever/skolehjem/

EUC Sjællands Skolehjem

Er du optaget på EUC Sjælland eller en anden erhvervsskole, kan du søge om et værelse på et skolehjem i enten Næstved eller Haslev.

Der er både dobbelt- og enkeltmandsværelser, men du bor som udgangspunkt sammen med en anden.

Herudover har du adgang til en elevcafé, et motionsrum og et vaskerum.

Adresser:
Skolehjemmet Sneppen
Sneppevej 51-61,
4700 Næstved

Skolegade 21,
4690 Haslev

Læs mere her:
https://www.eucsj.dk/skolehjem.aspx

Skolehjemmet på Roskilde Tekniske Skole

Er du elev på Roskilde Tekniske skole, kan du søge om en skolehjemsplads.

Her bor du enten på et dobbelt- eller et enkeltværelse. Begge dele er med eget toilet og bad.

Samtidig har du adgang til et fælles opholdsrum, en spisesal, en idrætshal, en multisal og en café.

Udover elever fra Roskilde Tekniske skole bor du sammen med elever fra Landbrugsskolen Sjælland. Derfor er der også ridefaciliterer. Heriblandt et stort ridehus, tre udendørsbaner og gode ridestier.

Adresse:
Ledreborg Allé 50,
4000 Roskilde

Læs mere her:
https://www.rts.dk/for-elever/et-sted-at-bo/205-skolehjemmet-pa-landbrugsskolen-sjaelland-roskilde

Der er ingen sider i denne kategori.
Medaljemodtager: Savnede at arbejde med hænderne
Katrine Thiesen Møller startede oprindeligt på grundforløbet som møbelpolstrer. I stedet for at fortsætte på hovedforløbet valgte hun...
Læs mere
Lærling på byggepladsen
Fonden Alderstrøst gennemfører i øjeblikket en stor energirenovering af Håndværkerhaven. I udbuddet var et af tildelingskriterierne at de...
Læs mere
Svendeprøve: Elektronik og mekanik i fokus hos mekanikerne
Koncentrationen er stor, og nervøsiteten hænger i luften i den store hal på Stamholmen fyldt med biler og...
Læs mere