’Ved siden af’ er et lille, hyggeligt butikslokale malet i varme farver med ældre borde og stole og ikke mindst et farvestrålende tæppe på væggen, som Claus Meyers hustru har hængt op. Hun står for indretningen af mange af Meyers steder. Her har vi sat Claus Meyer stævne for at høre om hans nye initiativ.
Hvorfor åbne et lille forsamlingshus midt i byen?
”Det er måske mere et kulturhus end et forsamlingshus. Kulturen kommer først, men her skal helst ske noget hver time, og arrangementerne skal gerne levere en lille skærv til huslejen. Man kan med rette spørge, hvorfor vi ikke har gjort det før. Hvorfor skulle jeg blive så gammel, før jeg fik idéen, for den er jo oplagt. Men det skal også ses i lyset af corona. I marts fik vi alle besked på at arbejde hjemmefra, restauranter blev lukket, og arrangementer blev aflyst. I en situation hvor driften er blevet sat i stå, og vi pludselig tilbringer langt mere tid med færre mennesker og mere lokalt, så er der kommet det her ud af det i stedet. Det, der traditionelt har fyldt 80 procent af ens liv, fylder nu måske kun 50 procent, så vi har fået tid til noget andet,” siger Claus Meyer.
Verdens bedste skovtur for de lokale
En anden inspiration var Claus Meyers tre år med familien i New York.
”I New York er der konstant fart på, og det bliver nemt meget overfladisk. Da jeg kom hjem, stod det klart for mig, hvor meget jeg havde savnet at forbinde mig med mennesker på en dybere måde eller med et længere sigte,” siger Claus Meyer.
Efter at være vendt hjem fra New York fungerer Claus Meyer nu med sine egne ord som chefredaktør med ansvar for det, Meyers udkommer med, og måden, det sker på: smagen, ordene, partnerskaberne, de nye initiativer.
”Jeg rejste jo ud kort tid efter fusionen med Løgismose og frasalget af aktiemajoriteten. Det var i virkeligheden ikke så overraskende, at Meyers på både godt og ondt blev mere strømlinet. Under corona fik nogle af virksomhedens mest kreative kræfter frigjort tid, og så var det, at vi henover foråret og sommeren kunne realisere Drive In Bio i Nordhavn (Verdens Bedste Køretur), drivhusrestauranter og ikke mindst ”Verdens Bedste Skovtur”, som vi lavede ved Udsholt Strand, hvor familien har sommerhus,” siger Claus Meyer og fortsætter med stor energi med at fortælle om, hvordan han sammen med kolleger og legekammerater fik folk ud af sommerhusene og ind i skoven til det, der blev en optakt til det nye sted på Frederiksberg.
”Vi skrev rundt til 17 grundejerforeninger og opfordrede alle til at komme med idéer til aktiviteter, som de selv ville lave i skoven, og så stod vi for maden og omgivelserne. Min drøm var, at hvis alle ville bidrage med en aktivitet, så kunne de til gengæld selv deltage i fem-seks andre aktiviteter, som andre stod for. På den måde kunne vi få råd til at lave verdens mindste event. Der var for eksempel en, der gerne ville fortælle om CV Jørgensen og spille hans musik både live og som vinyler, og vi havde også dragebygning for børn,” fortæller Claus Meyer, der nu har taget samme tanke med til Frederiksberg.
Men hvorfor er det vigtigt at engagere sig i lokalområdet?”
Hvis jeg er et sted, kan jeg godt lide at levere mere end, hvad der er nødvendigt. Man må gerne kunne mærke, at jeg er her. Nu har jeg boet på Frederiksberg i 30 år, men jeg har ikke tidligere engageret mig så meget her ud over delien. Så nu er det på tide med det her sted, og i øvrigt gælder det samme for Fasangården i Frederiksberg Have, som vi har åbnet i år,” siger Claus Meyer.
Taletid til dem med noget på hjerte
Han vil gerne have, at alle overboere, naboer og andre lokale skal kunne komme og fortælle om, hvad de interesserer sig for. Det skal være et sted for alle. Samtidig har Meyers Deli indimellem arrangementer med lidt videre rækkevidde, blandt andet Samtalekøkkenet med landskendte personer og musikquiz med Nikolaj Koppel. Og de to typer arrangementer skal supplere hinanden.
”Når Nikolaj Koppel afholder musikquiz, er alle billetterne hurtigt udsolgt, og det er ikke nødvendigvis lokale, der deltager. Det er i virkeligheden ikke særligt inkluderende. Derfor skal det her være muligt at komme og fortælle om sin hobby eller andet, man har lyst til at tale om. Det kan være om at strikke og hækle, og så kan man for 40 kr. komme og få et glas vin eller andet og lære at strikke. Det er afgørende for os, at de, som kommer, på den ene eller anden måde bidrager aktivt i samtalen eller i aktiviteterne.”
”Jeg er et menneske, der selv har fået meget taletid gennem årene. Nu synes jeg, tiden er kommet til at interessere sig mere for, hvad andre har at fortælle. Jeg har for eksempel en nabo på min vej, der har skrevet en ph.d. om sorg, og jeg tror, at hun kommer herned og taler om emnet en aften. En anden fotograferer, en tredje vil lave garnbanko og så videre,” siger Claus Meyer og fortsætter: ”Københavns Universitet ligger bare 500 meter væk. Mon ikke nogen af forskerne kunne have lyst til at formidle deres viden?”.
De fleste arrangementer bliver lagt om morgenen og om aftenen, og så er det meningen, at lokale borgere kan sidde og arbejde eller holde møde i løbet af dagen, mens andre vælger at spise frokost i Meyers Deli. Når der ikke er arrangementer, kan man leje sig ind, hvis man skal holde et større møde eller en lille fest. Maden står Meyers Deli for.
Laks og lingeri
En anden plan for stedet er at lave noget sammen med de lokale butikker og foreninger på Frederiksberg. Der er blandt andet skakaftener en gang om måneden, hvor Frederiksberg Skakforening kommer med skakbrætter og skakure, og Meyers sørger for lidt mad og drikke. Om søndagen skal der være fællesspisning, og så er der aftalt aftener med nogle af nabobutikkerne.
”Vi har en plan om en aften med titlen ”Laks og Lingeri” med nabobutikken, der sælger lingeri. Der er også en aften i støbeskeen med Shirtmakers Dinner. Jeg gik over gaden til tøjbutikken Garodkin og spurgte, om de havde noget, de kunne tænke sig at lave sammen med os. De foreslog, at vi lavede en aften, når deres skjortemager fra Napoli kommer herop på et tidspunkt i foråret. Man kan komme og vælge stof til en skjorte og få den syet efterfølgende. Vi serverer napolitanske specialiteter til,” siger Claus Meyer.
Han havde aldrig før talt samarbejde med Garodkin på den anden side af vejen. Men nu mødes han med forretningens ejer og spiller tennis en gang imellem, hvilket er et godt eksempel på, hvad Claus Meyer gerne vil opnå for andre med det nye sted.
”Alle kan komme med gode idéer til, hvad der skal ske. Der er allerede 25, der har henvendt sig. Vi har et ansvar for at skabe et program og trække folk til, som vi gør med vores skakaftener. Der er måske ikke så mange nye mennesker, der går ned i skakklubben, men hvis de på en uforpligtende måde oplever spillet her, kan det være, der er nogen, der får lyst til at melde sig ind.”
Men hvor meget af idéen med stedet ved siden af Meyers Deli er lokalt engagement, og hvor meget er forretning?
”Jeg er ikke sikker på, at det helt giver mening at skille de to ting ad. Jeg har nogle gange lavet en forretning, der klarede sig pænt på tallene, men er ved at dø frem for at udvikle sig. Jeg kan ikke bevise, at det er en god forretning. Men hvis vi bare kan få de 500 kr. ind, det koster i husleje om dagen, og det kan smitte lidt af på delien, så er det fint. Tiden vil vise, om det kommer til at virke, nu giver vi det foreløbig et år, så må vi se, hvordan det går,” slutter Claus Meyer, inden han igen sætter sig op på cyklen og kører ned ad regnvåde Gammel Kongevej. Han skal lige gøre sig klar til aftenens onlinebegivenhed på Facebook: Musikquiz med Nikolaj Koppel, Thomas Skov og Malthe Ebert og Claus selv i køkkenet hjemme på Kastanievej. Hvis det ikke havde været for corona, ville begivenheden have fundet sted live på Meyers Deli.