Marmorkirken Mikkel Wold, sognepræst

Da man i midten af 1700-tallet anlagde Frederiksstaden, ønskede man at bygge en monumental kirke for enden af bydelens tværakse, Amalienborgaksen. Kirkebyggeriet blev igangsat i 1749, hvor Frederik den femte nedlagde grundstenen til kirken. Byggeriet blev dog standset af Struense i 1770. Efter mere end 100 års stilstand købte C.F. Tietgen ruinen og lod arkitekt Ferdinand Meldahl færdiggøre kirken. Kirken blev indviet i 1894.

Kirken var oprindeligt planlagt langt mere pompøs end den nuværende. Kuplen skulle have været højere, og der var desuden tænkt to fritstående tårne og en enorm søjleportal. Kirkens officielle navn er Frederiks Kirke. Navnet ’Marmorkirken’ er et øgenavn, som er kommet, fordi kirken er bygget af norsk marmor. Øgenavnet har hængt ved helt siden den første byggeperiodefra 1749-70.

Hvad gør dette byggeri specielt?

”Kirkens historie er ganske særpræget: på den ene side meget dansk, og så alligevel ikke. Man havde en ambition om at opføre en monumental kirke, men det gik ikke. Og så lå arbejdet faktisk stille i omkring 100 år. Tietgen købte ruinen og de omkringliggende grunde i 1874, men der var en hjørnegrund, som han ikke kunne købe – det kalder man den dag i dag stadig ’Tietgens Ærgrelse’. Men Tietgen fik bygget kirken, som nu fuldender Amalienborgaksen.”

”I forbindelse med metrobyggeriet blev der gennemført en præcis laseropmåling og registrering af hele kirken. Og det viser sig, at når man sammenligner opmålingen med de oprindelige tegninger af kirkens konstruktion, så ligger bjælkerne i tagkonstruktionen fuldstændigt præcis. Så vi har en bygning, der er bygget ud fra nogle håndværkstraditioner, der bare holder.”

”Og så er det jo fantastisk bare at gå rundt i kirkerummet. Lysindfaldet gør, at man hele tiden opdager nye detaljer i udsmykningen.”

Hvordan synes du, at den bidrager til at gøre byen smuk?

”Set ude fra har bygningen stor skønhed, og kirken står som et point de vue i Amalienborgaksen. Kuplen er utrolig veludført og regnes som en af de smukkeste i verden.”

”Og når man så træder indenfor i kirken, oplever man den ro, som et kirkerum giver. Teologisk set er kirkerummet hjemsted for stilhed og bøn, og det er utroligt vigtigt for en storby, at man har mulighed for at få en pause. Det er der mange, der benytter sig af – vi har omkring 700.000 besøgende om året.”

Hvad er du mest glad for ved bygningen?

”Kirkens skønhed og enkelthed er fantastisk. Men det er selve kirkerummets storhed, og lysindfaldet, der er det smukkeste. For et par år siden blev kirken istandsat, og i den forbindelse fik vi skiftet vinduerne. Tidligere havde vi matteret glas, men nu har vi en anden type glas, der bryder lyset på en helt anden måde og giver en mere klart lys. Det er fantastisk smukt.”