Politigården: Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi

Politigården er en bygning, der er kendt af de fleste i landet. Ikke mindst fra pressemøder, men også fra en række danske film og tv-serier. Særligt den
flotte runde søjlegård, der er inspireret af Pantheon i Rom, et meget kendt sted blandt mange danskere.

Denne artikel blev bragt i MESTER11, juni 2020.

Politigården er bygget mellem 1918 og 1924 og er skabt som hovedsæde for Københavns Politi, hvilket den fortsat er. Bygningen er fredet. Her har politidirektør Anne Tønnes sit kontor og sin daglige gang som leder af Københavns Politi.

Hvad gør dette byggeri specielt?

”Hvis man ser overordnet på bygningen, er den jo et vartegn for dansk politi. Den er ikonisk. Der er ingen, som er i tvivl om, at det er Politigården. Bygningen er tegnet og bygget som politigård og hovedsæde for Københavns Politi, og det bliver den stadig brugt som, hvilket er noget særligt. Det er langt fra en almindelig kontorbygning, og jeg vil tillade mig at kalde den en arkitektonisk perle. Samtidig er det jo et sted, hvor der er sket mange interessante ting gennem tiderne. Ikke mindst under 2. verdenskrig, hvilket også gør bygningen speciel.”

”Og så er det jo en arbejdsplads, hvor der er mennesker 24/7. Vi har vagtcentral og servicecenter og selvfølgelig en administration af Københavns Politi herinde. Så det er en bygning, hvor der sker noget,” siger Anne Tønnes.

Inden for de senere år har Politigården gennemgået en stor renovering. Blandt andet er facaden blevet istandsat. Men fordi Politigården er fredet, er der ting, der ikke kan ændres på.

”I forbindelse med mit kontor ligger Parolesalen, som i dag bliver brugt til mødelokale. Men her må vi for eksempel ikke installere udstyr til videomøder, så det har vi i stedet i andre lokaler,” siger Anne Tønnes.

Hvordan synes du, at den bidrager til at gøre byen smuk?

”Politigården er bygget i nyklassicistisk stil, men er krydret med mange andre  byggestile, og selv om jeg er her hver eneste dag, er der hele tiden noget nyt at se på. Den er fra en anden tid, hvor man byggede nogle fantastiske bygningsværker, som stadig skiller sig ud. For eksempel er søjlegården jo helt speciel. Selv om der er larm og byggestøj udenfor fra byggeriet ved den gamle postbygning, er der helt fredeligt og roligt i gården, og længere inde finder man Mindegården med statuen Slangedræberen, som også er en ganske særlig del af Politigården,” siger Anne Tønnes.

Og at bygningen er noget særligt, kan man se ved interessen fra arkitektstuderende:

”Hvis vi tillod det, ville vi have arkitektstuderende fra mange steder i Europa gående rundt herinde hele tiden. Vi får løbende forespørgsler herom,” siger Anne Tønnes.

Hvad er du mest glad for ved bygningen?

”Det, at man aldrig bliver færdig med den. Bygningen overrasker konstant. Blandt andet med de forskellige farver på væggene fra den ene etage til den anden. Når man åbner døren til et nyt rum, får man en ny oplevelse. Der er så mange spændende rum, store og  små og også mange hemmelige rum. Der er i det hele taget så mange lækre detaljer, som gør, at man aldrig bliver træt af at være her.”