Æreshåndværker 2019 Margrethe Vestager

EU-kommissær og tidl. minister Margrethe Vestager (1968) er her til aften blevet kåret som Æreshåndværker af Håndværkerforeningen København. Dermed skrives Margrethe Vestager ind i et fornemt galleri af markante kulturpersonligheder, erhvervsfolk og politikere, som hvert år siden 1973 er kåret til Æreshåndværker. Listen tæller bl.a. tidligere statsminister Poul Schlüter, præst og forfatter Johannes Møllehave og senest i 2018, skuespillerinden Trine Dyrholm.

Politik af højeste internationale kaliber

Håndværkerforeningen hædrer Magrethe Vestager som Æreshåndværker på baggrund af hendes arbejde som EU-kommissær, hvor hun på fornemmeste vis har udført godt politisk håndværk af international kaliber. Blandt andet i forhold til at løfte den særdeles tunge dagsorden om, at sikre fair og lige konkurrencevilkår på det europæiske marked.

Margrethe Vesager har formået at slå sit navn fast på den internationale politiske scene, og hun var således på TIME´s liste over top 100 af verdens vigtigste personer i 2017.

”Margrethe Vestager har med dygtighed, flid og ikke mindst en stor portion mod og vilje sat en helt ny standard for arbejdet som EU-kommissær. Med sin personlige power har hun skabt fornyet respekt om embedet, og hun har med en utrættelig indsats arbejdet for at sikre et frit og lige marked i Europa. Det har givet genlyd hos de store internationale virksomheder og i medierne – men også hos helt almindelige forbrugere,” siger foreningens formand, malermester Per Vangekjær.

Om udnævnelsen siger Margrethe Vestager

”Det er fantastisk at stå her i dag. Og jeg er naturligvis både glad for og stolt over den anerkendelse det er at få prisen. Og så er det noget særligt at modtage denne hædersbevisning sammen med årets dygtigste nyuddannede håndværkere. De har med deres svendeprøver bevist, at de er blandt de dygtigste repræsentanter for både deres fag og håndværk. For det fortjener de vores alles hyldest.”

Medalje magen til de unge håndværkere

Margrethe Vestager modtog prisen under overværelse af H.M. Dronning Margrethe ved en stor ceremoni på Københavns Rådhus. Her hyldede Håndværkerforeningen 94 af årets dygtigste nyuddannede håndværkere med medaljer og legater for over 1,2 millioner kroner.

Sammen med titlen modtager Margrethe Vestager et Æresmesterbrev og en sølvmedalje magen til den, de unge nyuddannede håndværkere får overrakt.

”De egenskaber vi hylder hos Æreshåndværkeren er de samme, som vi hylder hos de nyudlærte håndværkere. Det er medaljen et synligt bevis på, og derfor får Margrethe Vestager en sølvmedalje magen til den de unge får, ligesom vi med et Æresmesterbrev byder Margrethe Vestager velkommen i håndværkets kreds,” slutter Per Vangekjær.

Sølvmedaljen er den højeste udmærkelse, man kan få tildelt.

Tidligere Æreshåndværkere

Den prestigefyldte titel Æreshåndværker er gennem årene blevet tildelt en fornem kreds af kendte samfunds-, kultur-, videnskabs- og erhvervspersonligheder.



Læs mere på hfk.dk/titlen

2023: Bente Klarlund Pedersen, professor og overlæge

2022: Puk Damsgård, journalist og forfatter

2021: Søren Østergaard, zirkusdirektør

2019: Margrethe Vestager, EU-kommissær

2018: Trine Dyrholm, skuespiller

2017: Jussi Adler-Olsen, forfatter

2016: Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør

2015: Bertel Haarder, politiker

2014: Olafur Eliasson, billedkunstner

2013: Susanne Bier, filminstruktør

2012: Asger Aamund, erhvervsleder og bestyrelsesformand

2011: Claus Meyer, gastronomisk iværksætter

2010: Anders Fogh Rasmussen, politiker

2009: Hans Edvard Nørregård-Nielsen, kunsthistoriker og fondsdirektør

2008: Ulrik Wilbek, landsholdstræner

2007: Michael Pram Rasmussen, erhvervsleder og bestyrelsesformand

2006: Michael Kvium, billedkunstner

2005: Kasper Holten, instruktør og operachef

2004: Johannes Møllehave, præst og forfatter

2003: Ghita Nørby, skuespiller

2002: Jørgen Mads Clausen, erhvervsleder og bestyrelsesformand

2001: Lene Vestergaard Hau, forsker og professor

2000: Benny Andersen, digter og komponist

1999: Niels-Henning Ørsted Pedersen, jazzbasist

1998: Bjørn Nørgaard, billedhugger og professor

1997: Hanne Reintoft, socialrådgiver og politiker

1996: Michala Petri, blokfløjtespiller og professor

1995: Niels Due Jensen, erhvervsleder og bestyrelsesformand

1994: Erik Mortensen, modeskaber

1993: Bille August, filminstruktør

1992: Poul Schlüter, politiker

1991: Mette Koefoed Bjørnsen, økonom og forligsmand

1990: Michael Schønwandt, dirigent

1989: Søren T. Lyngsø, ingeniør og erhvervsleder

1988: Lise Nørgaard, forfatter

1987: Frits Helmuth, skuespiller

1986: Inge Genefke, læge og menneskerettighedsforkæmper

1985: Erik Werner, bladtegner

1984: Christian Rovsing, ingeniør og erhvervsleder

1983: Godtfred Kirk Christiansen, erhvervsleder

1982: Mogens Frohn Nielsen, skipper

1981: Mærsk Mc-Kinney Møller, skibsreder og bestyrelsesformand

1980: Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

1979: Lis Møller, journalist og politiker

1978: Per V. Brüel, ingeniør og erhvervsleder

1977: Victor Borge, pianist og entertainer

1976: Steen Eiler Rasmussen, arkitekt og professor

1975: Piet Hein, digter og multikunstner

1974: Bjørn Wiinblad, keramiker og designer

1973: Robert Jacobsen, skulptør og billedhugger

Håndværkerforeningens ærespris:
Æreshåndværker

Med titlen Æreshåndværker har Håndværkerforeningen København siden 1973 hyldet personligheder, der yder en ganske særlig indsats til gavn for det danske samfund.
Læs mere

Håndværkerforeningens
medaljeuddeling

Håndværkerforeningen hylder årets dygtigste nyuddannede håndværkere med Håndværkerforeningens medalje i sølv eller bronze. Målet er at vise de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse giver.
Læs mere