Æreshåndværker Puk Damsgård: Vil skabe forståelse for livet i Mellemøsten

Mange kalder hende krigskorrespondent, men det er hun ikke glad for. Hun er korrespondent i Mellemøsten for DR, og hun har ikke rejst med sin skudsikre vest på i Mellemøsten i meget lang tid. Hun ser sit arbejde som et håndværk med mange paralleller til håndværksfag. Mød årets æreshåndværker Puk Damsgård. 

Tekst: Peter Djurup
Foto: Oliver Marsden

Denne artikel blev bragt i MESTER21, juni 2022.

Det har taget nogle uger at lave en aftale med Puk Damsgård om interviewet. Hun har været en tur i Ukraine for at rapportere fra livet i det krigsramte land. Østeuropa er ellers ikke den erfarne journalists ekspertområde, men som hun siger: ”Der var brug for alle mand på dæk på grund af de historiske begivenheder i Ukraine.” 

Nu er hun tilbage i Beirut. Foråret er kommet, og i weekenden var der masser af liv i byen, fortæller Puk Damsgård i telefonen denne mandag formiddag. Som så mange andre har hun en have, som skal passes. Men også en generator, som er et vigtigt hjælpemiddel i dagligdagen i en by, hvor der maksimalt er strøm tre timer i døgnet. Svært at forestille sig i Danmark, hvor elektricitet og vand er lige så selvfølgeligt, som at mandag kommer efter søndag, men noget man ifølge Puk Damsgård vænner sig til i byen, hvor hun føler sig hjemme. 

”One Hell of a Christmas”

Puk Damsgård er vokset op langt fra Mellemøsten på en gård på Sjælland. Efter gymnasiet valgte hun i første omgang at tage en skuespilleruddannelse på en privat teaterskole. På trods af, at hun ikke havde en stor drøm om at blive skuespiller. 

”Det var sjov og ballade. For mig var teaterskolen min måde at tage på backpacking på. Allerede i gymnasiet vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg gad faktisk heller ikke gå i gymnasiet, men jeg fik ikke lov til at droppe ud for mine forældre,” siger Puk Damsgård. 

Efter teaterskolen blev det kun til få roller på det store lærred. Blandt andet i gyserinstruktøren Shaky Gonzáles’ ”One Hell of a Christmas” med blandt andre Thure Lindhardt. Men skuespillerfaget var ikke det, som trak i Puk Damsgård. 

”Jeg følte, at vi var meget optaget af vores eget sind som skuespillere. Den type indadvendt selvcentrering er jeg ikke vild med. Jeg er også for genert til at stå på en scene. Men det jeg har taget med mig, er evnen til at observere andre mennesker og lægge mærke til detaljer i menneskers måde at være til stede i deres krop på. Hvordan de går, og hvor i kroppen man er til stede. Det bruger jeg i mit arbejde som journalist, når jeg møder og interviewer mennesker. Jeg lærte også at trække vejret helt ned i maven og at skabe grounding. Det bruger jeg i dag, når jeg skal lave live tv,” siger Puk Damsgård. 

Skuespilteknik mod nervøsitet

På trods af den store erfaring som tv-journalist kan hun nemlig stadig bliver meget nervøs, når hun skal direkte på i tv-avisen, og her kommer læringen som skuespiller hende til gode. 

”Det at være på live fjernsyn er en vild disciplin. Du skal levere en pointe eller to på meget kort tid, og derfor skal du være virkelig præcis. Så der kan jeg godt være sindssygt nervøs. Nogle gange ryster mine ben, og jeg bliver tør i munden, men heldigvis kan seerne ikke se mine rystende ben. Så er det, jeg bruger det, jeg har lært på teaterskolen med at trække vejret ned i maven og mærke mine fødder på jorden,” siger Puk Damsgård. 

Første stop Bagdad

Så tiden på teaterskolen var ikke forgæves. Men efter den tid trak journalistikken mere end det at stå på scenen. 

”Journalistikken lå mere naturligt for mig, da jeg er vokset op med en mor, der er journalist. Jeg var tit med hende på arbejde, da jeg var barn, når hun var ude på opgaver rundt omkring på Sjælland. Det var nærmest en meget tidlig praktik, da jeg var otte år. Derhjemme havde vi mange aviser hver dag, og min mor læste bøger højt for mig, da jeg var meget lille. Jeg elskede også selv at skrive i skolen, både stile og andre skriftlige opgaver,” siger Puk Damsgård. 

Hun ville dog længere ud i verden end rundt på Sjælland og lave reportager. Inspirationen til det kom en dag, da Puk Damsgård var i begyndelsen af 20’erne, hvor hun så et indslag i tv-avisen med den navnkundige Ole Sippel, der rapporterede fra amerikanernes invasion af Irak i 2003. Bag Sippel løb der nogle unge irakere, der havde plyndret et offentligt kontor. 

”De var på min alder, og jeg fik en idé om at tage derned og finde ud af, hvordan de unge oplevede invasionen: Følte de sig besat eller befriet? På det tidspunkt arbejdede jeg som pædagogmedhjælper og fik min veninde Abigail, der var ansat i DR, med på idéen,” siger Puk Damsgård. 

Veninden og Puk havde på forhånd fået en aftale med DR’s ungdomsredaktion om at lave radiodokumentarer fra Irak, og i løbet af to måneder fik hun via nogle irakiske familier i Danmark forbindelse til mennesker i Irak. Puk Damsgård ringede også til Ole Sippel, som gav hende kontakt til en chauffør, der kunne hjælpe de to unge kvinder med at komme fra Amman i Jordan til Bagdad. 

”Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af, at det var det her, jeg skulle. Hvordan jeg følte mig fremmed, men også utrolig hjemme på samme tid, da jeg første gang kom til Bagdad. Det blev definerende for det, jeg ville lave fremover,” siger Puk Damsgård. 

Suger historier til sig som en svamp

Efter turen til Irak begyndte Puk Damsgård på Syddansk Universitets journalistuddannelse. Under hele sin uddannelse fokuserede hun på opgaver, der omhandlede Mellemøsten, og også Afghanistan kom på journalistens landkort, da hun valgte, hvor hun skulle holde sin første sommerferie fra studiet. 

”Det var særligt den Islamiske verden, der interesserede mig. Jeg var i Pakistan to gange under min praktik. Den ene gang for at dække begrebet æresdrab, fordi en pakistansk kvinde blev dræbt på Slagelse station. Jeg beskrev, hvad et æresdrab er, og besøgte hendes familie for at beskrive sagen og baggrunden.”  

Hun var også i Pakistan på det tidspunkt, hvor krisen med Muhammedtegningerne eksploderede. Det var igen tilfældigt, at hun var der på netop det tidspunkt. 

For Puk Damsgård ligger det helt naturligt at tænke i historier. 

”Jeg opsnapper historier som en svamp. Når jeg taler med folk, kan jeg ikke lade være med at tænke i historier. Det interesserer mig at høre, hvad folk tænker, og hvordan de lever, og det kombinerer jeg med min interesse for at arbejde i udlandet. Jeg søgte med vilje praktik på Jyllands-Posten, fordi jeg vidste, at de sendte praktikanter til udlandet. I min praktiktid blev jeg sendt to gange til Pakistan og andre steder, og efter praktikken tog jeg orlov fra studiet og kom med på Galathea-ekspeditionen. Da jeg skulle skrive min bacheloropgave, kombinerede jeg det med en firemåneders udstationering for Jyllands-Posten i Pakistan og Afghanistan,” fortæller Puk Damsgård. 

Vil gøre os klogere på Mellemøsten

Men hvad er det, der tiltrækker årets æreshåndværker ved at rapportere fra udlandet, og særligt fra steder, hvor der er krigslignende tilstande og spændinger? 

”Dels kan jeg godt lide selv at blive udfordret, og så kan jeg også godt lide at udfordre modtageren. Det handler om at blive testet på mine egne forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen. Mellemøsten er et sted, hvor man hele tiden bliver overrasket. Jeg vil gerne vise, at virkeligheden her er mangefacetteret. Det er vigtigt at formidle, hvad der sker i denne del af verden, og vise, at det ikke bare er et sted med problemer, men også et sted, hvor mennesker lever deres liv og har en hverdag som alle andre. Jeg bliver selv stadig overrasket over, hvordan tingene forholder sig her, og jeg vil gerne udbrede kendskabet til regionen,” siger Puk Damsgård. 

Hun drager en parallel til den nuværende situation i Ukraine. 

”Lige nu har vi i Danmark et indtryk af, at krigen er tæt på, på grund af Ukraine. Og med god grund. Mellemøsten er ikke meget længere væk geografisk, men det er regionen til gengæld kulturelt, og derfor virker det fjernt for mange. Jeg sætter en ære i at bringe historier til torvs fra mennesker her, der ikke bliver hørt. Jeg vil gerne være med til at bringe en forståelse hjem til Danmark. Ikke nødvendigvis ved at rapportere om storpolitik, men ved at lave reportager fra levet liv i f.eks. Bagdad eller Beirut. Helt på samme måde, som når min kollega går op i at fortælle, hvad der sker i dagligdagen i Bruxelles. Hvad der sker i Mellemøsten, er vigtigt for os i Europa. Det er vores baghave, uanset om vi vil det eller ej.  Det så vi blandt andet, da flygtninge vandrede på vejene op gennem Europa.” 

På fremmed mark

På grund af krigen i Ukraine, har Puk Damsgård lige været af sted for at rapportere fra landet, som Rusland har angrebet. Også her har hun fortalt historier om, hvordan menneskene lever, mens krigen raser. 

”Det er første gang, jeg bliver sendt et sted hen, hvor jeg føler mig som en fremmed. Det er på en måde lidt en uskik, for jeg er ikke dygtig til bare at dumpe ned et sted og lave journalistik. Det er svært, når man ikke forstår sproget og kulturen, men det var nødvendigt, at vi tog af sted og hjalp med at få fortalt, hvad der sker i Ukraine lige nu. Ikke kun i forhold til de konkrete krigshandlinger, men også for at få fortalt, hvordan man lever i landet under krigen. Selv om mange tænker, at jeg jo er vant til at være i en krigszone, ser jeg det ikke selv sådan. Jeg er vant til at være i krigs- og konfliktzoner, men disse er jo vidt forskellige, alt afhængigt af kontekst. Men når det er sagt, har vi alle, der er korrespondenter i udlandet, en erfaring, som vi kan bruge i en situation som denne.” 

Krig eller almindeligt liv

Det er vigtigt for Puk Damsgård, at hun ikke bliver set som krigskorrespondent, selv om hun siden 2011 har arbejdet i konfliktramte områder i Mellemøsten. 

”Når folk spørger mig, om jeg er krigskorrespondent, er svaret ”Nej!”. Jeg er ansat som korrespondent i Mellemøsten og dækker både konflikt og også alt muligt andet. Jeg har boet i Kairo i mange år, og det er ikke en konfliktzone, men så er der selvfølgelig andre problemer. Jeg flyttede dertil lige midt i, at der var et kup mod den tidligere præsident, så der er jo anspændte tidspunkter. Det er der også her i Libanon, hvor jeg bor nu. Det er ikke længe siden, at vi havde den store eksplosion på havnen. Men livet går alligevel sin gang.” 

Så på trods af at Puk Damsgård blandt andet har dækket krigen i Syrien og slaget om Mosul, føler hun, at hun lever et almindeligt liv som alle andre. 

”Jeg oplever ikke i min hverdag, at her er konfliktfyldt. Jeg lever et ret almindeligt liv, går på gaden, passer haven og går til tandlægen. I weekenden var jeg i byen i Beirut, hvor der var fyldt med mennesker og en god stemning, på trods af at der er økonomiske udfordringer her, og manges løn ikke er meget værd på grund af inflationen. Men mennesker lever livet, så godt de nu kan, som de plejer.” 

Klar til udrykning, når der sker noget

Der er meget forskel på, hvordan en arbejdsdag ser ud for Puk Damsgård. Hun siger selv, at det mest præcise man kan sige, er, at der ikke findes en typisk dag som korrespondent. 

”Lige nu har jeg nogle stille dage hjemme. Jeg har lige sendt en mail til en fotograf om en kommende tur til Afghanistan, som vi er ved at planlægge. Fra november til januar lavede jeg en dokumentar om fotografen Daniel Rye (hovedpersonen i Puk Damsgårds bog ”Ser du månen, Daniel”, red.) op til, at hans gidseltager skulle for retten i USA. Der er dage, hvor jeg skal lave et indslag til radioavisen eller har travlt med en reportage til DR’s ”21 Søndag”, som ikke behøver at være nyhedsbaseret. Faktisk vil jeg hellere lave indslag, der skaber et perspektiv med baggrund og tendenser, frem for at lave hurtige nyheder. Mit arbejde skifter gerne mellem nyheder og reportager fra det daglige liv i regionen.” 

Omskifteligheden i hverdagen passer Puk Damsgård godt. 

”Det gode ved mit arbejdsliv er netop, at dagene er forskellige. Jeg har ikke faste kontortider, men forsøger at få en balance mellem arbejdsliv og fritid. På mange måder minder mit arbejde en del om håndværksfag, hvor man jo heller ikke laver det samme hver dag. Min far var tidligere elektriker, og han havde heller ikke to arbejdsdage, der var ens.” 

Den varierede arbejdsdag kan fra det ene øjeblik ændre sig, hvis der pludselig sker noget et sted i det store område, som Puk Damsgård dækker. Så er det om at komme af sted i en vis fart. 

”Der var for eksempel den aften i august 2020, hvor eksplosionen skete på havnen i Beirut. Jeg var i Kairo, og så måtte jeg smide alt, hvad jeg havde i hænderne, og komme lynhurtigt dertil. Jeg skulle have en coronatest, booke et fly og skaffe en fotograf fra Danmark med det samme. Det samme skete den 3. januar samme år, hvor Soleimani, topgeneralen i den iranske revolutionsgarde, blev dræbt ved et droneangreb i Bagdad. Her var jeg lige landet i Kairo, da jeg fik nyheden om, at det var sket, og så var det af sted til Bagdad.”   

Indlevelse frem for kynisme

Når man arbejder som journalist, og lever for og af at fortælle menneskers historier til seere og lyttere, kan der være en risiko for, at man bliver kynisk og går efter historien, frem for at tænke på, at det er mennesker, man har med at gøre. Det er Puk Damsgård meget opmærksom på i sit arbejde. 

”Som journalister har vi en række ord vi bruger i vores dagligdag, og det kan virke distancerende i visse situationer. Vi kalder mennesker, vi taler med, kilder eller cases, og indimellem kan vi godt sige til hinanden, at det virkelig var en vild scene, vi filmede der. Men for mig er det vigtigt ikke at blive kynisk. For hvad er det så for en historie, jeg rapporterer hjem? Jeg rejser ud for at fortælle andre menneskers historier, ikke min egen. Selfietendensen hører ikke hjemme i journalistikken, og det handler ikke om mig, når jeg er på besøg hos en familie og laver et indslag til tv-avisen. Derfor skal jeg ikke overtage deres følelser og situation, men forholde mig til de mennesker jeg møder. Hvis vi som journalister ikke gør det, bliver vi for kyniske,” siger Puk Damsgård. 

Hun mener, at medicinen mod den risiko er oprigtig interesse for mennesker og historierne, frem for fokus på bare at lave en god historie, der lige er fed i øjeblikket. Og man skal omvendt heller ikke bringe alle sine egne følelser ind i historien. 

”Man får ikke de vigtige historier frem, hvis man er en følebøf hele tiden. Men man skal møde folk med empati, åbenhed og kritisk nysgerrighed, og det er en balance. Jeg skal ikke tage seerne med ind for at sige ”Se mig i miljøet!”. Det ville svare til, at jeg, hvis jeg skulle lave en historie om en pianist, selv satte mig til tangenterne. Jeg er derfor meget opmærksom på, at vi ikke kommer buldrende med os selv og vores dagsorden. Vi kommer ofte ind i folks hjem i situationer, som er sårbare. Det kan være, fordi de har mistet nogle nære eller haft andre ubehagelige oplevelser på grund af en krig. Vi skal træde ind i miljøet og vise, hvad der sker, uden at fylde det hele selv. Tv er i udgangspunktet intimiderende. Når jeg kommer hjem til en familie med en fotograf og ofte også en producer, virker det jo voldsomt for de fleste,” siger Puk Damsgård. 

Det kræver meget af mennesket Puk Damsgård, når hun skal tage kontakt til de mennesker, hun skal interviewe. 

”Jeg overskrider noget inde i mig selv, når jeg gør det. Men du bliver nødt til at være udadvendt i jobbet, for som journalist trænger du dig på i andres liv. Men jeg er nok mere introvert af natur, og det har jeg forsøgt at vende til noget ekstrovert. Alligevel kan jeg være vildt nervøs, når jeg skal ringe op til en for at lave en aftale, og jeg har det næsten dårligt, når jeg træder ind i folks hjem. Jeg ville ikke selv have en journalist ind i mit private hjem, og derfor har jeg stor respekt for folk, der lukker mig ind.”   

Passion for faget

På trods af det introverte og nervøsiteten, er det nysgerrigheden og passionen for journalistfaget, der er drivkraften i Puk Damsgårds arbejde. Hun elsker at fortælle historier. 

”Det er det eneste, jeg kan. Jeg gør det, jeg er bedst til, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg kan nærmest få en følelse af forelskelse i maven, når jeg kommer hjem med en god historie. Det giver en stor tilfredsstillelse. Men når du brænder for noget, kan du brænde op, og den balancegang er jeg blevet mere opmærksom på i den seneste tid. Mit mentale helbred hænger sammen med det fysiske. Det moderne menneske vil det hele hele tiden. Men vi skal huske at sænke tempoet. Jeg kan meget bedre det hele, når jeg giver mig selv pauser, og det er jeg blevet bedre til inden for det seneste år.” 

For at holde pauser er hun begyndt at gå en tur i byen hver dag, uanset vejret og uden mobiltelefon eller andre forstyrrende elementer. Hun mediterer også, og så har hun for nylig købt en cello. Men vi skal ikke forvente at høre koncert med den travle journalist. 

”Jeg kan ikke spille på den endnu, og jeg skal ikke ud at optræde. Men jeg har brug for at lave noget helt andet end mit arbejde, og derfor har jeg købt en cello. Det er vigtigt at få nogle andre oplevelser og indtryk. 

Bøger skrives på ferien

Ved siden af korrespondentjobbet, har Puk Damsgård gennem årene skrevet foreløbig seks bøger. Det er ofte i sine ferier, at hun skriver dem. Den seneste, ”Arabica”, er skrevet over længere tid i ferier og på fridage og sene nætter. 

”Bøgerne er vigtige for mit arbejde. Det er et sted hvor jeg kan dvæle, et helle som er mindre flygtigt, end de historier jeg laver til tv og radio. Jeg låner fra skønlitteraturen, men skriver stadig non-fiktion. Den fortællende journalistik kan noget andet i bogform og kommer dybere i historierne. “Arabica” fortæller om, hvad der også sker i et land, hvor der er krig. Fortæller om livet i Yemen, som er meget andet, end det billede man ofte ser med tynde og udsultede mennesker, som NGO’erne er gode til at få frem. Yemen er landet, der havde monopol på kaffe i 200 år blandt andet derfor er der en havn i Yemen, der hedder Mocha,” siger Puk Damsgård. 

I bogen rejser hun i fodsporene på Carsten Niebuhr-ekspeditionen, der i 1761 rejste til blandt andet Yemen. Hun møder i bogen den kvindelige læge Shifa og får fortalt historien om et land, der for de fleste er svært tilgængeligt. 

Journalistik og håndværk

Puk Damsgård har modtaget meget hæder og mange priser for sit journalistiske arbejde. Blandt andet har hun modtaget Cavlingprisen, den fineste journalistpris i Danmark, for sine reportager fra Mellemøsten og bogen ”Ser du månen, Daniel”. Og anerkendelsen har stor betydning for Puk Damsgård. 

”Jeg bliver glad og lykkelig for, at det arbejde vi laver, har betydning for andre. I forhold til udnævnelsen til Æreshåndværker har det stor betydning for mig, fordi det anerkender journalistik som et håndværk. Når jeg laver fjernsyn, er jeg afhængig af andre håndværkere som fotografer og redigeringsteknikere. Og hvis jeg kan være inspiration for andre håndværkere, er det det bedste, jeg kan opnå. Hvis der ikke var andre, der syntes, det gav mening, det jeg laver, kunne jeg lige så godt lave noget andet,” siger Puk Damsgård og slår et slag for udvikling af journalistikken og for at få mere ånd og sjæl ind i faget. 

”Man kan ikke sætte formel på god journalistik. Men hvis vi fortsat skal udvikle faget, er det vigtigt at gøre op med nulfejlskulturen i samfundet. Hvis man ikke tør træde ved siden af, sker der ingen udvikling. Det gælder i mit fag og i alle andre håndværksfag,” lyder udgangsreplikken fra årets æreshåndværker. 

Æreshåndværker
Puk Damsgård

Læs mere

Om Puk Damsgård 

Æreshåndværker 2022

Puk Damsgård er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Var i praktik på Jyllands-Posten og fik sit første job dér med at dække uddannelsesstoffet efter uddannelsen. Men hun valgte i stedet at tage til Pakistan og skrive freelance for avisen i 2008. 

Siden 2011 har hun været korrespondent i Mellemøsten for DR. 

Hun har blandt andet modtaget Cavlingprisen, Publicistprisen og Rungstedlund-prisen for sit journalistiske arbejde med at dække Mellemøsten. 

Puk Damsgård er forfatter til seks bøger, hvoraf ”Ser du månen, Daniel” er filmatiseret med Esben Smed i hovedrollen som fotografen Daniel Rye. 

Puk Damsgård er 43 år og bor i Beirut. 

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.

Læs alle magasiner her