Æreshåndværker Søren Østergaard Zirkusdirektøren for det hele

Kan man bygge en karriere på at improvisere? Svaret er ja, og det er Søren Østergaard beviset på. Han har i 20 år drevet Zirkus Nemo, og givet os sære personligheder som Bager Jørgen og Smadremanden. Helt uden manuskript.

Tekst: Peter Djurup
Foto: Ricky John Molloy

Denne artikel blev bragt i MESTER18, november 2021.

Mød årets Æreshåndværker, der selv mener, at han er en ret ringe håndværker udi skuespillerfaget, men til gengæld er han en dreven zirkusdirektør med telt, 34 ansatte, 14 lastbiler, seks varebiler og et vinterkvarter med lager til de gamle veteranbiler, cirkusvogne og campingvogne. Ikke mindst den 17,5 meter lange beboelsesvogn, som Søren savner at bo i efter endnu en sommer uden Zirkus Nemo på landevejen på grund af corona.

Fra Esbjerg til København

Søren Østergaard kommer fra Esbjerg. Det var byen, hvor han så cirkus, når det hvert år kom til byen. Her var det blandt andet Cirkus Benneweis, der kom forbi. Senere flyttede familien til København, hvor den kommende zirkusdirektør første gang så teater.

”Hvorfor blev du skuespiller?”

”Vi skulle egentlig flytte til Skagen, hvor min far var blevet direktør for en sildeoliefabrik. Vi havde købt hus og det hele. Men så fik min far i stedet job som direktør for Alfred Benzons fabrikker i København, og så tog vi herover i stedet. Jeg kom fra en skole i Esbjerg, hvor man fik bank, til Ny Holte Skole, hvor vi både spillede utrolig meget teater og så meget teater. Og her fik jeg interessen for skuespillet. Jeg tænker nogle gange på, hvad jeg var blevet, hvis vi var flyttet til Skagen,” siger Søren Østergaard.

”Jeg var utrolig aktiv i skolen. Ikke med det faglige, men med alt hvad der havde med teater at gøre, og da jeg kom til det punkt, hvor det var tid til at gå videre i gymnasiet, ville jeg hellere være skuespiller. Men min far insisterede på, at jeg skulle i gymnasiet. Heldigvis fik lærerne overbevist mine forældre om, at det ikke var en god idé med gymnasiet, så i stedet kom jeg i realen, og aflagde prøve hos skuespilleren Søren Weiss. Han var ikke nogen stor skuespiller, men han var fantastisk dygtig til at undervise kommende skuespillere, og han ville heldigvis tage mig som elev. Han sagde til min far, at jeg havde et stort talent, og det overbeviste min far om, at jeg kunne blive skuespiller,” siger Søren Østergaard.

Via Søren Weiss kom Søren Østergaard ind på Folketeatret, hvor Preben Harris, der var direktør, havde brug for nogle statister. Der blev han hængende og arbejdede som regissørassistent ved siden af statistrollerne. Og derfra søgte han på skuespillerskolen.

Hvem ringer Frk. klokken for?

Da Søren Østergaard var med i en Dario Fo-forestilling på Teatret ved Sorte Hest, sagde han, at han gerne ville lave en forestilling uden ord.

”Jeg kom til at sige til Birgitte Kolerus, der var teaterleder på Sorte Hest, at jeg syntes, at der var alt for mange ord i teaterstykkerne, og derfor ville jeg gerne lave en forestilling uden ord. Det var ment i sjov, men hun sagde, at jeg fik en periode, hvor jeg kunne spille min forestilling, og så måtte jeg vise, at det var muligt. Jeg lavede en forestilling, hvor der kun var mig, en guldfisk og en Tuborgpige, der materialiserer sig i løbet at forestillingen. Jeg sagde ikke et ord. Stykket blev først spillet til to forpremierer for anmeldere og kollegaer, og kollegaerne var fuldstændig oppe og køre. De stod i kø for at lykønske mig efter forestillingen,” fortæller Søren Østergaard.

Dagen efter var der premiere for et almindeligt publikum, men det gik ikke som ventet.

”Forestillingen begyndte med, at jeg kom ud af et køleskab, og det reagerede de overhovedet ikke på. Jeg spillede forestillingen, og publikum reagerede helt anderledes end aftenen før. Da forestillingen var slut, og lyset blev tændt, var mange gået, og jeg gik helt i chok. Jeg cyklede ind på Rådhuspladsen om aftenen, da morgendagens aviser udkom, for at se, hvad anmelderne sagde, og til min overraskelse var jeg på forsiden af alle aviser med positive anmeldelser. Så kom der gang i billetsalget, og folk var begejstrede. Jeg synes selv, at det er det bedste, jeg nogensinde har lavet,” siger Søren Østergaard.

Det kører for Ole Bent

Søren Østergaard var tilbage i slutningen af 90’erne med til at forny Tivolivarietéen. Her havde han et nummer med Ole Bents Ballonshow. Ole Bent lavede ballondyr, der ikke lignende noget som helst. Der var ikke den store begejstring blandt anmelderne. Men det skræmte ikke Søren.

”Jeg har altid holdt fast i fiaskoerne, hvis jeg troede på dem. Og da John Cleese kom og så Ole Bent i Tivoli og ville købe nummeret, var der lige pludselig mange, der syntes, det var sjovt. Det endte jo med, at alle gik rundt og sagde ”Det kører for Ole Bent”, og det er jeg da lidt stolt af,” siger Søren Østergaard.

”En anden figur, der heller ikke fungerede fra starten, var Leslie Boye Møller, som jeg opfandt til Zirkus Nemo. Publikum klappede stort set ikke, og mit personale syntes jeg skulle droppe det. Men jeg gik hjem og sov på det efter to forestillinger, der ikke fungerede, og da jeg vågnede tidligt,   kunne jeg pludselig se, at han havde en forkert energi. Så jeg gjorde ham glad, og så grinede publikum. Hvis jeg havde været instruktør for en anden, havde han nok taget nummeret af, men det er jo fordelen ved at bestemme selv,” siger Søren Østergaard.

Fornyelse af Cirkus

Zirkus Nemo og de mange sære personager er det, som har fyldt Søren Østergaards liv i over 20 år. Idéen til at starte et cirkus kommer fra to oplevelser med mange års mellemrum. Den ene er fra den gang Søren gik på skuespillerskolen og havde den anerkendte improvisationskunstner Keith Johnstone som lærer. En dag tog Søren Keith med i Cirkus Benneweis i Cirkusbygningen.

”Det var en forestilling med mange verdensnumre og dygtige artister. Men pludselig kom der en mexicaner ind med sin kone. Han kravler op, og der hænger et blødt tov, som han gynger i med en begejstring og glæde, der gør, at jeg stadig husker ham i dag, selvom han ikke kunne noget teknisk. Og han er faktisk skyld i det jeg laver i dag. INGENTING”.

”Det gælder om at sælge det til publikum, og det er det, som hele Nemo går ud på; at gøre en bagatel til det største, bedste og sværeste. Blandt eksemplerne kan jeg nævne manden, der går baglæns, manden, der ikke kan fløjte, manden, der tror han kan efterligne kendte stemmer, eller ham, der laver ballonfigurer, som han tror ligner noget og så videre. Det er opskriften, siger Søren Østergaard, som mange år senere igen gik i Cirkus Benneweis og fik inspiration.

”I 1980 da jeg spillede Rottefælderevy i Svendborg med Flemming Jensen, gik vi i Cirkus Benneweis, som var kommet til byen. Det var så trist, så selv Eli Benneweis lød som om han kedede sig. Vi blev enige om, at det kunne vi gøre bedre, og 14 år efter lavede vi Østergaard og Jensens hundeshow. Det gik desværre ikke i længden, og desværre gik det konkurs. Men jeg opgav ikke, så jeg købte et nyt telt, efter at jeg var kommet af med min gæld. Da ville Flemming ikke være med, men det stoppede mig ikke, og dermed var Zirkus Nemo grundlagt, fortæller Søren Østergaard.

Gennem årene har der været en lang række artister og andre entertainere med i Nemo. Anders Lund Madsen, som Søren mødte i et tv-program, var med i forestillingen i tre år og medejer i fem. Og det er ham, der var medvirkende til, at Bager Jørgen blev født.

Alt er improviseret

”Vi var ude og køre i Anders’ bil, og vi kom forbi en bager som hed Bager Jørgen. Det synes Anders lød så sjovt, og så sagde jeg ”Bager Jørgen og hans dansende wienerbrød, og så havde vi en ny figur. Senere har Bager Jørgen fremsagt erotiske kagedigte a la Jørgen Leth, og nu kræver publikum, at han er med. Sidste år lod jeg ham blive inde i en kage, hvor han ikke kunne komme ud. Så man så ham ikke. Men den ene gang, hvor han ikke var med, brokkede folk sig, så han er svær at komme uden om,” siger Søren Østergaard.

Bager Jørgen har siden fået selskab af mange andre personager. Når man træder ind i Zirkus Nemos telt, kan man aldrig vide, hvad man skal se. Heller ikke selv om man har talt med andre, der har set samme forestilling.

”Jeg opfinder figurerne, men jeg skriver ikke tekster til dem. Alle numre er improviseret, ud fra den ramme jeg har sat. Jeg laver dem først, når der er publikum på. Det eneste jeg ved er, at jeg skal ind som figuren og ud igen, og at det ikke skal tage for lang tid. Tit laver jeg benspænd for mig selv, og siger noget, som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Det kan blive meget langt eller meget sjovt eller begge dele, og nogle gange forlader mit personale teltet, når de ikke synes det holder. Men jeg plejer at sige, at jeg laver noget, der er så dumt, at der skal en vis begavelse til at lave det,” siger Søren Østergaard.

Smadremanden hos Dronningen

”Smadremanden kom af, at jeg stod ved Bager Jørgens bord og skulle finde på noget til ham. Så begyndte jeg at stå og bande, og sige ”hvad fanden skal jeg finde på, jeg slog i bordet, og pludselig talte jeg fynsk. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men Smadremanden var født.”

Smadremanden har siden været vidt omkring. Hans mest kendte optræden er nok til Dronningens 75-års fødselsdag.

”Her havde Hendes Majestæt bedt om, at jeg skulle komme. Hun ville ikke annoncere det; jeg skulle bare komme ind midt i det hele. Det var der mange, som bagefter syntes var helt forkert, og ville have den, der havde hyret mig, fyret. Men det blev jo lidt svært,” siger Søren Østergaard med et grin.

Han har efter eget udsagn improviseret siden 1978, hvor han kom på skuespillerskolen, og i mange år lavede han improshowet ”Så Hatten Passer” sammen med blandt andre Niels Olsen. Det startede på Park Café, hvor Niels og Søren tog hen sent om aftenen, efter at de havde spillet med i Hamlet på Betty Nansen Teatret. Senere kom showet på tv og blev nærmest en landeplage.

”Da vi var på toppen, var vi virkelig gode. Enkelte aftener var det dog virkelig dårligt. Men når alle var oppe og køre, var det fantastisk. Hold kæft, hvor blev der grinet meget,” husker Søren Østergaard.

Direktør i eget liv

Siden 2010 har Søren Østergaard kun arbejdet med Zirkus Nemo. Han er med egne ord blevet for svær at have ansat efter mange år som selvstændig.

”Den sidste forestilling, jeg spillede, var på Aarhus Teater, og der indså jeg, at det ikke gik mere. Jeg kom hele tiden med forslag til, hvad der kunne gøres bedre, og så måtte jeg gå op og love, at jeg ikke ville blande mig mere, og at jeg ikke ville spille teater mere. Det har jeg holdt, og siden har jeg koncentreret mig om Zirkus Nemo. Nu ser jeg bare frem til, at vi kan komme på landevejen igen i 2022, efter to år hvor corona har forhindret det. Jeg savner det, og jeg har det dårligt med, at mine ansatte ikke har noget at lave,” siger Søren Østergaard.

Heldigvis er der noget at glæde sig til inden, da Søren Østergaard åbner dørene for Zirkus Nemo Galla i Royal Arena den 7. november i år. Det bliver en ”One Night Only-galla”, hvor nogle af Nemos gamle stjerner kigger forbi. Blandt andre Anders Lund Madsen og Peter Frödin, og der vil være højdepunkter fra Nemos mange sæsoner og masser af overraskelser til publikum.

Nu bliver du Æreshåndværker. Hvilken betydning har det for dig at være i selskab med blandt andre Trine Dyrholm, Bille August og H.M. Dronningen?”

”Det, synes jeg, er fantastisk. Det er, som om jeg har snydt verden hele mit liv. Jeg kan ikke det, man kalder skuespillerhåndværket, særlig godt; jeg har ikke styr på teknikkerne, og så får jeg alligevel den fine udnævnelse. Det jeg kan, er, at jeg har en fantastisk hukommelse og er hurtig i hovedet, og det er det, der er mit håndværk”.

Æreshåndværker
Søren Østergaard

Læs mere

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.

Læs alle magasiner her