En gave fra håndværket

Her er tale om en gave. En gave i godt 80 centimeters højde og knap det halve i diameter. Den skal være færdig i en bestemt anledning. Nemlig H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag den 26. maj – eller rettere: Et par dage inden, da Håndværkerforeningens præsidium får lov at overrække den. Gaven knytter sig til traditionen for, at det  københavnske håndværk lykønsker Kongehuset i anledning af helt særlige mærkedage – blandt andet som en venlig tak for den opmærksomhed, som Kongehuset har tradition for at vie det danske håndværk. 27 københavnske laug og Håndværkerforeningen selv står bag gaven.

Møblet består af to runde jalousier: Et fast, der så at sige danner bagkanten; et drejeligt, der tillader, at skabet åbnes, hvorpå der åbenbarer sig en indre beklædning og seks bakker i pæretræ.

Ud over at træsorterne refererer til Kronprinsens ophav, er de tætte. Det gør det muligt at udføre skarpe profiler, der kan holde. Det har naturligvis betydning især for jalousiet, der skal kunne tåle at trækkes og trækkes tilbage hvilende i sporet, der i dette tilfælde er en not med tre sider; var der to, havde der været tale om en fals.

Begynder med planken

Man begynder med begyndelsen: En planke. Planken gåes igennem; de egnede felter udsøges – lige til dette møbel de mest ensartede. Her skæres op – i overmål.

Man får fornemmelsen af, hvordan træet arbejder – om det er roligt, som snedkeren udtrykker det. Det er det i dette tilfælde og skal ikke hvile længe – være pindet længe op – før næste skridt. Derpå høvles, fræses og rettes, her pudses og skæres i længde, stoffet – jalousiets bagklædning – limes på, her tilføjes et greb, og der afsluttes.

Tidsforbrug? Cirka fire dage. Men beklædningen i pæretræ til møblets indre har faktisk taget længere tid, konstaterer Lars Bjørn og causerer lidt over begrebet kvalitet: Kvalitet er ikke en lineær størrelse. Den sidste finish kan sagtens lægge beslag på en fjerdedel af al den tid, der er gået til selve udførelsen.

Ingen kontrol-Z

Rigtig meget skal altså være på plads, førend udførelsen kan begynde for alvor. Det er en af håndværkets hyppige udfordringer – at man ikke kan taste kontrol-z og gå et skridt tilbage. Alligevel er Lars Bjørn og Henrik Ingemann enige om, at tilblivelsen er en organisk proces; at små tekniske løsninger, detaljer, dimensioner, får lov at komme til efterhånden.

DePlace Furniture fremstiller ikke hyldevarer. I stedet hyldes det unikke møbel, og gaven til H.K.H. Kronprinsen ligger til højrebenet for Lars Bjørn. Han føler, han skylder sig selv at drive sig lige den tand længere end sidst; at gøre opgaven lige det sværere. Ikke for at besværliggøre tingene. Men for at nå længere mod målet: At skabe noget smukt. At fastholde adrenalinsuset.

»Jeg kan godt lide at være dér, hvor jeg ikke føler mig helt tryg,« lyder det. »Der må godt være noget på spil.«

Der var ingen, der mente, at Lars Bjørn skulle være snedker, ligesom han heller ikke er ud af håndværkerfamilie. Han gik den slagne vej, tog studentereksamen og gav sig til at læse til cand.merc. på CBS – dengang Handelshøjskolen i København. Uden for undervisningstiden havde han et studenterjob, hvor han udviklede  softwareløsninger. Det kunne være blevet til en sikker og sikkert indbringende karriere.

All in

Alligevel havde han svært ved at se sig selv bag en computerskærm i en bank eller finansiel virksomhed resten af sit liv. Og næsten som et lyn slog det ned i ham: Han ville være snedker. Selvstændig møbelsnedker med den frihed, en sådan tilværelse kunne  rumme. Resolut sagde han job og studie op – efter dog at have eksperimenteret med lidt håndværktøj for at konstatere, om det lå til ham (det gjorde det) – tog ud på teknisk skole og meldte sig til første grundforløb. Og han ville gå all in. Han vidste ikke meget om lokale snedkerværksteder, og da tiden var inde til at finde ”det bedste sted at gå i lære”, ledte elever fra ældste årgang ham i retning mod Søren Horns Eftf., dengang ejet og drevet af snedkermester Niels Roth. Her tog han ud og fortalte Niels Roth, at han havde hørt, at Søren Horns Eftf. var det bedste sted at gå i lære, så her ville han gerne have en læreplads.

»Du kan begynde på mandag!« havde snedkermesteren svaret.

Der blev stillet krav, men det var netop den unge lærlings ønske. Han ville have det hele med. Og lærte, at vejen til at mestre et håndværk er at repetere og repetere og repetere – til hudløshed – men at repetitionen formår, at man kan fremelske en detalje, en fornemmelse, et udtryk, der gør det pågældende projekt unikt. Det er lidt ligesom at lære at spille musik. Når man behersker sit musikinstrument efter en lang, disciplineret indsats, så indfinder musikken sig.

Det prægede at få lov at beskæftige sig med klassisk møbelkunst i snedkeriet. Æstetikken – og evnen til at skabe den – stod i højsædet.

Musikken

Lars Bjørn realiserede sin vision om at blive selvstændig samme år, som han bestod sin svendeprøve; det var i 2001.

Det var inden, møbelsnedkerfaget blev hypet, som det er i dag. Og det er lidt som om, man helst vil springe hele den indledende øvelse over og spille musikken med det samme. Det går bare ikke. Noget går tabt.

Snedkerværkstedet beskæftiger i dag i alt tre mand, inklusive en lærling. Hvordan starter man så – sådan from scratch?

Man er da afhængig af de opgaver, der kommer – uanset den faglige udfordring, der måtte ligge i dem. Men gør man sig lidt mere umage hver gang, så bevæger man sig fremad – fremad i den retning, man gerne vil, og så er man stædig og tror på sig selv. Så kommer de rigtige opgaver også. Dem, der udfordrer; dem, der trækker dig til kanten. Lars Bjørn kan ikke entydigt bekræfte, at markedet i disse år er stigende for håndgjorte snedkermøbler. Men for hans vedkommende er det tilfældet.

Det er blevet til kunder blandt private og virksomheder, til kunder i USA, Storbritannien, Schweiz og Sankt Petersborg. Og falder man over overskriften art pieces på Lars Bjørns hjemmeside, så handler det ikke om snedkerens egne kunstværker (han er ikke kunstner, han er håndværker, understreger han), men om kunstværker forløst for kunstnere, herunder Ben and Sebastian og Ditte Hammerstrøm.

Bakkedariet til Kronprinsen er da heller ikke kunst. Det er håndværk. Godt håndværk.

Sammen med gaven har Håndværkerforeningen udarbejdet en bog om gaven. Den kan du finde her

Håndværkerforeningen København

Brolæggerlauget

Dansk Byggeri, Bygningsentreprenør-sektionen

Danske Anlægsgartnere, Københavns-afdelingen

Danske Modister og Hattemagere

Foreningen til Lærlinges Uddannelse i Haandværk og Industri

Glarmesterlauget i Danmark – regionalforeningen Storkbh/Bornholm

Kjøbenhavns Skomagerlaug

Kjøbenhavns Smedelaug

Kjøbenhavns Vognmandslaug

Københavns Automekaniker Laug

Københavns Blikkenslager- og VVS laug

Dofk København

Københavns Barber- og Frisørlaugs filantropisk afdeling

Københavns Konditorlaug

Københavns Malerlaug

Københavns Murerlaug

Københavns Slagterlaug

Københavns Snedkerlaug

Københavns Tømrerlaug

Sadelmager- og Tapetsererlauget i København

Skorstensfejerlauget, Københavns-afdelingen

Skrædderlauget i Kjøbenhavn

Stenhuggerlauget

Stolemagerlauget i Kjøbenhavn

TEKNIQ – EL København

Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn

Virksomme Kvinder